Hej Mindhelper

Jeg starter studie i februar og er i øjeblikket på dagpenge, efter jeg måtte sygemelde mig fra mit tidligere arbejde på grund af dårlig ledelse. Siden da har jeg fået afslag efter afslag på jobansøgninger, og det påvirker mig mere, end jeg havde regnet med – især fordi min økonomiske situation fylder meget op mod studiestarten.
Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie, men glæden bliver ofte overskygget af bekymringer. Tanken om, at drømmen kan falde fra hinanden, hvis jeg ikke finder et studiejob i tide, stresser mig voldsomt og giver en følelse af utilstrækkelighed.
Starten af 2025 bragte noget godt med sig i form af en sød og støttende kæreste, som intet af det her handler om. Samtidig er meget andet gået galt: mit job, tabet af min hund og en række små hændelser, som tilsammen har gjort det svært at holde fast i mig selv. Det har efterladt mig træt – både mentalt og følelsesmæssigt – og med en følelse af at være en fiasko, selvom jeg rationelt ved, at det ikke er hele sandheden.
Har I råd til hvordan man rejser sig igen, når livet har ramt fra flere sider på én gang, og hvordan man genfinder troen på sig selv, når man gør sit bedste, men stadig føler sig bagud?

(Pige, 24 år)


Kære dig

Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man gør sit bedste, men stadig føler sig bagud.

Derfor er det også godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Dem skal du ikke gå med alene.

Du er sej

Først og fremmest vil jeg starte med at rose dig.

Jeg synes, det er helt vildt sejt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Det har sikkert krævet noget af dig og måske krævet et lille tilløb.

Det kan nemlig være svært at fortælle andre, hvordan man har det. Men at række ud er det første skridt mod at få det bedre.

Og det har du nu gjort.

Så kæmpe ros herfra!

Det giver mening

Når det så er sagt, så synes jeg, det giver rigtig god mening, det du skriver.

For når man har en masse gode ting kørende for sig, kan det være svært at holde hovedet oppe, hvis man får kastet en masse udfordringer efter sig.

Du mister din hund, du får afslag på jobansøgninger, og din økonomiske situation begynder at presse.

Derfor vil jeg nu prøve at komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre for at få det bedre og genfinde troen på dig selv.

Hvad skal du gøre?

Når man har det svært og har mistet troen på sig selv, er det vigtigt, at man gør noget ved det.

Og du har allerede taget første skridt ved at skrive herind. Nu handler det bare om at tage det næste skridt.

Derfor kommer der her nogle forslag til, hvad du kan gøre.

Snak med en studievejleder

Et rigtig godt sted at starte er at snakke med en studievejleder på din uddannelse.

Studievejledere ved nemlig rigtig meget om, hvordan man bedst muligt kommer igennem sit drømmestudie.

De ved alt om hjælpeordninger, pauser og hjælp til eksamener, men også om den økonomiske støtte, man kan søge som supplement til ens SU.

Derfor kan de måske også hjælpe dig med at få styr på økonomien og hjælpe dig i mål med dit drømmestudie.

Kontakt UddannelsesGuidens eVejledning

Hvis du har lyst til at snakke med nogle andre end de studievejledere, der er på din uddannelse, så er du altid velkommen hos UddannelsesGuidens eVejledning.

Her kan du snakke med studievejledere over telefonen, som er vant til at hjælpe unge med deres uddannelse.

Derfor kan de også være gode at snakke med, hvis man har svært ved at finde hoved og hale i sit studie.

Snak med din kæreste og fokuser på det positive

I dit brev spørger du også om, hvordan du skal rejse dig igen og genfinde troen på dig selv.

Når man møder en masse udfordringer på sin vej, kan det godt være svært at holde hovedet højt.

Derfor er det rigtig vigtigt, at man ikke prøver at gøre det alene.

Du skriver, at du har fået en rigtig sød og støttende kæreste. Du kan spørge din kæreste, om vedkommende ikke vil hjælpe dig med at fokusere på det positive, der sker for dig.

I er blevet kærester, du går på dit drømmestudie og så videre.

Lav lister med styrker

For når der hænger en sky af bekymringer over ens hoved, kan det være svært at se det positive i en selv.

Derfor kan det være rart at få hjælp af andre til det.

I kan fx sætte jer ned og lave en liste over alt det positive ved dig. Alt det, som gør dig til et skønt og sødt menneske. Alt det, som gør dig til dig.

I kan fx hente inspiration fra vores liste over 24 personlige styrker.

Og hvis du har brug for ekstra opbakning, kan du bede din kæreste om at uddybe, hvordan de enkelte styrker passer godt til dig.

Har du hørt om headspace?

Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke er din kæreste eller nogen, du kender, kan jeg varmt anbefale dig headspace.

Hos headspace møder du enormt søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man har mistet troen på sig selv og ikke ved, hvad man skal gøre.

Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til.

Det kan nemlig være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man møder en masse udfordringer. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge.

Jeg sender de bedste tanker din vej og hepper på dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper