Hej Mindhelper
Jeg er en pige, der gerne vil høre et andet perspektiv på mit “problem”.
Jeg har altid haft det ambivalent med fysisk berøring og føler mig egentlig anspændt når det til tider sker. Det falder mig på ingen måde naturligt og jeg krammer helst ikke andre end mine tætteste familiemedlemmer. Men på det seneste er denne “grænse” blevet testet. En af mine venner er begyndt at ae mig på armen og generelt bare være mere fysisk – det er nærmest dagligt. Jeg ved ikke, hvad det betyder, om det bare er rent venskabligt? Men jeg vil nok bare foretrække at han lod være, men jeg er meget konfliktsky og nok lidt af en pleaser, så jeg ved ikke hvordan man skal få kommunikeret det, hvis det overhovedet er nødvendigt? Det er muligt, at jeg gør alt for meget ud af noget ubetydeligt.
Hilsen overtænkeren
(20 år)
Hej Overtænkeren,
Alle mennesker er forskellige, og derfor er det også forskelligt, om man kan lide fysisk kontakt eller ej.
Jeg kan sagtens forstå, at du er i tvivl om, hvordan du skal gribe situationen an.
Når man har forskellige grænser
Det kan være meget forskelligt, hvordan man opfører sig, når man er sammen med andre. Nogle mennesker elsker at kramme og nusse, mens andre ikke synes det er særligt rart. Vi har altså forskellige grænser: Det er forskelligt, hvad vi synes er rart at være i.
Du skriver, at du faktisk ikke synes det er særligt rart, når andre rør ved dig. Men nu er din ven begyndt at være mere fysisk omkring dig, og du synes ikke, det er behageligt.
Som du selv skriver, så virker det til, at det faktisk er grænseoverskridende for dig.
Hvorfor grænser er vigtige
Det er vigtigt at vi passer på os selv og sætter grænser, når der er noget, vi ikke synes er rart. Det er det fordi vi ellers risikerer, at andre mennesker behandler os på måder, vi ikke synes er rare at være i. Også selvom det faktisk slet ikke er deres intention at behandle os dårligt.
Der er ingen regel for, hvornår et problem er stort nok til, at man skal sætte en grænse. Hvis det føles ubehageligt inde i én, så er det helt okay at sige fra.
Nogle gange kan det lyde og føles voldsomt, at man skal sætte en grænse. Men faktisk kan man sagtens gøre det på en rigtig fin og rolig måde.
Næste gang din ven rør ved dig, og du ikke synes det er rart, kan du for eksempel sige: “Hey, jeg har det faktisk ikke særligt godt med når andre rør ved mig, det tror jeg ikke, jeg har sagt til dig før, så ville bare lige nævne det.”.
På den måde kan du fortælle ham, at du ikke synes det er rart, men samtidig anerkende, at han nok ikke gør det for at være grænseoverskridende.
I vores artikel: Pas på dig selv: Lær at sætte grænser! kan du læse meget mere om, hvordan du kan gribe det an.
Hvorfor gør han det?
Du tænker også over, hvorfor han er begyndt at være mere fysisk omkring dig. Det kan vi desværre ikke give dig et direkte svar på. For det ved kun han.
Det kan være, det er hans måde at vise omsorg overfor sine venner på. Det kan også være, han godt kan lide dig, eller noget helt tredje.
Hvis du har mod på det, og kan mærke du har brug for at vide, hvorfor han gør det, så kan du jo prøve at spørge nysgerrigt ind til det.
For eksempel kan du spørge ham om det i forbindelse med, at du vil nævne, at du faktisk ikke har det særligt godt med fysisk kontakt.
Jeg kan varmt anbefale dig at læse vores artikel: Guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting. I artiklen er der en masse gode råd til, hvordan man kan gribe en svær samtale an.
Det er helt okay at sætte grænser og fortælle andre, hvad man har det godt og dårligt med. Faktisk er det ret vigtigt. For det er heller ikke rart for andre, at de gør grænseoverskridende ting uden at vide det.
Derfor tænker jeg det kunne være en rigtig god ide, hvis du får talt med din ven om det. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper