Hej Mindhelper

Jeg ved virkelig ikke hvad beg skal gøre. Der er så mange i min by der ved hvem jeg er, og rigtig mange ved noget dårligt om mig og kan ikke lide mig, men jeg ved ikke hvad det ved. Jeg kan bare ikke gå nogle steder uden folk genkender mig eller hvis de hører mit navn siger de ad. For hver dag der går har jeg bare mere mere kyst til at begå selvmord. Jeg har det så dårlig med mig selv og det har været sådan her i et halvandet år nu. Jeg kan ikke mere. Der er intet der hjælper. Snakker med folk og har overvejet bare at slette alle mine sociale medier så folk ikke længere ved hvem jeg er

(16 år)


Kære Du

Det lyder til, at det er rigtig svært at være dig for tiden. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Det er svært

Det lyder ubehageligt, at mange i din by ikke kan lide dig, og ved noget dårligt om dig. Nu ved jeg ikke, hvad det dårlige er, som de ved. Men jeg kan godt forstå, hvis det gør dig ked af det, når nogle siger “ad”, når de høre dit navn. Derfor er det heller ikke i orden, at de gør det. 

Sociale medier

Du skriver også, at du overvejer at slette alle sociale medier, så folk ikke ved, hvem du er. Jeg tror at mange unge kender til, at have et lidt blandet forhold til sociale medier. På den ene side kan det være fedt, at følge med i hvad andre laver, og selv lægge ting op. Men mange føler også, at sociale medier kan være med til at gøre en mere usikker på sig selv. Og det med at andre hele tiden kan følge med i hvad man laver, kan måske også føles lidt mærkeligt.

Jeg kan ikke svare dig på, om det er bedst at slette sociale medier eller ej. For det er meget forskelligt fra person til person, hvad der føles bedst. Derfor tænker jeg, at det bedste du kan gøre er at prøve at mærke efter, hvad du har mest lyst til.

Du kan altid starte med at slette dine sociale mediers apps fra din telefon. Så kan du se hvordan det føles, ikke at have dem der. Måske kan det give dig en fornemmelse af, hvordan det ville være, at have slettet dem helt.

Selvmordstanker

Når man har det rigtig dårligt, kan selvmordstanker godt dukke op. Det er nogle mega tunge tanker, at gå rundt med. Men du skal vide, at du langt fra er alene. Der er mange unge, som på et tidpunkt oplever, at få selvmordstanker. Men de fleste af dem, får det heldigvis god igen.

Selvmordstanker handler tit ikke om, at man egentlig har lyst til at dø. Det handler i stedet for om, at man gerne vil ud af det, som er svært. Men at man måske har svært ved at se, en løsning på ens problemer. Men du skal vide, at det er muligt at få det bedre – selv når det hele virker vildt uoverskueligt.

Du kan prøve at kigge på interviewet med Clara, som havde det mega svært og fik selvmordstanker, men som også fik det bedre igen. Måske kan det være med til at give dig lidt håb om, at det kan blive bedre.

Fortæl det til en voksen

Det er mega godt, at du snakker med folk – det er noget af det bedste, man kan gøre, når man har det svært. Men øv, at du ikke føler, at det ikke hjælper.

Jeg kommer til at tænke på, om du også har snakket med en voksen om, at du har selvmordstanker? Ellers er det vigtigt at du gør det, også selvom du måske ikke synes, at det hjælper lige nu. For selvmordstanker er aldrig noget, som man skal gå alene med. Og det er vigtigt at der er nogen omkring dig, som ved, hvordan du har det. 

Hvis du synes det er svært at sige højt, så kan du kigge på vores artikel Guide til at tale med forældre om svære ting. Ens forældre er tit nogle af de voksne, som er tættest på en. Derfor er de også gode at hive fat i, når man har selvmordstanker. Men det kan også sagtens være en anden voksen, som f.eks en sød lærer, en tante, eller en helt tredje. Det vigtigste er, at man får fortalt en, om de svære tanker.

Livslinien

Du kan også altid ringe ind til Livslinien. Hos Livslinien snakker de hver dag med mennesker, som bøvler med selvmordstanker. Derfor ved de også en masse om, hvordan det kan være, at have det sådan. Rådgiverne er rigtig venlige og det er altid bedre at ringe en gang for meget, end en gang for lidt.

Flyt fokus

Når man er begyndt at tænke over, at folk ikke kan lide en, kan man godt blive lidt lammet af det. Måske trækker man sig mere ind i sig selv, bliver hjemme, og kommer ikke så meget ud. Det giver mening, men samtidig kan det også komme til at låse en fast. For hvis man ikke kommer ud og møder folk, eller snakker med så mange, så har man heller ikke chancen for at møde nogen, som godt kan lide en.

Ventilen

Derfor vil jeg lige fortælle dig om Ventilen. Ventilen er et super godt sted at komme, når man er ung, og hvis man føler sige ensom, eller hvis man synes, at det med at møde nye mennesker er svært. Hos Ventilen kan man møde andre unge. Og de laver nogle super fede og hyggelige ting sammen. Der arbejder også nogle rigtig søde frivillige hos Ventilen. De sørger for, at alle kan være med, og føler sig godt tilpas. Så dem kan du prøve at tjekke ud, og se, om der ligger et mødested tæt på dig.

Det er hårdt at gå rundt med selvmordstanker. Derfor håber jeg meget på, at der er noget i mit svar, som har været hjælpsomt. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper