Hej,
Jeg er en pige på 17 år. Jeg har det til tider godt, men størstedelen af dagen og tiden, er jeg ked af det ogg trist, og tænker negative tænker, og jeg er usikker på alt jeg gør. Og jeg overtænker alt, som i alt, og jeg føler det ødelægger mit humør, og det er som om den gamle glade mig forsvinder mere og mere nu længere tid der går. Og jeg kan ofte ikke overskue ting. Og tankerne fylder bare mere og mere for hver dag der går, og jeg føler det har stået på i flere år, men er især blevet værre med tiden og alderen. Jeg bruger så meget energi på at tænke, og det gør mig så træt, og så er det næsten kun negative tanker om mig selv, og jeg føler ikke at uanset hvad jeg gør, kan se mig ud af det. Og så har jeg en søster som bare ikke forstår mig, og det går mig også på, fordi jeg sammenligner mig også hele tiden med hende. Hun kan snakke med mange flere, har flere venner, og er ikke ked af det hele tiden ligesom mig. Jeg misunder den måde hun lever på, jeg tror hun har det meget bedre end mig, og så gør det det ikke bedre, at hun aldrig er interesseret i hvordan jeg har det eller noget, hver gang jeg kommer lidt ind på det, når vi snakker kommer der bare sådan en kommentar som ”tag dig sammen”, ”bare lad vær med at overtænk alt” eller ”nu gider jeg ikke sidde og have ondt af dig”. Det gør mig bare mere usikker, fordi jeg tænker er jeg ikke normal? Hvorfor kan jeg ikke bare være glad ligesom min søster? Hvad er der galt med mig? Jeg føler jeg har venner, men ikke som sådan nogen jeg føler jeg kan dele det med. Det gør mig egentlig også meget ensom på en måde. Jeg har det ikke særligt godt indeni, selvom det ser ud til jeg har det. Jeg håber jeg på en måde kan få råd eller hjælp her.
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Det lyder godt nok til at være rigtigt hårdt, at være dig i øjeblikket. Og det giver rigtig god mening, hvis du er træt og udmattet oven på alle de negative tanker. For det kan nemt snuppe alt ens energi og glæde. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
De negative tanker fylder
Når vi mennesker tænker, så er det fordi, at vi prøver at finde mening i hele den forvirrende verden omkring os. Og vores hjerne vil gøre alt hvad den kan, for at beskytte os. Derfor får vi også rigtigt mange bekymrede eller negative tanker i løbet af dagen, fordi det er kroppens måde at sørge for, at vi hele tiden er på udkig efter ting, som kan være farlige eller gøre os upopulære i vores “flok”. Det kommer helt tilbage fra dengang vi var hulemænd og skulle sørge for, at vi ikke blev spist af bjørne eller efterladt alene på savannen. Derfor kan vi også få negative tanker om os selv, fordi det er kroppens måde at blive ved med at bekymre sig i håb om, at man så undgår de eventuelle farer. Så de negative tanker er egentligt lavet for at passe på os, men de er bare ikke særligt gode til det
Faktisk siger man, at 80% af alt hvad vi tænker, er negativt. Men for nogle mennesker tager de negative tanker endnu mere overhånd og begynder at fylde det hele. Det er mega svært at opleve, at tankerne bliver til en ond spiral, som man føler, man sidder fast i. Og det kan sagtens tage alt ens energi fra en, fordi man bruger så mange kræfter oppe i sit hovedet. Heldigvis ting man kan gøre, for at bryde med tankespiralen. Jeg vil prøve at komme med lidt ideer til dig her
Flyt fokuset
Negative tanker kan fortsætte i det uendelige. For der er sjældent en løsning på alle de tanker og bekymringer, som popper op i hovedet på os. Derfor er noget af det bedste, man nogle gange kan gøre også at flytte fokuset væk fra tankerne – altså distrahere sig selv. Du kan prøve at læse vores artikel med inspiration til, hvordan man bryder de negative tanker. Det kan godt virke lidt uoverskueligt, men de fleste oplever, at det kan være rigtigt rart at flytte fokuset. Det kan tage lidt øvelse, så giv ikke op, hvis det driller lidt i begyndelsen.
Du kan også læse vores artikel om hvordan man udfordrer negative tanker om sig selv. Den har et lidt andet fokus end den første, men der står en masse rigtig god information og råd i den, som jeg tror kunne være godt for dig. Du kan prøve at læse dem og se, om der er nogle af rådene, som du tror ville være hjælpsomme for dig.
Find dine styrker
Nogle gange, så kan de negative tanker tage så meget over, at vi helt glemmer alle de ting, som vi også er gode til. Alle vores styrker og gode egenskaber. Så kan det være en god idé, at prøve at hjælpe hjernen lidt på vej til at se de positive sider hos en selv igen. For selvom det måske er svært at se lige nu, så har du også styrker, for det har alle mennesker. Det kan du eksempelvis gøre ved at undersøge dine egne styrker. Det kan du læse meget mere om i de her artikler om, at finde sine personlige styrker og hvad personlige styrker er for noget. Hvis du synes det er svært, så kan det være en rigtig god idé, at gøre det sammen med en forældre eller en anden person, som du er tryg ved. De kan nogle gange se nogle ting, som man måske ikke selv kan.
Din søster og dig er forskellige
Jeg kan sagtens forstå, at det må være frustrerende, at have en søster, som bare virker til at have styr på det hele. Og som måske ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan du har det. Men det kan være en god idé, at prøve at huske på, at dig og din søster er forskellige mennesker. Derfor vil jeres liv, jeres problemer og jeres succeser også se forskellige ud. Selvom din søsters liv måske virker rigtigt godt, så er der sikkert også ting i hendes liv, som er rigtigt svært. Derfor tænker jeg også, at det måske ikke kun er din søster, som ikke forstår dig. Men måske også dig, som ikke helt forstår din søster?
Husker, at spørge ind til din søsters liv også? Om hun har det godt og hvad der fylder for hende? For det kan være en rigtig god måde, at blive tættere på og blive bedre til at forstå hinanden. Måske vil hun så også bedre kunne sætte sig ind i, hvordan du har det. Og du vil måske opleve, at der er ting i din søsters liv, som hun kæmper med. Og det kan faktisk være rart at vide, at vi alle sammen har noget, som fylder. Og så kan i måske prøve at støtte hinanden lidt med jeres problemer, selvom de måske er ret forskellige. Hvis det slet ikke duer at snakke med din søster, så der nok ikke så meget, at gøre ved det. Men måske er der så nogle andre i din omgangskreds, som du kan snakke med?
Kan du tale med dine forældre?
Hvis man har det på den måde, som du har det. Så er det rigtigt vigtigt, at man for snakket med nogle om det. For ellers kan de svære tanker nemt vokse sig større og større. Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? Vores forældre er tit nogle af dem, som er tættest på os i vores hverdag. Og derfor kan de være gode til at støtte og hjælpe. Du kan præve at læse vores artikel om, hvordan man snakker om svære ting med sine forældre. Måske kunne det være rart for dig?
Giv vennerne en chance
Det lyder til, at du har nogle venner, som du er glad for. Men som du ikke taler så meget om følelser med. Men nogle gange, så kan det være en god idé, at prøve at hoppe ud i det og så prøve at snakke om det alligevel. Det er ikke en nem snak at tage, for man kan føle sig rigtig sårbar. Men når vi taler om de svære ting med vores venner, så vil det tit også være med til at gøre os tættere. Og på den måde vil dine venner måske også føle, at de kan snakke med dig om det svære.
Tag en tur til lægen
Det lyder til, at det har stået på længe med de negative tanker. Nogle mennesker oplever, at de bliver triste så længe, at det udvikler sig til en depression. Og hvis man oplever depression, så er det en rigtig god idé, at få hjælp til at håndtere den, så man ikke behøver stå alene med de svære tanker og følelser. Du kan læse vores artikel med typiske tegn på depression. Hvis du oplever at kunne nikke genkendende til mange af symptomerne, så er det en god idé, at tage en tur til lægen. For hvis man har det skidt – uanset om det er fysisk eller psykisk, så må man altid tage til lægen. Lægen kan hjælpe med at finde ud af, om det er en depression, man oplever. Og så sørge for, at man får hjælp til at komme oven på igen.
Tag fat i Headspace
Hvis du kunne tænke dig at snakke med nogle, som ikke lige kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det der fylder. De er super gode til at lytte og har masser af overskud til at prøve at forstå ens problemer. Det kan være en rigtig rar måde at få hjælp på. Dem kan jeg varmt anbefale.
Det er nogle rigtigt svære tanker, som du kæmper med i øjeblikket. Men jeg håber at mit (lidt lange) svar har været hjælpsomt for dig. Og der er nogle af tipsene, som vil gøre en forskel for dig. Jeg hepper på dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper