Hej, jeg hedder XXX

Jeg har mentale sygdomme og jeg identificerer mig som en kaskelothval.
Min lærer driller mig og siger jeg ingen venner har, jeg føler mig utilpas i denne situation. Jeg føler mig ensom, og bruger alt min tid på at sidde på en stol og græde.

Hvad skal jeg gøre for at få flere venner?

(13 år)


Kære dig,

Først og fremmest har jeg slettet dit navn. Det har jeg gjort, for at du kan være helt anonym. Det håber jeg er okay.  

Det er aldrig okay at ens lærer driller  

Du skriver, at din lærer driller dig og siger, at du ikke har nogen venner. Det kan jeg godt forstå er ubehageligt. Det er aldrig okay at drille andre, så de bliver utilpasse.  

Når andre driller én, og man ikke synes det er rart, så er det vigtigt, at man får sagt til dem, at de skal stoppe.  

Men det kan være rigtig svært at sige fra selv, så derfor er det vigtigt at huske, at man altid må bede andre om hjælp til det.  

Det kunne for eksempel være en anden lærer eller dine forældre. Så kan du spørge dem, om de vil hjælpe dig med at få talt med din lærer.  

Hvordan får man flere venner? 

Du spørger også, hvordan man kan få flere venner. Det er der ikke kun ét svar på, for der er nemlig flere måder, at få nye venner på.  

Bliv bedre til at tale med nye mennesker 

Noget helt generelt der er godt at øve sig på, er at blive bedre til at snakke med nye mennesker.  

For når vi tør snakke med nye mennesker, så er det også meget lettere at få nye venner.  

Derfor kan du fx øve dig på at smalltalke. Smalltalk handler nemlig om at snakke med andre om små ting, så man kan lære hinanden bedre at kende.  

Og man kan faktisk øve sig på at blive bedre til det. I vores artikel om smalltalk, kan du læse mere om, hvordan man kan gøre.  

Tal med nogen nye på din skole  

Et sted du kan starte med at se efter nye venner, er på din skole.  

Selvom man måske allerede kender nogen på sin skole, eller føler man ved hvem alle er, så er det ikke altid sådan.  

Det kan være der allerede er personer, du måske har talt lidt med, men aldrig er blevet venner med.  

Eller personer du før har tænkt på, du gerne ville lære at kende, men måske aldrig har snakket med.  

Et godt sted at starte, er at prøve at snakke med dem, og se hvordan de så egentlig er.  

Find andre med samme interesse  

Et andet sted at lede efter nye venner, er ved at finde nogen, som har samme interesse som en selv.  

For når man har samme interesse, så ved man allerede fra start, at man har noget, begge synes er sjovt og spændende.  

Så hvis du fx synes fodbold er sjovt, så kunne du starte på et fodboldhold. Eller hvis du synes skak er sjovt, så kunne du starte i en skakklub.  

Kun fantasien sætter grænser, for i dag er der stort set klubber eller fællesskaber, uanset hvad man har af interesse.  

Når du har tænkt over, hvad dine interesser er, så kan du jo snakke med dine forældre om det, så de kan hjælpe dig med at starte til noget, du synes er sjovt.  

Spring ud i det  

Og selvom det måske kan lyde nemt at tale med nye mennesker, så ved jeg godt, at det faktisk kan være mega svært.  

Men i sidste ende kan man ikke lære nye mennesker at kende, uden at tale med dem. Derfor handler det også om at turde springe ud i det og prøve det af.  

Det kan være svært at finde nye venner, men det er bestemt ikke umuligt. Ofte handler det om, at turde springe ud i at tale med nye mennesker.  

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig godt på vej.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper