Hej Mindhelper

Jeg er 16 år og jeg har endnu ikke fået min første menstruation. Er det normalt?
For et par år siden fik jeg en del udflåd men så stoppede det og det er lang tid siden jeg har fået det.
Bør jeg kontakte en læge?

(16 år)


Kære du

Den første menstruation kan være både spændende, men måske også lidt nervepirrende. For hvornår kan man egentlig forvente, at den kommer?  

Er det normalt? 

Du spørger, om det er normalt, at du er 16 år og endnu ikke har fået din menstruation. Jeg kan godt forstå, at det er noget du tænker over. Det kan jeg også huske, at jeg selv gjorde, inden jeg fik min første menstruation.  

Du skal vide, at det kan være meget forskelligt, hvornår man hver især får sin menstruation. Nogen får den som 12-årige, andre får den som 17-årige.  

Ifølge Sundhed.dk, så er det normalt at få sin menstruation, når man er mellem 12-18 år gammel. Derfor er det altså ikke unormalt, at du ikke har fået din menstruation endnu.  

Bør du kontakte en læge? 

Du spørger også, om du bør kontakte din læge eller ej? 

Det er korte svar er: ja, det kunne godt være en god ide. 

Selvom det ikke er unormalt, ikke at have fået sin menstruation som 16 årig, så kan det være rart at snakke med en læge om det. 

Læger ved nemlig rigtig meget om kroppen, og derfor også menstruationen. Derfor kan de også hjælpe med at finde ud af, om din udflåd er tegn på menstruation, og om alt er, som det skal være. 

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe snakke an, så kan du prøve at læse vores artikel: Alt du skal vide om at gå til lægen. Her finder du en masse gode råd og svar på typiske spørgsmål om at gå til lægen. 

Snak med dine forældre om det 

Her til sidst vil jeg gerne anbefale dig at snakke med dine forældre om det, hvis du ikke allerede gør det. 

For det første kan det være rigtig rart og lettende, at få talt højt om det som fylder. 

For det andet, så har den alder, man får menstruation det med at gå i arv. Det vil sige, at hvis din mor fik menstruation som 17 årig, så er der også en god chance for, at du får menstruation som 17 årig. 

Så hvis du har mod på det, så kan det være en god ide at snakke med din mor om det. Så kan du både finde ud af, hvornår hun fik sin første menstruation, men også høre hende om, hvordan det er at have menstruation.  

Det kan være svært at vide, præcis hvornår ens første menstruation kommer. Så det kan være en rigtig god ide at tale med sine forældre og læge om det, hvis man er i tvivl. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god energi.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper