Hej

Jeg er en 18årige pige som kæmper virkelig meget med tingene. Jeg har i ca. 2 år nu været hjemme og ikke gået i skole, set venner eller familiemedlemmer udover mine familie som jeg bor sammen med. Jeg er angst for rigtig mange ting. Men jeg kæmper specielt virkelig meget med at jeg ikke føler nogen forstår mig, selv de mange terapeuter jeg har snakket med.
Mit mål er og har været at 100% fokusere på mig, og hvad jeg har brug for fordi jeg i mange år har kæmpet meget med en masse ting. Men jeg føler mig bare SÅ alene, og nej det hjælper ikke for mig at snakke med mine forældre om de følelser og tanker jeg går rundt med. Jeg har en følelse og en oplevelse af jeg må klare den selv, fordi hvis jeg ikke gør det så går ned og falder i en evt. depression igen som jeg har været i før.

Jeg har voldsomt mange tanker og jeg analysere ekstremt meget! Og jeg har en følelse af jeg at jeg aldrig bliver tilfredsstillet i mine tanker. Jeg søger hele tiden mening med tingene/livet og prøver og få alle puslespilsbrikkerne til at falde på plads. Hvis jeg ikke oplever dét går jeg i sindsygt panik indvendigt og aner ikke hvad jeg skal gøre.
Det er enormt ensomt i mit liv ligenu

Hilsen M

(18 år)


Hej M

Det lyder til, at ensomhedsfølelsen fylder meget lige nu. Det kan være en hammer-hård følelse at gå med. Derfor er jeg rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For svære tanker og følelser er aldrig noget, som man skal gå med alene. 

Ensomhed 

Det er hårdt at føle sig alene. Og når ensomheden fylder, kan det godt komme til at påvirke ens humør og overskud rigtig meget. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du føler at du kæmper rigtig meget med tingene lige nu.

Du skriver også, at du har kæmpet med nogle forskellige ting, og at du derfor føler dig rigtig alene. Det er jeg ked af at høre, for ingen skal gå gennem svære ting selv. Men du skal vide, at det er normalt, at føle sig ensom, når man kæmper med en masse ting. Måske tænker man, at andre slet ikke kan forstå alt det, der foregår oppe i hovedet på en. Og måske kan man heller ikke helt selv finde hoved og hale i alle tankerne. Nogle skammer sig også over, at have det som de har det. Og derfor er der også mange, som kommer til at lukke sig inde i sig selv, når de har det svært. Og det kan være ret ensomt. 

Støtte 

Du skriver også, at du har en følelse af, at du må klare den selv, for hvis du ikke gør det, så går du ned. Det er en ret tung følelse at gå med. Og når man har det svært, så har vores hjerner det med at blive meget sort/hvide i den måde, som man tænker og ser tingene på. For der er måske ikke overskud til at rumme og overveje alle nuancerne. Derfor kan det også godt føles, som om at man står helt alene med at alt det svære. Men tit er det hjernen som spiller en et puds.

Derfor vil jeg også gerne udfordre den tanke lidt. For man kan godt være sammen og have det godt med andre, selvom de ikke 100% kan forstå en. Du kan prøve at tænke på noget, som du rigtig godt kan lide at spise. Måske en burger, sushi eller en helt tredje ting. Og så forestil dig, at du er sammen med en anden person, som slet ikke kan fordrage det, du elsker. I kan godt hygge jer, og du kan godt forstå, at hun ikke har lyst til at spise det, som hun ikke bryder sig om. Og det er lidt det samme med svære ting – selvom den anden måske ikke 100% kan forstå en, kan de godt hjælpe og støtte en.

Så måske er der en voksen omkring dig, som du kan række ud til og få snakket med om, hvordan du går og har det?

Ventilen 

Så nogle gange kan ensomheden brydes ved, at man kommer ud og får set folk. Et af de steder, hvor man kan møde andre unge i trygge rammer er hos Ventilien. Ventilen er et sted for unge, som kæmper med ensomhed. De laver en hel masse fede ting, og de frivillige sørger altid for, at det er et rart og at alle er med. Så hvis du har lyst til at møde andre unge, kan jeg varmt anbefale dig at tjekke dem ud. 

Angstforløb 

Det lyder til, at angsten også fylder meget hos dig for tiden. Derfor vil jeg også lige nævne vores online angstforløb. Det er et videoforløb, hvor man selv kan sidde og se videoerne og prøve nogle af tingene af i sit eget tempo. Så måske det også kan være hjælpsomt for dig? 

Tag et smut til lægen 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du tog et smut til lægen og fik snakket om,  hvordan du går og har det. For så kan lægen hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kommer videre herfra, og om der noget hjælp, som kunne være rart for dig at få. Læger er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor gør de som regel også deres allerbedste for at lytte og hjælpe. I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen om svære ting. 

Det er mega hårdt at føle sig alene. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. For du fortjener at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper