Hej.
Jeg skal til lægen her i morgen. Mit problem er at jeg bliver så pisse nervøs over nogle ting jeg har med min krop, og vælger at ringe til lægen. Når jeg så er på vej til lægen, bliver jeg pisse nervøs. Tips til hvordan jeg ikke er nervøs? Jeg er en person der tænker over ting alt for meget, det siger min mor ihvertfald fx om jeg har kræft og alle sådan nogle ting. Jeg kan en gang imellem også finde på at søge på internettet efter jeg har set noget på min krop, som jeg tror er farligt. Er der også nogle tips til det fx om jeg skal bruge en pskykolog?
Tak for at prøve at hjælpe, jeg håber ikke der er noget farligt ved mig(-:
(Dreng, 13 år)
Hej Dreng på 13 år
Det lyder til, at du går med en masse tanker og bekymringer. Det kan være rigtig svært at have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det er normalt at opleve, at man kan mærke sin krop
Det er helt normalt, at man kan mærke sin krop. Men sommetider kan de fornemmelser der kommer fra kroppen godt gøre en urolig, hvis man ikke lige har mærket dem før, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er farlige. Det kan være, at man måske har lidt ondt i maven, ens ben er ømt eller at der måske er noget helt tredje, som er lidt anderledes end det plejer. Det er noget de fleste af os mærker hver dag. For hele døgnet rundt arbejder vores kroppe med at fordøje mad, pumpe blod rundt i kroppen og en hel masse andre ting. Derfor sker der også rigtig mange ting inde i kroppen. Og på den måde er det også helt naturligt, at man sommetider kan mærke sin krop. Men hvis man kan mærke, at symptomerne ikke forsvinder af sig selv, kan det være fornuftigt at tage et smut til lægen og få det tjekket.
Det er ikke en god ide, at google symptomer
Når vi mærker noget, som gør os utrygge, er det naturligt, at man kan få lyst til at finde ud af, hvad det er, som man mærker. Men desværre er det ofte en rigtig skidt ide, at google sine symptomer, for ofte kan det få os til at blive endnu mere nervøse. Det er også sådan, at de symptomer, som man mærker kan være tegn på rigtig mange forskellige ting. Men ofte er det de mest bekymrende ting, som kommer frem, når vi googler det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du øver dig i at lade vær med at google dine symptomer, så du ikke går og er så nervøs hele tiden. Nogle oplever også, at det er nemmere at lade vær, hvis de kan distrahere sig selv lidt. Nogen spiller playstation, andre går en tur. Det vigtige er nemlig ikke, hvad man laver, men at man får distraheret sig selv, så man ikke sidder og er så nervøs, at man kommer til at google sine symptomer.
Fortæl lægen at du er nervøs
Det er helt normalt at opleve, at man er nervøs, når man skal til lægen. Den følelse tror jeg, at de fleste mennesker kender. Når man skal til lægen, er det ofte fordi, man er i tvivl om noget eller usikker på, hvad det man mærker kan være. Og det er sådan med os mennesker, at når vi er usikre på noget, så er det en helt naturlig reaktion, at man bliver nervøs.
Men sommetider kommer nervøsiteten til at fylde lidt for meget. Og så kan det være en rigtig god ide at fortælle sin læge, at man er nervøs. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik sagt til din læge, at bliver nervøs når du oplever ting med kroppen. Og at det måske særligt er nervøsiteten, som fylder meget hos dig. Så kan det nemlig være, at I kan snakke om, hvad det er, der gør dig nervøs. Det kan også være, at lægen kan fortælle dig om, hvilke ting som er helt normale, og hvilke ting som man måske skal være opmærksom på. For så kan det være, at du kan få lidt mere ro i maven, så du ikke skal gå og være nervøs hver gang du mærker noget.
Snak med dine forældre
Jeg tænker også, at det kan være en rigtig god ide, at du snakker med dine forældre om, at du bliver lidt nervøs, når du mærker noget med kroppen. Det er nemlig sådan med tanker og bekymringer, at de kan vokse sig meget store inde i hovedet, men når vi så får sagt dem højt, så fylder de måske ikke helt så meget mere.
Det kan også være, at de kan hjælpe med at vurdere, om det er noget, som du skal reagere på eller ej. Så kan det også være, at det måske er lettere for dig at lade vær med at komme til at google symptomerne. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de også gerne lytte og hjælpe, når man kommer og siger, at der er nogle ting som er svære. Du kan tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gøre det.
Mindfulness
Når tankerne og bekymringerne fylder rigtig meget og gør en nervøs, kan det være svært lige at finde ud af, hvad man kan gøre for at stoppe det. Men en af de ting, som mangler oplever kan skabe lidt mere ro i hovedet er mindfulness. Det kan også hjælpe en med at slappe af, så man ikke hele tiden går og er nervøs. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være noget for dig. Du kan læse lidt mere om det i vores artikel om mindfulness. I artiklen kan du også finde nogle helt konkrete øvelser, som du kan prøve.
Jeg håber, at der er noget i mit svar som har hjulpet. Og husk på, at der er helt normalt at mærke kroppen fra tid til anden og blive lidt nervøs, når man skal til lægen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper