Hej Mindhelper

Min farmor, som jeg elskede rigtig højt døde for nogle år siden af lungekræft. Hendes læge vidste ikke at det var lungekræft hun fejlede, og hun blev derfor aldrig sendt videre for at blive tjekket for det. Hun fik i stedet en astmaspray, som hun fortalte mig (som den eneste) ikke hjalp. I sine yngre dage havde hun selv været sygeplejerske, og hun vidste udmærket godt at det ikke var det, der var galt. På daværende tidpunkt var jeg kun 11 år gammel, men hun følte sig åbenbart så tæt på mig, at hun fortalte mig en masse forskellige ting, og flere gange hentydede hun til at hendes medicin ikke virkede, at hendes fysioterapeut kun gjorde det værre, og da hun nåede længere i forløbet, fik hun pludselig smerter i ryggen da hun slog græs, og hun fortalte mig at det var kommet på et tidspunkt ligemeget hvad. Min familie og jeg skulle på ferie, og da jeg sagde farvel til hende sagde hun: ’’Vi ses, hvis jeg stadig er her til den tid,’’ jeg tænkte ikke så meget over nogen af de ting hun sagde, og derfor fortalte jeg det ikke til nogen. Da vi var på ferie, får vi så pludselig at vide, at hun er blevet indlagt på sygehuset med lungekræft, som har spredt sig til ryggen (hvor hun havde smerter), og hun dør 3 dage efter. Vi nåede heller ikke hjem til hendes begravelse. Alle de ting hun fortalte mig, har været hentydninger til at hun godt vidste, at det ikke var astma hun fejlede, og jeg føler, at hvis bare jeg havde fortalt alle de ting hun fortalte mig til nogen, var hun måske kommet i behandling, og måske havde hun stadig været her. Jeg savner hende som en sindssyg, og jeg kan slet ikke håndtere, at jeg måske kunne have sørget for at hun stadig er her, men at jeg ikke gjorde det. Jeg bebrejder mig selv næsten hver dag for hendes død. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

(Pige, 15 år)

Hej Pige på 15 år

Det lyder som en virkeligt svær situation, du er i lige nu. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det lyder som om, du har gået alene rundt med dem rigtigt længe. Og det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Det er ikke din skyld

Puha. Når jeg læser dit brev, får jeg helt ondt i maven på dine vegne. For det lyder som om, du har gået alene rundt og bebrejdet dig selv for din farmors død i rigtigt mange år. Og det må bare være så svært og tungt for dig at gå rundt med alle de her oplysninger om din farmors sygdomsforløb, som du er den eneste, der kender til. Derfor kan jeg også godt forstå, at du kan komme til at bebrejde dig selv for din farmors død. Men jeg vil rigtigt gerne understrege, at det ikke er din skyld, at din farmor ikke er her mere.

Din farmor var et voksent menneske. Så den eneste der havde et ansvar for at fortælle det videre til nogen, at hendes astmamedicin ikke virkede var din farmor. Så når din farmor ikke fortalte til lægen, at hendes medicin ikke virkede, så er det ene og alene hendes ansvar, at hun ikke fik behandling for lungekræften. Det er svært at vide, hvorfor hun ikke fortalte det til nogen. Men behandlingen mod kræft er tit rigtigt skrap og kan svække en meget. Så der er nogle ældre mennesker, der foretrækker bare at dø af deres sygdom, sådan så de kan have det så godt som muligt i den sidste tid. Så måske har det bare været din farmors ønske at kunne være så frisk som muligt, så hun kunne være der for alle jer, som hun holdt meget af, selvom hun var syg.

Samtidigt var du et barn, da din farmor fortalte dig alle de her ting. Du var slet ikke gammel nok til at skulle have nogle så alvorlige ting at vide og være den eneste, der vidste det. Det er sådan noget, som voksne skal snakke sammen om voksne imellem. Jeg er helt sikker på, at din farmor ikke har fortalt dig de her ting i ond vilje. Som du selv skriver, har hun nok snakket med dig om de ting, fordi hun var tryg ved dig. Men som barn var du slet ikke gammel nok til at forstå, hvad de ting din farmor fortalte egentligt betød. Derfor var du heller ikke gammel nok til, at du på nogen måder kan have haft et ansvar for at skulle fortælle det videre.

Snak med nogen

Det lyder ikke som om, du nogensinde har snakket med nogen om det her. Derfor er mit bedste råd til dig faktisk også, at du skal snakke med nogen om det. For det her er alt for tungt til, at du skal gå alene med det. Det ville være alt for tungt for selv det stærkeste menneske at gå og holde på alle de her ting selv. Og det er der ikke nogen, der har fortjent. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dig at skulle fortælle nogen om de ting, som din farmor har fortalt dig. For det kan være rigtigt svært at fortælle om noget, som man bebrejder sig selv for. Men det kan faktisk hjælpe rigtigt meget, at man får fortalt nogen om det. For bare det at få det sagt højt, så man ikke er alene med sine tanker mere, kan føles som om en kæmpe sten bliver løftet fra ens skuldre.

Jeg tænker, at det allerbedste ville være, hvis du kunne snakke med dine forældre om det her. For de kendte også din farmor. Og det var dem, der var omkring dig og din farmor, dengang alt det her stod på. Men jeg kan også godt forstå, hvis det er dem, det er sværest for dig at snakke med. Fordi de netop var nogen af dem, der også var rigtigt tæt på din farmor. Så hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med, så kan du sagtens starte med at snakke med dem. Det kan for eksempel være en sød lærer på din skole eller måske en rigtigt god og tæt veninde. Hvis det er for svært for dig at sige det højt, kan du måske prøve at vise dem det brev, som du har skrevet til mig. Der beskriver du nemlig det hele så fint. Så kan den, du gerne vil snakke med læse brevet og snakke med dig om det bagefter. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, fordi du så ikke skal styre samtalen så meget selv.

De kan også hjælpe hos Headspace

Hvis du har brug for at få snakket den her situation igennem med nogen, som du ikke kender først, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dig om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere hos Headspace er vant til at snakke med unge, der har det svært. Så de ved godt, at det kan være svært at snakke om. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for, at du føler dig så tryg som muligt. Desuden kan du være helt anonym i Headspace, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om det her. Så du ikke skal gå med det alene. For der er ikke nogen, der fortjener at gå rundt med noget så svært alene, og det gør du heller ikke.

De bedste hilsner fra en Mindhelper