Hej Mindhelper

Okay så problemet er ligesom lidt, at der er denne her fyr eller hvad man nu kalder det… Jeg snakkede med ham på et tidspunkt i en længere periode, men mine venner var meget imod det, så jeg valgte at skrive til ham jeg ikke ville snakke med ham mere, for at slippe for, at mine venner kaldte mig en idiot og brokkede sig over det.

Nu er der så gået måske 3 til 4 måneder siden jeg skrev det til ham og jeg fortrød det lige med det samme, hvilket jeg også prøvede at forklare ham, men lige meget hvad jeg skriver til ham, ignorerer han mig, så jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre… Jeg savner ham helt vildt og kan virkeligt godt lide ham, så ville virkeligt blive glad hvis han bare svarede, men det lader ikke til at ske, så hvad gør jeg så?

– Den forvirrede

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder, som en mega træls situation, du står i. Og det lyder også, som om det er en super svær situation. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Kan du snakke med ham face to face?
Du spørger, hvad du gør nu, hvor han ikke svarer. Og det er et virkeligt svært spørgsmål, for der er jo desværre ikke noget, der på magisk vis kan få ham til at svare dig. En af de ting jeg tænker på er, om du mon kan komme til at snakke med ham ansigt til ansigt. Hvis du tager fat i ham og siger undskyld, er det i hvert fald svært for ham helt at ignorere dig. Og nogle gange virker en undskyldning også stærkere, når man står overfor hinanden. Så kan man nemlig virkeligt vise, hvor ked af det, man faktisk er.

Det er mega træls at fortryde
Du skriver, at du fortrød, at du havde gjort det lige med det samme. Og det er bare en mega æv følelse at fortryde noget, man har gjort. Og det kan fylde mega meget i ens tanker i rigtigt lang tid efter. Men jeg synes alligevel, at du skal prøve at tilgive dig selv for det, så du måske kan få lidt fred. For det kan godt være, at du måske ikke føler, det var den bedste beslutning set i bakspejlet. Når nu, du var så glad for ham. Men der har helt sikkert været en grund til, at du har følt, at det var den bedste beslutning dengang.

Giv ham tid
Du skriver, at han ignorere dig. Og jeg kan godt forstå, det er træls for dig. Når nu du faktisk har prøvet at forklare ham, hvorfor du valgte at sige, at du ikke ville snakke med ham. Men han har nok også været glad for dig. Så det har sikkert gjort ham rigtigt ked af det at få at vide, at du ikke ville snakke med ham mere. Derfor tænker jeg også, at han måske lige har brug for lidt tid til at komme ovenpå igen. Og så kan det jo være, han kommer, når han er blevet klar.

I mellemtiden synes jeg, at du skal prøve at have det lidt sjovt med nogle andre venner eller veninder. Eller bare lave noget helt andet, som du synes er mega fedt. Når man går rundt og savner en anden rigtigt meget, kan det nemlig være rigtigt rart at få en pause fra det en gang imellem. Og det kan man tit og ofte få ved at lave noget, man synes er sjovt. Det flytter nemlig tankerne fra det svære, mens man har det sjovt.

Snak med dine veninder
Noget andet jeg også lige får lyst til at nævne for dig er, at jeg synes, du skal tage en snak med dine veninder. Så du kan spørge dem, hvorfor de havde så meget imod, at du snakkede med ham fyren? Og faktisk også tage en snak med dem om, at du har ret til at vælge dine egne venner. For dine veninder har faktisk ikke ret til at blande sig i, hvem du er venner med. Det er din helt egen beslutning, og det kan godt være, de ikke er enige i den. Men de skal respektere den. Hvis du har brug for lidt hjælp til, hvordan du kan snakke med dem, kan du læse vores to artikler om at sætte grænser og om at lære at håndtere sine konflikter.

Snak med nogen om fyren
At fortryde en beslutning og det at savne en person er to ting, der hurtigt kan komme til at fylde rigtigt meget. Og som faktisk også kan gøre rigtigt ondt. Derfor synes jeg heller ikke, du skal gå med den her oplevelse helt alene. Du skal have snakket med nogen om den, så du kan få lidt luft for nogen af dine tanker. Du kan for eksempel prøve at snakke med dine forældre om det. Men hvis der er nogen andre, du hellere vil snakke med, og som du er mere tryg ved, kan du også tage fat i dem. Det vigtigste er bare, at du ikke går med det alene. Og så kan det jo også være, at dem du snakker med, kan give dig nogle gode råd, som jeg ikke lige har tænkt på?

Jeg håber rigtigt meget, at du får løst situationen med ham fyren. Så I kan komme til at snakke sammen igen. Og så håber jeg, at der er noget i mit svar, som har kunne hjælpe dig en smule.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.