Kære brevkasse

Jeg har et problem. Nogen gange bliver jeg rigtig trist og uden grund kan jeg dårlig nok kigge ind i andre menneskers øjne uden at græde, jeg ved ikke om det er normalt teenage opførelse og om andre også har det sådan engang imellem. Andre gange kan jeg have det helt fint. Jeg går til psykolog hvor jeg har taget en test i at se om jeg er deprimered. Jeg scored ret højt i testen, efter det prøvede jeg at tage en masse depressions teste på forskellige hjemmesider og de sociale medier, alle gangene jeg tog testene scorede jeg ret lav, men så her forleden hvor jeg blev så fyldt op med så meget selvhad, skar jeg et 2cm langt sår med en køkkenkniv ind i min hofte. Det er ingen der ved at jeg har gjordt det ikke engang min psykolog, jeg tror ikke at jeg har en depression. Min phsykolog anbefaler mig at opsøge en læge og få hjælp, men jeg tror ikke at jeg er deprimeret, så jeg har ikke tænkt mig at gøre det. Håber at i kan hjælpe mig. PS undskyld alle stave fejlene, jeg er ikke særlig klog.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det lyder, som om du har en del at slås med for tiden. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Til at starte med vil jeg bare lige sige til dig, at du slet ikke behøver undskylde for, at der er lidt stavefejl hist og pist. Jeg kan sagtens forstå dit brevkassespørgsmål alligevel. Og så vil jeg også gerne sige til dig, at man ikke behøver være dum, bare fordi man lige bliver i tvivl om, hvordan man staver et ord. Det kan ske for os alle sammen. Og selv de mest erfarne forfattere laver stavefejl ind imellem.

Det er helt normalt at blive ked af det
Du skriver, at du ikke helt ved, om det er normal opførsel, at du nogen gange bliver så ked af det, at det er svært for dig at kigge folk i øjnene uden at begynde at græde. Det er helt normalt, at man nogen gange kan blive ked af det. Sådan nogle dage har de fleste ind i mellem. Og specielt når man er teenager, kan ens humør nogen gange godt svinge en del, fordi der suser en hel masse hormoner rundt i ens krop. Men det kunne også godt lyde, som om du slås med noget mere end, at du er ked af det en gang imellem. Når man skærer i sig selv, er det nemlig altid et tegn på, at der er noget indeni en, der gør mega nas. Og det skal du lytte til og tage alvorligt. For det er nemlig ikke meningen, at du skal gå rundt og have så ondt indeni, at du kommer til at skære i dig selv.

Lyt til din psykolog
Jeg synes, du skal lytte til din psykolog og snakke med din læge. Jeg gætter nemlig på, at din psykolog kender dig ret godt. Og jeg er næsten sikker på, at din psykolog har lagt mærke til, at du har det rigtigt skidt, når din psykolog siger, at det ville være en god idé at gå til lægen. Det er ikke sikkert, at du har en depression. Det kan også være, det er noget helt andet, der gør, at det er rigtigt svært for dig lige nu. Men uanset hvad kan din læge hjælpe dig. Din læge er nemlig uddannet til at hjælpe mennesker, der har det svært af en masse forskellige grunde. Og du har det drønsvært lige nu. Det er det sår, du lavede på din hofte et bevis på. Hvis du synes, det er svært at skulle tage til lægen selv, kan du tage dine forældre med. Eller nogen andre, som du er tryg ved. Så har du nogen, du kan støtte dig op af. Og som kan hjælpe dig, hvis du går i stå.

Fortæl det til din psykolog
Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle fortælle om, at du har skåret det her sår i din hofte. Men det er super vigtigt, at du gør det. For selvskade er en copingstrategi. Altså en strategi man bruger, når man skal håndtere nogle svære følelser. Men det er bare ikke den bedste copingstrategi i verden, fordi det gør skade på dig. Og det har du ikke fortjent. Så du skal have noget hjælp til at finde ud af, hvordan du kan håndtere dit selvhad på en anden måde end ved at skære i dig selv. Og derfor er det vigtigt, at du fortæller nogen om, at du lavede det her sår. Du kan jo starte med at fortælle det til din psykolog. Din psykolog er der nemlig for at hjælpe dig. Og jeg er næsten sikker på, at han eller hun rigtigt gerne vil hjælpe dig. Men din psykolog kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller din psykolog, hvordan du har det. Og hvad der foregår i dit liv.

Snak med nogen
I virkeligheden er det allervigtigste, at du får fortalt nogen om alle de ting, du går og bokser med, hvis du ikke allerede har gjort det. For du går og bokser med nogle sindssygt svære ting, og dem skal du ikke gå rundt alene med. Dem skal du have delt med nogen. Så er der nemlig nogen, som du kan støtte dig op af, når du har det svært.

Det allerbedste ville være at snakke med dine forældre. Jeg ved godt, det ikke altid er det, man har allermest lyst til, når man har det svært. Men det er bare dine forældre, der er tættest på dig. Så det er dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig. Og så er jeg næsten sikker på, at dine forældre holder rigtigt meget af dig. Og derfor rigtigt gerne vil vide, at du har det svært, så de kan hjælpe dig.

Jeg synes også, du skal prøve at tage fat i LMS, hvis du bliver ved med at få lyst til at skære i dig selv. De er nemlig eksperter i blandt andet selvskade. Så de ved en hel del om, hvordan man kan hjælpe folk, der slås med selvskade. De har nogle super dygtige frivillige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der kæmper med selvskade. Og du kan desuden være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg sådan, at du får snakket med nogen om alle de her ting. For det er ikke meningen, du skal slås med dem helt alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykolog
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Trist eller deprimeretAlle brevkasseindlæg