Hej:)


Jeg har valgt at skrive ind til jer, da jeg ikke er sikker på hvad jeg føler. Her det sidste års tid har jeg mærket, at det hele er begyndt at blive lidt mere udfordende. Både skole, udsene, venskaber, familie osv. Jeg føler ikke at jeg gør det godt nok, og at jeg er nød til gøre mig mere umage med alt jeg gør. I skolen er jeg aldrig tilfreds med mit arbejde, men har virkleig gjort mit bedste. I forhold til familie synes jeg, at de fortjener bedre. De fortjener en der er mere ”perfekt” og klare sig bedre i skolen. Mine venskaber føles mere som en pligt, end en glæde. Jeg føler jeg er nød til at være sammen med for, at de ikke skal hade mig. Jeg ved ikke om det kort sagt bare er, fordi jeg så pisse ondt af mig selv. Det er jo ikke fordi jeg er en af dem der har det værst. Derudover har jeg også gjort skade på mig selv før, men gør det ikke længere. Jeg håber i kan komme med en form for koklusion, eller tips til en bedre hverdag. God dag:)

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det lyder til, at der er nogle ting som er rigtig svære for dig lige nu. Derfor er det også helt naturligt, at det påvirker dig, og at du måske har brug for lidt hjælp til at få det bedre igen. Og jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Selvom andre har det værre, er ens problemer stadig vigtige

Vi mennesker er alle sammen forskellige og derfor oplever vi også en masse forskellige ting. Derfor er det også nogle som har nogle andre problemer end en selv, men det betyder ikke, at ens problemer ikke er vigtige. Der vil nemlig altid være nogen, som har det værre end en selv.

Du kan prøve at vende det lidt på hovedet. Hvis din veninde havde det svært, ville det så ikke være okay at hun havde brug for en hånd, selvom der er andre, der har det værre? 

Det er nemlig sådan med os mennesker, at godt kan komme til at glemme, at det samme gælder for os selv. Men når man kan mærke, at der er noget som er svært og fylder meget, så er det stort nok uanset om der er andre, som har det værre end en selv. 

Når man bliver teenager ændrer ens fokus sig 

Der er rigtig mange teenagere, som går med de samme tanker som dig. Det kan nemlig være overvældende og forvirrende at blive teenager, fordi der sker en hel masse ændringer både med kroppen, ens tanker og følelser.

En af de ting som mange oplever er, at ens fokus skifter, og man begynder at blive mere opmærksom på sig selv. Det betyder, at man måske kommer til at tænke mere over, hvad man selv gør, hvordan man ser ud, og hvad andre mon tænker om en.

Når ens tanker begynder, at fylde mere, er det helt naturligt, at man kan blive lidt forvirret over, hvad det er man mærker og oplever. Og så kan man godt komme til at blive ked af det og føle, at det hele er lidt mere udfordrende. 

Når man stiller høje krav til sig selv, er det naturligt, at det påvirker ens humør

Det lyder til, at du rigtig gerne vil have, at det hele er perfekt. Er det mon rigtigt forstået? 

For når man har det sådan, kan man godt komme til at stille rigtig høje krav til sig selv. Og så er det helt naturligt, at det kommer til at gå ud over ens humør. For der er ingen mennesker, som kan klare alt til perfektion, det er helt umuligt at opnå. 

Og så kan man måske komme til, at slå sig selv endnu mere oven i hovedet og det kan være hammersvært, at være i. Derfor tænker jeg også, at du kan tage et kig på vores artikel Alt for perfektionistisk? Der står nemlig en masse om perfektionisme, og hvad man kan gøre, når man stiller høje krav til sig selv. 

Husk at give dig selv omsorg

Når man hele tiden stiller høje krav til sig selv, kan det komme til fylde rigtig meget. Derfor er det også rigtig vigtigt at man sommetider husker, at give sig selv lidt selvomsorg. Selvomsorg handler nemlig om, at skrue lidt ned for kravene og give sig selv lidt ro og tid til at lave alle de ting, som man synes er rare og som lader en op. Der er rigtig mange forskellige måder at give sig selv omsorg på. Derfor er der heller ikke nogen fast opskrift på, hvordan man skal gøre. Men du kan tage et kig på vores artikel om selvomsorg. Det kan være, at der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Snak med din familie

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik snakket med din familie om, hvordan du går og har det. Vi mennesker er nemlig ofte vores egen hårdeste kritiker. Og derfor kan man godt komme til at få en masse tanker og bekymringer omkring, om man nu også er god nok. Derfor kan det være en rigtig god ide, at fortælle ens familie og de bekymringer, for ofte er det slet ikke sådan, at de ser en. Og så kan det være med til at punktere nogle af alle de bekymringer og svære følelser, som man går med. 

Ens familie er måske også nogle af de mennesker som er allertættest på en. Derfor vil de som regel også rigtig gerne have, at man har det godt. Og derfor bliver de også ofte glade, for at man fortæller dem, om de ting som er lidt svære. Hvis du synes, at det er lidt svært lige at finde ud af, hvordan du får snakket med sin familie om det, kan du tage et kig på vores artikel om at snakke med forældre om svære ting. 

Tag fat i børnetelefonen 

Du kan også tage fat i børnetelefonen. Der sidder nemlig en masse super søde frivillige klar til at snakke og hjælpe. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode til at lytte og hjælpe, når man tager fat i dem. Du kan ringe til dem og få en snak, eller hvis du synes, at det er rarere, kan du også sagtens skrive en mail eller SMS til dem. 

LMS

Du skriver, at du tidligere har gjort skade på dig selv. Når man laver selvskade, er det ofte fordi, at der er nogle ting inden i en, som er rigtig svære. Det kan være et tegn på, at der noget uro og tanker, som bare fylder rigtig meget. Når man selvskader, er det ofte for at flytte fokus væk fra de ting, som er svære. Og ofte kommer det til, at blive en ond spiral, for de svære tanker og følelser ikke forsvinder, men bliver ved med at komme tilbage. Derfor er det også vigtigt, at man får noget hjælp, så man ikke går rundt og har det så skidt. Nogle af dem som er rigtig gode til at hjælpe er LMS. De ved nemlig en hel masse om selvskade, og derfor er de også rigtig gode til at lytte og hjælpe. 

Jeg håber, at det er noget i mit svar, som du kan bruge. Og så sender jeg de varmeste tanker din vej og håber, at husker at give dig selv lidt omsorg. For jeg er helt sikker på, at du er god nok præcis som du er.

De bedste hilsner fra en Mindhelper