Hej.
(Det er mig, der skrev brevet om et urimeligt tryghedsbehov)
Jeg skriver igen herind på baggrund af, at jeg kæmper med noget andet også.
Jeg går i 2.g på stx og har i løbet af det sidste halvandet år fået virkelig gode venner.
I takt med mit store tryghedsbehov, oplever jeg problemer med at indgå i det sociale i skolen. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til noget som helst. Jeg går rundt og føler mig som verdens største taber, og jeg skælder mig selv ud, for jeg føler det så attraktivt at være sammen med vennerne. Det er gået ekstremt ned ad bakke her i 2.g i forhold til 1.g.
Selvom jeg stadig havde mine tryghedsting sidste år, synes jeg også at jeg formåede at udforske de nye ting. Jeg gik til fester, begyndte at drikke, og begyndte faktisk at være sammen med venner. Og der vil jeg gerne hen igen.
Jeg har svært ved at finde hoved og hale i mit liv lige nu. På den ene side har jeg et meget meget stort tryghedsbehov som jeg meget nødig vil miste, men på den anden side har det sin pris, at det ”nye” og ”spændende” er sværere at nå.
Jeg minder i sagens natur meget om andre, men på den anden side synes jeg, at jeg er meget mærkelig.
Håber i kan hjælpe
mvh M.
(17 år)
Kære M,
Jeg kan godt forstå, at det kan være helt vildt frustrerende, når man egentlig gerne vil være social sammen med andre, men samtidig synes det kan være helt vildt svært.
Du skriver at det blandt andet handler om dit behov for tryghed. Netop det med tryghed har jeg svaret på i dit andet brevkassespørgsmål: Jeg har et stort tryghedsbehov.
Vi har brug for tryghed
Alle mennesker har brug for tryghed. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget vi har brug for det. Det kommer an på, hvordan vi er som mennesker, og hvad vi har oplevet igennem vores liv.
Derfor er det ikke underligt, at du har brug for at føle dig tryg. Det er helt normalt.
Men jeg kan godt forstå, at det bliver et problem, når det spænder ben for, at du også gerne vil være social.
For hvad gør man så lige?
Hvad virkede i 1.g?
Du skriver at du i 1.g udforskede og prøvede nye ting. Jeg kommer til at tænke på, om du mon gjorde noget anderledes, eller om nogle ting var anderledes i 1.g?
Kan du mon sætte dig ned og lave en liste over ting, der fungerede godt i 1.g. På den måde kan du få et overblik over, om der er ting du gjorde dengang, som du ikke gør længere.
Du kan også undersøge, om der var noget ift. dit tryghedsbehov der var anderledes. Er der mon noget som har ændret sig?
Allier dig med en god ven
Når vi skal gøre ting vi ikke er helt trygge ved, så kan det være rigtig rart at have én, man kan støtte sig op ad. Jeg kommer til at tænke på, om du mon kunne alliere dig med en af dine venner?
Hvis der er en af dem, du føler dig tryg ved, så kunne du spørge vedkommende, om de vil hjælpe dig med at blive bedre til at blive mere social igen?
Du kunne for eksempel spørge dem, om de vil være din ‘tryghedsrepræsentant’.
Altså én du kan støtte dig op ad, hvis du er i en social situation, hvor du bliver utryg. Så kan I for eksempel aftale, at hvis du klemmer vedkommende om armen, eller stiller dig hen til dem, så er det bare fordi du lige har brug for at have en at støtte dig op ad.
Samtidig kan vennen også hjælpe dig, hvis der er ting du egentlig gerne vil, men ikke tør gøre alene.
Det kræver selvfølgelig, at det er en ven, du kan tale med om, hvordan du har det.
Har du hørt om Headspace?
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace.
Headspace er nemlig en organisation, der hver dag hjælper unge i hele Danmark.
Man kan både få rådgivning online eller fysisk i et af deres lokaler. De ligger rundt om i de fleste større byer i Danmark.
Hos Headspace kan du være helt anonym, og så er deres rådgivere bare mega søde.
Det kan være svært når man på den ene side har et stort behov for tryghed, men på den anden side gerne vil være social. Her kan det give mening at spørge sine venner om hjælp, så de kan støtte én.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig, og jeg sender dig en masse positiv energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper