Hej.

Jeg er en pige på 15, som egentligt er lidt træt af det hele lige nu. Min far er alvorligt syg, med uhelbredelig kræft og skal snart på hospice.
Jeg føler hele mit liv er ved at falde fra hinanden, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op mere. Jeg er bange, deprimeret og sur hele tiden. Jeg har opdaget at mange af mine veninder, egenligt bare har vendt mig ryggen i en hård tid, og har skuffet mig. Det gør rigtig ondt. Jeg snakker ikke så meget med mine forældre eller min søster, for min søster og jeg har et meget dårligt forhold, og jeg har ikke lyst til at gøre mine forældre kede af det, fordi jeg er så ked af det. Jeg snakket få gange med min lærer om det, og han synes jeg skal få hjælp hos en psykolog eller lignende, men jeg har svært ved at fortælle det til min mor, for har ikke lyst at stresse hende mere lige nu, og det føler jeg at jeg gør hvis jeg siger det til hende, selvom det måske ikke er rigtigt. Jeg har svært ved at koncentrere mig i skolen, og skal snart til eksamen, og er håbløst ved at give op på det, da jeg bare er så langt bag ud, når der er alt det her her hjemme. Jeg føler at det eneste jeg har lige nu som støtte er min hund, det er afslappende bare at ligge ved siden af den og kæle med den, og vide at det hele nok skal blive okay igen. Men den skal vi også af med om kort tid, fordi det bliver sværere og sværere at passe den her for tiden, det gør mig virkelig ked af det. Jeg ved snart bare ikke hvad jeg skal gøre mere, og det føles som om at det aldrig bliver godt igen. Jeg tænker tit hvad jeg nogensinde har gjort for at fortjene det her, og jeg føler af en eller anden grund skyldfølelse. Alt ting er bare blevet for meget, og har ikke overskud til noget mere, der er intet der gør mig glad mere. Det føles som om at mit liv bare er forsvundet, og jeg kan ærligt ikke se flere grunde til at være her, det føles ikke som om at det er rigtigt at være her. Der er ikke nogle pointe i livet mere. Intet lykkedes mere, selv de små ting er der problemer med, altså der intet der fungerer i mit liv mere. De få veninder jeg har tilbage er blevet træt af at være sammen med mig, fordi de siger at jeg er så negativ, og det er også rigtig nok, men jeg kan ikke se nogen grund til at være positiv, og det er svært for mig ikke at være negativ lige nu. Og jeg kan ikke se hvordan det nogensinde skulle blive godt igen. Hvad skal jeg gøre

(Pige, 15 år)

Kære Pige på 15 år

Jeg er ked af at høre, at din far er syg. Det må være så sindssygt hårdt at opleve og jeg kan kun prøve at forestille mig, hvor hammersvært det er, at være dig i øjeblikket. Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet herind og fortalt os om, hvordan du har det. For det lyder til, at du går rigtigt meget alene med dine tanker og følelser og det behøver du ikke.

Du reagerer normalt

Når jeg læser dit brev, så får jeg helt et sug i maven på dine vegne. Men jeg tænker også, at det bare giver så god mening, at du reagerer som du gør. Der er intet mærkeligt i at blive bange, deprimeret eller vred, når din far er uhelbredeligt syg. Det er helt okay. Du må gerne være ked af det, sur og negativ. Det skal der være plads til. For det er mega uretfærdigt og hvis der nogensinde har været en grund til at være vred og ked af det, så må det være nu.

Du skriver at du ikke kan forstå, hvad du har gjort for at fortjene det her. Og der er nok ikke så meget andet at sige end: ingenting. Det er rigtigt ulykkeligt og uretfærdigt, men det har aldrig været din skyld. Men derfor kan følelsen godt ramme en alligevel. Samtidigt kan man kan miste alt sit overskud og glæde ved livet. Det er faktisk helt normalt at opleve. Du går igennem en krise, hvor alt er vendt på hovedet. Og lige nu ser det måske ud som om, at det aldrig bliver godt igen. Men der er også et liv for dig på den anden side af sygdomsforløbet, hvor der igen vil komme en hverdag og hvor du vil blive glad igen. Du kan prøve at læse Mathildes historie. Hun mistede sin mor til kræft for 10 år siden og måske vil noget af hendes historie være meningsfuld for dig?

Skolen

Det er helt normalt, at det går ud over ens venskaber og ens skolearbejde, når man har en far, som er rigtigt syg. Og jeg tænker faktisk, at det er fuldstændigt okay, at det ikke går godt med skole osv. Der er ingen, der kan forvente af dig, at du skal have overskud til det hele. Du er under et kæmpe pres og så er det vigtigste at prioritere de ting, som gør dig glad. Du skriver, at du er ved at give op over, at du er så langt bagud. Men måske kan du prøve at vende det lidt om og tænke “i stedet for at give op, så vælger jeg at acceptere, at jeg ikke er lige så godt med, som hvis min far havde været rask.” For måske er det godt nok?

Snak med mor

Jeg kan sagtens forstå, at du kan have svært ved at snakke med din mor om, hvordan du har det. For hvis ens mor i forvejen er ked af det, så kan man godt være bange for at gøre hende mere ked af det eller stresse. Det er rigtigt omsorgsfuldt tænkt af dig, men det er simpelthen så vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for hårdt for dig, at skulle gå med det her alene. Når man er forældre, så bekymrer man sig altid om sine børn og jeg er næsten helt sikker på, at din mor allerede tænker over, hvordan du har det. Når hun så ikke ved, hvordan du har det, så kan det godt være med til at gøre hende endnu mere bekymret. Derfor er det mest omsorgsfulde, du kan gøre for din mor måske også, at fortælle hende hvordan du har det. Så kan hun kan støtte dig eller finde nogle andre, som du kunne snakke med. Eksempelvis en psykolog, som din lærer foreslog.

Dine veninder

Det lyder rigtigt frustrerende, at dine veninder har vendt dig ryggen i den her tid, hvor det hele i forvejen er så svært. Det er ikke alle, som kan sætte sig ind i, hvordan det er at have en far eller mor, som er meget syg. Men jeg tror ikke dine veninder har vendt dig ryggen med vilje. Jeg tror simpelthen, de ikke aner, hvordan det er at være dig i øjeblikket eller hvad de skal gøre, for at være gode veninder.

Måske kunne det være en god idé, at prøve at snakke med dine veninder om, hvordan du har det. Hvis de bedre kan forstå dig og du måske også fortæller dem, hvad du har brug for at de gør som veninder, så kan venskaberne måske blive rigtigt gode igen. Du kan evt. snakke med dine veninder 1 af gangen, så der er lidt mere ro på til, at du kan fortælle dem, hvordan du har det. Hvis du synes det er overskueligt, så kan du også prøve at snakke med din lærer om, om han vil hjælpe dig med at snakke med dine veninder. Nogle gange kan det være rart, at have et mellemled til at hjælpe snakken på vej, så man kan få sagt de ting, som man har brug for.

Snak med nogen om det

Jeg tænker, at det kunne være rigtigt godt for dig, at få snakket med nogen om, hvordan det er at være dig. Og det lyder også til, at du har snakket med din lærer om det, hvilket er super sejt. Han foreslog en psykolog, hvilket også kunne være en rigtig rar løsning. En psykolog kan nemlig være en rigtig god støtte og hjælp, når man går igennem noget, der er så svært som en forældres sygdomsforløb. Du kan snakke med din læge om, at få en henvisning til en psykolog. Men ellers kan du også snakke med din mor eller lærer om, om de vil hjælpe dig med at finde en psykolog.

Kontakt Børn, unge og sorg

En anden idé, som jeg tænker kunne være rigtig god for dig er, at kontakte Børn, unge og sorg gennem Sorgcenteret. Det er en organisation, som blandt andet hjælper børn og unge, der har uhelbredeligt syge forældre. Der kan man både komme til at snakke med deres frivillige på chat. Deres frivillige har selv prøvet at miste, mens de var unge og kan derfor sætte sig ind i mange af de følelser og oplevelser, som man har, når ens forældre er rigtigt syg. Og det kan være rigtigt rart at snakke med nogen, som måske kan forstå, hvordan man har det. Man kan også komme til at få gratis psykologbehandling eller gruppeterapi. Men det kræver måske, at man bor i nærheden af et af centrene, men det kan du se på hjemmesiden. Ellers skal de nok hjælpe dig med at finde en rigtig god løsning for dig.

Tag fat i Livslinien

Du skriver, at du ikke kan se nogen grund til at være her mere. Så kommer jeg til at tænke på, om det er selvmordstanker, du oplever? Selvom det virker voldsomt, så er det normalt at blive ramt af tanker eller følelser om, ikke at have lyst til at være her mere, når man har det så svært, som du har det. Det kan komme, fordi ens krop føler sig trængt op i en krog. Så virker det svære i ens liv så uoverskueligt, at man ikke kan se nogen løsning på det hele – og så kan selvmordstankerne godt poppe op, som et resultat af det. Men du skal vide, at du sagtens kan få det godt igen, selvom det virker lidt håbløst lige nu. Hvis du oplever, at de her tanker om, at det ikke føles rigtigt at være her begynder at fylde for dig, så er det vigtigt, at du reagerer på det. Så kan det være en god idé, at ringe til Livslinien.

Livslinien er en frivillig rådgivning, som hjælper mennesker, også børn og unge, som oplever selvmordstanker. De er super søde og rigtigt gode at snakke med. Man må altid ringe til dem, hvis man oplever selvmordstanker, har spørgsmål eller bare brug for at snakke med nogen om de svære følelser.

Du har fået et mega langt svar tilbage. Men jeg håber at det har givet dig nogle tanker og ideer til, hvad du kan gøre nu. Det er mega hårdt at have en forældre, som er uhelbredeligt syg af kræft. Men det er vigtigt at huske dig selv på, at der også er plads til dig, dine følelser og tanker, selvom det hele er noget møg i øjeblikket. Du skal vide, at vi tænker på dig her på Mindhelper og sender varme tanker i din retning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper