Kære brevkasse

jeg er forelsket i en fra min klasse og er nervøs for at spørger ham om han kan lide mig hvad skal jeg gøre

(13 år)


Kære Du

Det kan være rigtig dejligt at være forelsket, men det kan sommetider også være svært at få sagt til den anden, at man er vild med dem. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os. 

Forelskelse 

Du skriver, at du er forelsket i en fra din klasse. Forelskelse kan være en rigtig dejlig følelse, og man kan måske mærke sommerfuglene flyve rundt i maven. Måske synes man også, at den anden person er helt vild sød. Men det kan samtidig også sætte gang i en hel masse følelser og tanker som fx: Mon han også er vild med mig? Har han lagt mærke til det? Og hvordan får jeg sagt det til ham?

Derfor er det også helt normalt at blive nervøs, når man er forelsket. Sådan tror jeg, at de fleste unge har prøvet at have det. For når man er forelsket i en anden, er det naturligt, at man gerne vil vide, om den anden person har det ligesom en. Men det kan sommetider være svært at vide, og så kan nervøsiteten godt titte frem. Derfor kan det nogle gange også hjælpe at prøve at kigge efter nogle af tegnene på, at han også er vild med en. I vores artikel 15 tegn på, at han eller hun også er vild med dig, står der nogle små tegn og finurligheder, som kan tyde på, at den anden også synes, at man er lidt ekstra sød. Så måske der er noget i den, som du kan bruge? 

Snak med ham 

Det lyder til, at du gerne vil spørge ham fyren, om han også er vild med dig. Og det synes jeg lyder som en rigtig god ide. For det er den allerbedste måde at finde ud af det på. Men det med at skulle spørge den anden, om de også godt kan lide en, kan godt føles overvældende. Derfor er det også naturligt at blive nervøs. Men lige med kærligheden er man sommetider nødt til at tage en chance og springe ud i det.

Måske kender du det gamle ordsprog: hvor intet vover intet vinder? Det dækker nemlig ret godt over det med at være forelsket. For sommetider er man nødt til at springe ud i det og spørge ham, for at finde ud af det. Og måske er han også mega vild med en, og så er det helt vildt dejligt. Og måske har han det desværre ikke helt på samme måde. Men det er ofte det værd at tage chancen og få spurgt. For måske han også har det ligesom dig, men også er lidt genert og ikke helt tør spørge. Og derfor bliver helt vild glad for, at du siger det til ham.

Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du prøvede at snakke med ham drengen fra din klasse, og fik spurgt ham, om ham også kan lide dig. Hvis du synes, at det med at skulle spørge ham er en lidt for stor mundfuld, kan du måske også prøve at starte med at skrive lidt med ham, og få spurgt den vej igennem? 

Snak med dine venner om det 

Når man går og er forelsket, kan det være rigtig rart at dele det med nogen. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du mon har snakket med nogle af dine venner eller veninder om, hvordan du har det? 

Det der med at være forelsket og være nervøs for at sige det til den, som man er vild med, er noget som rigtig mange unge har prøvet. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som har prøvet at have det sådan. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det. Måske dine venner også har lagt mærke til, om han virker vild med dig. Det kan også være, at de har nogle gode råd til, hvordan du får det sagt. Så hvis du ikke allerede har snakket med dem, tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide. Også bare for at få lidt luft for dine tanker og følelser. 

Det kan være helt vildt dejligt at være forelsket, men det kan samtidig også gøre en nervøs, at skulle spørge den anden, om de også er vilde med en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper i hvert fald på dig og krydser fingre for, at ham fyren også er vild med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper