Jeg er i tvivl om, om jeg har fået et problem?

Træning kan være sundt og rigtigt godt for en. Der er dog en risiko for, at man kan ende et sted, hvor træningen tager styringen over ens liv. Men hvornår er det så lige sundt og hvornår er det et problem? Det kan være super svært at bedømme og derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Er det et problem?

Du skriver, at du er i tvivl om, om du har et problem. Jeg vil være helt ærlig med dig og sige, at når jeg læser dit brev, så tænker jeg, ja – du har et problem. Men jeg kan sagtens forstå, at du er i tvivl. Og jeg kan sagtens forstå, hvis du lige nu oplever, at det gør dig vred, at jeg siger, at du har et problem. For når det kommer til træning og sundhed, så er det mega svært at finde ud af, hvornår det går fra sundt til usundt. Som udgangspunkt er det jo super sundt at dyrke motion og det kan gøre en rigtig glad og stolt, når man oplever fremgang, efter man har gået efter et mål rigtigt længe. Det er helt normalt at opleve den glæde ved træningen og så kan det være svært at se, hvorfor man så skulle holde op? Men det kan også tage overhånd og så er det ikke sundt længere. Så kommer træningen til at fylde alt for meget i ens liv og man kan ende med at overbelaste sin krop uden det overhovedet var det man ønskede til at begynde med. Derfor kan jeg også godt forstå, hvorfor din kæreste er rigtigt bekymret for dig. For det tænker jeg, at han har god grund til. Men jeg kommer til at tænke på, om der måske også er en del af dig, som godt kan se, at det er ved at tage overhånd? For hvis du havde tænkt, at din kæreste var helt galt på den, så havde du nok ikke skrevet herind til os, men fortsat dit liv, som du plejer.

Ambivalens

Når jeg læser dit brev, så lægger jeg mærke til, at du siger nogle ting, som ikke helt matcher. Eksempelvis siger du, at du ikke føler dig tilpas i din krop, men du føler dig glad og rask. Du siger, at du træner 3 gange om dagen, at du stadig ikke er tilfreds med din krop, men du føler samtidigt ikke, at det har taget overhånd. Du har kastet din mad op med vilje, men du oplever ikke, at der er noget problem. Når jeg stiller det op på den her måde, så er det ikke for at sige, at du lyver. Det er for at vise dig, at du måske er blevet ramt af nogle forestillinger og forventninger til og om dig selv, som måske ikke er helt realistiske? Og som er mega svære, at prøve at håndtere alene. Det er fuldstændigt almindeligt at opleve, at man på den ene side måske godt kan se, at man har et problem. Men på den anden side så føles det vildt fedt at træne, og det er måske blevet så stor en trang, så det kan virke uoverskueligt at skulle stoppe. Det kalder man ambivalens. Jeg tænker, du kan prøve at læse vores artikel omkring træningsafhængighed og se om der er noget, du kan nikke genkendende til.

Din kæreste reagerer rigtigt

Når din kæreste reagerer voldsomt på, at du kaster din mad op med vilje, så giver det god mening. For det kan være tegn på, at du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Og din kæreste elsker dig sikkert rigtigt højt og er nervøs for dit helbred. Spiseforstyrrelse er ikke noget, som man selv har kontrol over og det kan ramme os alle sammen, hvis der er noget i vores liv, som gør os lidt sårbare. Eksempelvis et meget stort fokus på krop og træning. Du kan prøve at læse mere om det her i vores tema om spiseforstyrrelse. Der står en masse rigtigt god information, som kan være rar at vide.

Få en hjælpende hånd

Hvis man er et sted i sit liv, hvor man er blevet ramt af en slags træningsafhængighed og man måske også begynder at vise tegn på spiseforstyrrelse, så er det en rigtig god idé at reagere på det. Og du har allerede taget det første skridt, fordi du har skrevet herind til os og fortalt om dine oplevelser. Det betyder ikke, at du behøver holde op med at træne, men måske kan du snakke med en, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvornår træningen er sund og hvornår den er blevet usund. Det kunne eksempelvis være din læge. Jeg tænker, at det kunne være godt for dig ikke at stå alene med det her. For det er for stor en mundfuld at skulle klare selv.

Nu skriver du, at du aldrig kunne finde på, at tage til en psykolog. Hvordan kan det være? En psykolog kan være en kæmpe hjælp, hvis man har brug for at ændre vaner og arbejde med sig selv psykisk, som du selv skriver. Det er en psykolog ekspert i. Og det kan være super rart, at få snakket tingene igennem med en, som godt ved hvor super svært det kan være, hvis man er blevet træningsafhængig og tankerne om kroppens udseende rumsterer. Psykologen vil kunne hjælpe en med at finde på nogle gode værktøjer og vaner, så man kan blive ved med at træne – uden at det kommer til at fylde det hele. Du kan læse mere om at gå til psykolog her.

Kontakt LMS

Et andet tilbud du kan overveje er, at kontakte LMS – Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelse og Selvskade. Der kan man nemlig få rådgivning omkring spiseforstyrrelse og hvordan man kan håndtere det, hvis man oplever tegn på, at man er ved at udvikle spiseforstyrrelse. Det er helt anonymt og helt nede på jorden. Deres frivillige er super søde og rigtigt dygtige. Måske kunne det være noget for dig?

Snak det godt igennem med din kæreste

Det lyder til, at dig og din kæreste allerede har snakket sammen. Og det kan være en rigtig god idé, at blive ved med. For det kan være rigtigt rart at have nogle, at vende sine tanker og oplevelser med. Måske kan i prøve at snakke om, hvordan du har det med din krop i øjeblikket? Og hvorfor træningen fylder så meget for dig. Husk at lytte til, hvad han siger og husk på, at han ikke prøver at provokere dig, når han reagerer voldsomt. Han er oprigtigt bekymret for dig og dit helbred – og det har han god grund til. Måske kan han se nogle ting, som du ikke selv ser lige nu.

Tag en tur til lægen

Som jeg også nævnte tidligere, så kunne det være en god idé, hvis du tog en tur til lægen og fortalte lægen de ting, som du har fortalt mig her på brevkassen. Hvor meget du træner, hvad træningen betyder for dig og oplevelsen med at kaste din mad op. Så kan lægen tjekke, hvordan din krop har det i øjeblikket og måske henvise dig til et tilbud, hvor du kan få hjælp til at håndtere det hele.

Det er rigtigt svært, hvis man oplever, at ens træning har taget overhånd. Men når træningen begynder at fylde hele ens hverdag og begynder at påvirke ens spisning også, så begynder det at være rigtigt problematisk. Jeg håber, at mit svar har sat nogle tanker igang hos dig og du vil få snakket med nogen om, hvordan du kan håndtere det hele. Jeg krydser fingre for dig.