Det er helt normalt at føle sig usikker og nervøs inden et lægebesøg. Måske synes du, det er flovt, pinligt – eller er i tvivl, om lægen overhovedet lytter og forstår dig.
Men husk: Din læge er vant til at tale om alt mellem himmel og jord. For ham eller hende er der intet akavet i at tale om hverken svære følelser, problemer i familien eller kønssygdomme.
Læs med og få svar på typiske spørgsmål om at gå til lægen.
Hvordan kan min læge hjælpe mig, når har jeg det svært?
Din praktiserende læge ved en masse om kroppen, men også om det indeni. Han eller hun har en bred viden både om det fysiske og det psykiske. Og viser det sig, at du har brug for mere hjælp, så kender din læge garanteret en masse til hjælpetilbud i nærheden af, hvor du bor. Så du kan få den helt rigtige hjælp.
Har du for eksempel mistanke om, at du har en depression? Er en af dine forældre alvorligt syg, eller har du gennem lang tid haft svært ved at sove?
Tag en snak med din læge.
Du kan også tale med lægen om at blive sendt videre til en specialist, hvis det er det, du har brug for. Fx en psykolog – læs mere i guiden: Sådan kommer du til at tale med en psykolog.
Endelig kan lægen udskrive medicin til dig, hvis I finder ud af, at det er den bedste løsning.
Hvem kan min læge henvise mig til?
Din praktiserende læge har mulighed for at henvise dig til forskellige former for specialister, som ved særligt meget om et bestemt emne. Fx en gynækolog, en hudlæge, øjenlæge eller en øre-næse-halslæge. Derudover kan din læge henvise dig til psykologhjælp hos kommunen, en privat psykolog eller en psykiatrisk afdeling.
Hjælpen hos kommunen og psykiatrisk afdeling er gratis.
Ønsker du hjælp fra en privat psykolog, kan lægen også give dig en henvisning. I det tilfælde får du dækket 60 % af udgifterne til samtalen med din psykolog. Se oversigten over, hvornår du kan få tilskud til en privat psykolog.
Har min læge tavshedspligt?
Om lægen må sige noget videre til andre afhænger af, hvor gammel du er.
Er du under 18 år?
Så kan du sagtens gå til lægen uden dine forældre. Men lægen har ikke tavshedspligt. Det betyder dog ikke, at lægen altid vil fortælle dine forældre, hvad I har talt om.
Vil du helst have, at din læge ikke fortæller noget til dine forældre, så start eventuelt samtalen med at sige det. Det må lægen godt i nogle tilfælde fx. i forbindelse med at udskrive prævention eller behandle sexsygdomme.
Fra du fylder 15 år, er det dig, der kan godkende (give samtykke til) om en undersøgelse eller behandling skal sættes i gang eller fortsætte. Indtil du fylder 18 år, skal dine forældre som hovedregel også tages med i beslutningen.
Når du er under 15 år, er det dine forældre, der kan godkende (give samtykke til), om en behandling skal sættes i gang eller fortsætte. Men du skal også have information og tages med i beslutningen.
Læs om reglerne for tavshedspligt og prævention, abort og graviditet hos Børnetelefonen.
Er du over 18 år?
Så har din læge tavshedspligt. Det betyder, at lægen som hovedregel ikke må fortælle noget videre til andre, uden at du først har sagt o.k. til det.
Er du i tvivl, om lægen har tavshedspligt i din situation?
Start med at tage en snak med din læge, om han eller hun har tavshedspligt i forhold til det, som I skal til at tale om.
Hvordan kommer jeg til at tale med min læge?
Alle danskere har et sundhedskort (det kaldes også et sygesikringsbevis).
På dit sundhedskort kan du se, hvad din læge hedder og finde lægehusets telefonnummer. Her kan du se, hvordan et sundhedskort ser ud:
Du skal som regel bestille en tid for at komme til at tale med din læge. De fleste læger har telefontid klokken 8.00-9.00 alle hverdage. Her kan du ringe og bestille en tid. Nogle steder kan du også bestille tid på nettet.
Kan jeg selv vælge min læge?
Indtil du fylder 15 år, har du automatisk den samme læge som din mor eller far. Når du fylder 15 år, kan du vælge at skifte læge. Nogle vil fx gerne have en læge, der har samme køn som dem selv. Læs mere om, hvordan man skifter læge på Borger.dk.
Hvordan kan jeg forberede mig til et besøg hos lægen?
Er du nervøs over at skulle til lægen, kan det måske hjælpe at forberede dig lidt. Her er nogle ideer:
- Skriv ned, hvad du gerne vil tale om
Du har sikkert nogle spørgsmål, som du gerne vil have svar på. Skriv dem ned og tag dem med til lægen, så du ikke glemmer dem.
Lægen vil sandsynligvis starte med at spørge dig, hvordan du har det, og hvorfor du er kommet. Har du overskud til det, kan du også gøre dig nogle tanker om det.Der bliver typisk afsat ca. 10 minutter til en samtale hos lægen.
- Overvej at tage en ven eller en forælder med
Måske du synes det lyder lidt overvældende at sidde alene sammen med lægen og fortælle, hvordan du har det? Du må altid tage en forældre eller en ven med til lægen. Det kan også være rart at have en med, som kan hjælpe med at huske, hvad lægen har sagt, når du går derfra.
- Husk dit sundhedskort
Du skal have dit sundhedskort med til lægen. Når du er fremme, skal du enten melde dig i receptionen eller køre dit sundhedskort gennem en scanner, så lægen kan se, at du er kommet.
Hvis lægen udskriver medicin til dig
Man henter typisk sin medicin på et apotek. På apoteket bliver du mødt af eksperter, der kan rådgive dig om, hvordan du skal tage medicinen.
Du skal som regel betale for din medicin, men du kan i nogle tilfælde få et tilskud til den. Spørg på apoteket, om du kan få tilskud.
Når du henter medicin på apoteket, skal du huske at have dit sundhedskort med (tjek billedet længere oppe).