Hej Jeg var nysgerrig på om i kunne hjælpe mig. Jeg har løjet i lidt over halvdelen af mit liv og det bliver være og være min mor er skuffet over mig og blive ked af at jeg lyve i stedet for at sige sandheden fordi hun tror jeg ikke er tryk ved hende men ved ikke hvordan jeg skal forklare det til hende. At lyve er begyndt at blive min personlighed at jeg lyver for alle

(Pige, 18 år)


Kære dig

Det kan være rigtig ubehageligt at føle, at man lyver hele tiden, og at man ikke kan stoppe. 

Derfor er det også rigtig godt, at du skriver herind og deler det med os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Sejt, at du har opdaget det 

Når man har løjet rigtig meget, kan det nærmest ende med at blive en vane.  

Nogen spørger en om noget, man tænker måske over det og så vupti, så lyver man igen. 

Og det kan være rigtig ubehageligt. Især hvis man egentlig gerne vil stoppe.  

Men nu har du opdaget det, og vil gøre noget ved det. Det synes jeg er helt vildt sejt af dig! 

For det at du skriver herind viser også, at du gerne vil prøve at gøre noget anderledes. Og det vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med. 

Du er ikke alene 

Faktisk så er der andre, der har skrevet ind til os, fordi de også lyver for meget eller har svært ved at stoppe igen.  

Det sker nemlig oftere for andre end man lige går og tror. 

Hvis du synes, at det kunne være rart at læse nogle af dem, som har skrevet herind, så kan du prøve at læse brevkassespørgsmålene: Jeg har en dårlig vane med at lyve og Jeg lyver ofte hvis jeg får chancen for det

Her beskriver de begge, hvordan de lyver hele tiden, og hvor svært de har ved at stoppe igen. 

Hvorfor lyver man? 

Inden vi kigger på, hvad du kan gøre for at stoppe med at lyve så meget, så kan det være spændende at se på hvorfor vi mennesker lyver?   

Der kan være rigtig mange grunde til, at vi lyver overfor andre. 

Nogle gange lyver vi, fordi vi vil fremstå på en bestemt måde, fordi vi gerne vil opnå noget eller fordi vi er bange for at sige noget. 

Alle sammen situationer, hvor der er rigtig mange af os, der kommer til at lyve en gang imellem. Og fælles for dem alle sammen er, at vi ofte er bange for, at det ærlige svar ikke er godt nok. 

Derfor handler det at lyve ofte om, at vi ikke tør at fortælle sandheden. 

Hvad sker der når vi lyver? 

Et af problemerne ved ikke at fortælle sandheden er, at så begynder andre ikke at stole på en mere. 

En løgn her og der går ofte, men hvis andre opdager at man hele tiden lyver, så ved de ikke, hvad de skal regne med mere. 

Det kan gøre folk rigtig kede af det og give dem en følelse af, at man ikke kan stole på en. 

Og når man når derud, så kan det være rigtig rart at få noget hjælp og nogle gode råd. Derfor vil jeg nu komme med nogle råd til, hvad du kan gøre for at lyve mindre. 

Hvordan stopper man med at lyve? 

For når løgnene begynder at fylde mere og mere, så kan det faktisk være svært at finde rundt i dem. 

Nogle mennesker der lyver meget, kan finde på at erstatte den ene løgn med den anden, og til sidst kan de ikke selv finde hoved og hale i, hvad der er op og ned på det hele. 

Derfor kan det også være rart, at øve sig i at stoppe inden det kommer så langt. 

Sig det højt 

En af de bedste måder at stoppe med at lyve er, at sige det højt, når du kommer til at lyve.  

På den måde tager man sig selv i det med det samme og kan få rettet op på det, inden løgnen vokser sig større og større. 

Det kan godt være lidt svært og føles lidt spøjst i starten.  

Du kan fx sige: “Undskyld, der kom jeg simpelthen til at lyve. Må jeg ikke komme med et nyt svar?”. 

På den måde undskylder du for løgnen med det samme og spørger, om du ikke må rette op på det. 

Hvis det er for svært at gøre i situationen, så er det også okay at komme noget tid efter og indrømme, at man er kommet til at lyve.  

Om det så er en time eller flere dage senere. Det handler om at øve sig. 

Tag lige 10 sekunder ekstra 

En anden god måde at øve sig på er, at inden du svarer nogen, så tag lige nogle ekstra sekunder, så du kan nå at stoppe dig selv i at lyve.  

For ofte når man er god til at lyve, så kommer løgnene rigtig hurtigt ud af ens mund.  

Nogle gange endda hurtigere, end man selv havde forventet. 

Derfor kan du også prøve at bremse dem, hvis du lige giver dig selv lidt længere tid til at svare folk.  

Det kan være 10 sekunder i starten, og så kan du øve dig på at bruge mindre og mindre tid på det i fremtiden.  

Tal med din mor 

Mit sidste råd til dig er, at tage en god og lang snak med din mor om det. 

For når du skriver, at din mor er blevet rigtig ked af det og skuffet, så lyder det til, at dine løgne har påvirket hende rigtig meget. 

Derfor tænker jeg også, at det kunne være et godt sted at starte, hvis du forklarede hende, hvordan du har det. 

Forklar hende, at det faktisk er begyndt at fylde meget i dig. Men at det også er noget, som du gerne vil stoppe med.  

Så kan hun også hjælpe dig på vej.  

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe snakken an, så kan du prøve at læse vores artikel: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting. Her kommer vi med nogle gode råd. 

Giv dig selv tid 

Her til sidst, vil jeg bare lige huske dig på, at selvom du øver dig, så kan der godt gå noget tid før, at du ikke lyver hele tiden. 

Det kan godt tage tid at ændre en vane, men heldigvis kan det godt lade sig gøre.  

Så giv dig selv tid til at blive bedre. Og husk på, at selvom du kommer til at lyve en gang imellem, så gør du dit bedste og øver dig.  

Man kan godt tage to skridt frem og et tilbage, og stadig bevæge sig fremad. 

For det kan være rigtig svært at stoppe noget, som man har gjort halvdelen af sit liv. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og hepper på dig. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper