Hej

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte sådan en besked her men jeg prøver.

Jeg er begyndt at kunne mærke at jeg har følt mig meget ensom, det er mest i weekender jeg mærker det, tit efter en bytur hvor jeg har haft det mega hyggeligt med veninden ´men også bare normale weekender.
jeg var henne hos en ven som jeg aldrig havde mødt før, i københavn den her weekend ( bor i jylland) og da vi sagde farvel blev jeg helt ked af det og trist inden i og havde bare lyst til at græde. Da jeg så kom hjem lørdag aften faldt jeg bare i søvn men da jeg vågnede havde jeg slet ikke lyst til at stå op og følte mig helt tom og senere sad jeg bare og kiggede ud i rummet og begyndte at græde og kunne ikke stoppe igen før om noget tid og efter det var jeg helt tom igen. Jeg syntes det var mærkeligt at jeg følte det efter kun at være hos ham i halvanden dag og ikke har mødt ham før da.

jeg har en god veninde som jeg er begyndt at snakke rigtig meget med igen efter en lang pause, så det er ikke fordi jeg ikke har nogen.
Jeg arbejder alle hverdage i 8 timer og der føler jeg heller ingenting og bliver rigtig hurtigt irriteret på mine kollegaer, ved ikke hvorfor.
Jeg har en god familie men har det ikke godt med at snakke med mine forældre om ting fordi de har været meget igennem med mine brødre så vil ikke have de føler de har fejlet med mig eller noget.

Samlet set tror jeg bare jeg måske er lidt ensom men kun mærker det i weekender fordi jeg ikke har nogen hos mig der og ikke rigtig har lyst til noget og føler slet ikke for at se noget film eller noget, bare ligge og lave ingenting fordi jeg ikke føler for noget.

tror mit spørgsmål er om i kan sige det er ensomhed og hvad jeg kan gøre ved det.

Hilsen Mig

(Pige, 19 år)

Kære Du

Det lyder som om, du har en del svære følelser at kæmpe med for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det giver god mening

Det lyder mega hårdt, at du føler dig ensom i weekenderne. For ensomhed er en rigtigt svær følelse. Og den kan være rigtigt overvældende, når den lige sådan kommer skyllende ind over en. Men jeg tænker, at det giver god mening, at du kan blive ramt af den ensomhed i weekenderne. For i hverdagen lyder det som om, du arbejder meget af tiden. Så der er der måske ikke så meget tid til at mærke, hvordan du har det. Men i weekenden er der lidt mere ro på, og så bliver der lige pludseligt lidt mere plads til at mærke, hvordan du egentligt har det.

Samtidigt så beskriver du det her med, at du bliver overvældet af ensomhed, når du har været sammen med dine veninder og haft det sjovt i byen. Eller når du har været hjemme hos en ven i København. Og det tænker jeg egentligt er ret normalt. Jeg har i hvert fald hørt mange fortælle lidt af det samme. For nu har man lige haft det så sjovt sammen med sine veninder. Måske har man også vænnet sig lidt til, at de er rundt omkring en. Og når det hele så er slut, så sidder man tilbage med den her lidt tomme følelse af lige pludseligt at være helt alene.

Det kan gøre ondt og føles rigtigt overvældende, når man er i det. Måske kan det hjælpe dig at huske dig selv på, mens du er i det, at det går over igen. Det er lidt som en kraftig bølge, der skyller ind over strandbredden. Selvom den ser voldsom ud, så lægger den sig igen på et tidspunkt og trækker sig tilbage ud i havet og forsvinder præcis ligesom alle andre bølger.

Hvordan har du det på arbejdet?

Det er svært at svare på, om det også er ensomhed, der driller dig på arbejdet. Eller om det mere er noget andet. For i sidst ender er det dig selv, der er bedst til at svare på det spørgsmål.. Men jeg kommer til at tænke på, hvordan du har det med dit arbejde? For hvis man for eksempel går rundt og for eksempel er lidt træt af sit arbejde. Så kan man godt få en lidt kort lunte og komme til at blive irriteret på sine kollegaer uden, at de måske har gjort så meget. Men det kan jo også være, at du og dine kollegaer bare er forskellige på nogle punkter. Og at det er de forskelligheder, der gør, at du bliver irriteret på dem ind imellem. Det er helt normalt. Og det tror jeg er svært at undgå, når man går på arbejde hver dag og bruger så meget tid sammen med sine kollegaer.

Er hverdagen blevet rutine?

Du skriver, at du ikke rigtigt føler så meget, når du er på arbejde. Derfor kommer jeg til at tænke på, om hverdagen måske er blevet lidt rutine for dig? Det sker i hvert fald nogle gange, at hverdagen kommer til at føles lidt ligesom et hamsterhjul, hvor man bare gør de samme ting om og om igen. Og så kan man godt få den her følelse af ikke rigtigt at føle noget, fordi man ikke har den samme begejstring for det, man laver, som man havde i starten. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du giver dig selv tid til at lave noget, som du kan godt lide at lave, når du kommer hjem fra arbejde? Hvis du ikke gør det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at sætte noget tid af en gang eller to om ugen til det. Det kunne for eksempel være at dyrke sport, at tegne eller at gå til kor. Det der med at gøre nogle ting, som man selv synes, er sjove, kan nemlig hjælpe med at vække ens følelser lidt igen.

Snak med nogen om, hvordan du har det

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Ensomhed er nemlig sådan en følelse, der også godt kan komme og blive forstærket af, at man går rundt og har det lidt svært uden at snakke med nogen om det. For hvis man ikke fortæller nogen om, hvordan man har det, så er man jo faktisk alene med sine følelser. Det lyder som om, du egentligt er ret tæt med din familie. Derfor tænker jeg også, det kunne være oplagt at prøve at snakke med dine forældre om, hvordan du har det, selvom du synes, det er svært.

Og det kan jeg godt forstå, du synes, det er. For det lyder som om, dine brødre har fyldt meget hjemme hos jer. Og så er det helt normalt, at man selv kan føle, at der måske ikke er så meget plads til ens egne følelser. Men dine følelser er lige så vigtige som dine brødres og dine forældre følelser. Og dine forældre er voksne mennesker, så de kan godt finde ud af at passe på dig, samtidigt med de også passer på sig selv og dine brødre. Det er deres opgave som forældre.

Hvis du bliver bekymret for, om de føler, at de har svigtet dig, når du snakker med dem, kan du godt italesætte det. Det kan for eksempel lyde sådan her: “Det er svært for mig at fortælle jer om, hvordan jeg har det. For jeg er bange for, I føler, at I har fejlet mig.” Hvis det er for svært for dig at sige det til dem, kan du også prøve at skrive det til dem i et brev i stedet for. Så kan du give det til dine forældre, så de kan læse det. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, for så behøver du ikke styre samtalen så meget selv. Men du kan også godt snakke med en rigtigt god veninde eller en anden person, du er tryg ved, hvis det er nemmere for dig. Det vigtigste er nemlig bare, at du får snakket med nogen.

Tag fat i Headspace

Hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace siger man nemlig, at der er ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at tale om. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har brug for at snakke med nogen. Og så kan du være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper