Hej.
Der sker en masse ting i mit liv for tide, (en masse mindre gode ting) for lige at have den detalje med. Og jeg kan mærkepå mig selv, at jeg har det anderledes end had jeg plejer. Jeg bliver hurtigere irriteret og træt af folk, jeg græder ofte (hvilket jeg aldrig plejer), jeg føler mig værdiløs og har en tendens til at have selvmordstanker, jeg spiser ik somjeg plejer, jeg får hele tiden den der følelse af nervøsitet mellem brysterne, jeg kaster op efter jeg har grædt og jeg har nogle gange svært ved at trække vejret.
Jeg ved ikke hvad der sker. Måske er det en mild form for depression? Jeg håber virkelig i kan hjælpe.
(Pige, 15 år)
Kære pige på 15 år
Det lyder, som om du er inde i en periode, der er lidt svært lige nu. Så jeg er mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at alene rundt med de svære ting.
Det er ikke unormalt
Du skriver, at der er sket en hel masse mindre gode ting i dit liv for tiden. Og at du samtidigt føler, at du har det lidt anderledes end, hvad du plejer at have. Det er helt normalt, at man reagerer på det, hvis der er sket en hel masse mindre gode ting inden for noget tid. Vi bliver nemlig påvirket af de ting, der sker rundt omkring os. Både på godt og ondt. Så hvis der sker en hel masse gode ting for os, bliver vi gladere og mere energiske, end vi plejer at være. Omvendt bliver vi kede af det og måske mere irritable, end vi plejer at være, hvis der sker en masse trælse ting for os. Så det kan sagtens være, at du føler, at du har det anderledes, end du plejer, fordi du reagerer på de ting, der sker omkring dig.
Men hvis man har følt sig rigtigt ked af det meget længe. Og hvis det lige pludseligt kommer til at fylde hele ens hverdag, sådan så man nærmest ikke føler sig glad mere, så kan det være et tegn på en depression. Jeg kan ikke svare dig på, om det er en depression, du oplever. For det er en fagperson, der sidder med dig, der skal hjælpe dig med at finde ud af det. Men du kan læse vores artikel med de typiske tegn på depression. Måske det kan pege dig lidt i retning af, om det kunne være det, du oplever.
Snak med nogen
Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen. Både om, at du har det sådan her. Men måske også om alle de mindre gode ting, der er sket på det seneste, hvis du ikke allerede har snakket med nogen om det. Hvis man ikke får snakket om de mindre gode ting, kan de nemlig godt bygge sig op og komme til at fylde mere og mere. Og på den måde kommer de også til at påvirke ens humør mere og mere. Så man kan komme til at føle sig endnu mere ked af det og irriteret. Og derfor er det faktisk ret vigtigt, at man ikke går med de svære ting for sig selv.
Du kan for eksempel prøve at snakke med dine forældre om det, hvis du kan det. Så kan du også få støtte fra dem, mens det er svært. Det er nemlig også rigtigt vigtigt at have nogen at støtte sig op af, når man har det svært. Men hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen, du er tryg ved. Det kan være en faster, en onkel eller måske en lærer fra din skole.
Tag fat i Livslinien
Du skriver, at du har en tendens til selvmordstanker. Og det er helt normalt, at man kan få selvmordstanker, hvis man har det svært. Det er som regel et tegn på, at man føler sig lidt trukket op i et hjørne. Hvor man har svært ved at se, hvordan det nogensinde skal blive bedre. Og så kan døden komme til at føles som den eneste udvej. Men det er den ikke. Der er rigtigt mange andre muligheder for, at du kan få det godt igen. Og derfor er det drønvigtigt, at du får fortalt nogen om dine selvmordstanker. For dem skal du nemlig ikke gå alene med.
Og hvis det er svært at snakke med dine forældre om det, kan du altid tage fat i Livslinien. Derinde sidder der nemlig en masse dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om dine selvmordstanker. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har selvmordstanker. Og så kan du være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Snak med din læge
Hvis du bliver ved med at gå rundt og have det så svært, synes jeg også, du skal snakke med din læge. Din læge kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om det faktisk er en depression, du går rundt og kæmper med. Og så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp til at få det godt igen. For man kan godt få det godt igen. Selv hvis man måske har fået det så svært, at det er blevet til en depression. Så kræver det bare nogle gange lidt hjælp fra nogen andre for, at man kan få det bedre igen.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du går rundt og har det. For du kan som sagt godt få det bedre igen. Men det kræver, at der er nogen, der ved, hvordan du har det. Så de ved, at du har brug for deres hjælp og støtte.
De bedste hilsner fra en Mindhelper