Hej,

Jeg har et problem med at jeg overtænker en situation eller situationer efterfølgende. Går helt ned til mindste detalje og tænker sådan; ” syntes han jeg er underlig fordi jeg gjorde eller sagde det” – men problemet er at jeg ikke kan slippe tanken igen. Den forsætter med at være der og jeg analysere situationen fra ALLE vinkler. Tænker det måske også har noget at gøre med at jeg til tider kan være lidt perfektionistisk… og har generelt svært ved at lade ting ligge hvis jeg føler jeg har ”fejlet” en situation, eller hvis jeg føler jeg kunne havde håndteret noget anderledens. Det er virkelig træls, og bliver sur på mig når jeg gør det. F.eks. har fået en kæreste og vi havde forleden den mest hyggelige aften, men så efterfølgende laver min hjerne ikke andet end at finde alle ”fejlene” som jeg har lavet i løbet af aftenen… f.eks. at jeg på et tidspunkt ved en fejl kom til at daske lidt for hårdt til ham med min albue fordi jeg ikke så han stod bag mig – og så bliver jeg bange for aftenen alligevel ikke var hyggelig, og at han måske ikke har hygget sig pga. de små fejl jeg føler jeg selv har lavet – og går derefter rundt med en følelse af at være total akavet og kikset, og bange for jeg f.eks. har skræmt ham væk fordi jeg har en ide om han også går rundt og fokusere mine små akavet ”fejl” og tænker jeg er super akavet.

Hilsen/

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19 

Det er rigtigt irriterende, at blive ramt af overtænkning og det kan være rigtigt svært at bryde med tankestrømmen. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Du er helt normal

Tanker kan være noget drilsk noget, men det er helt normalt at blive ramt af sådan nogle negative tanker, hvor den ene tager den anden og så kan det fortsætte i alt evighed. Det er hammerirriterende, men det er fordi, vi er nogle værre flokdyr. Det var nemlig super vigtigt, at kunne tænke sådan dengang, vi tøffede rundt ude på savannen og skulle passe på ikke at blive spist af bjørne. Så var det vigtigt ikke at være alene, men at have flok, som kunne passe på hinanden. Vi har brug for at føle, at andre kan lide os, fordi vi har brug for at holde sammen. Derfor kan vi tænke ting igennem igen og igen over alle de ting, som vi måske gør galt. Og for nogle kan det godt komme til at fylde så meget, at det går ud over deres hverdag. 

Hvad søren kan gør man lige ved det?

Hvis man er meget fokuseret på de ting, som man synes man gjorde forkert eller bliver usikker ved sig selv – så når man måske slet ikke at tænke på alle de ting, som man gjorde, der var super rare og hyggelige. Eksempelvis den aften, du var sammen med din kæreste. Der var sikkert super mange dejlige øjeblikke, som måske forsvinder lidt i de negative tanker. Men hvis man prøver at komme sin indre kritiker til livs og måske flytter fokuset lidt væk fra alle de negative tanker, så kan det hjælpe en til, at få de negative tanker til at fylde lidt mindre. Du kan prøve at læse vores artikel om, at dæmpe sin indre kritiker og denne her med 10 gode råd til dem, som er lidt for perfektionistiske. Der står nemlig nogle rigtigt gode tips og øvelser til, hvordan man kan få lidt mere ro på de der negative tanker. Så man får god tid til alt det, som gør en glad og giver mening til ens liv. 

Snak med din kæreste om det

Jeg tænker på, om du har prøvet at snakke med din kæreste om det, du oplever? For det lyder til, at det er meget ham dine bekymringer drejer sig om? Så kan det være rigtigt rart at snakke med sin kæreste om, hvad han tænker og oplever. For jeg er næsten helt sikker på, at han ikke har tænkt over alle de små “fejl”, som du har tænkt over. Han har sikkert haft for travlt med at hygge sig eller tænke over de små fejl, som han måske selv laver. Måske sidder han i virkeligheden også og tænker “Åååh jeg håber hun ikke synes jeg er akavet”. Hvis du så snakker med ham om dine tanker, så kan det måske være med til at tage lidt af luften ud af ballonen og gøre det nemmere for dig at slappe af, når i er sammen. Det kan være super rart, hvis man oplever at de der tanker bare vokser og vokser. 

Snak med nogle andre 

Hvis det ikke lige duer at snakke med din kæreste om det, så kan du måske tage fat i en anden, som du er glad for at snakke med? Det kunne være en god veninde, din far eller en helt tredje, som du er tryg ved. Hvis du har mere lyst til at snakke med nogen, som slet ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig rådgivning, hvor unge kan komme ogs snakke om det, som de synes er svært i livet. Og intet problem er for stort eller småt i Headspace – der er du altid velkommen. Der ligger en Headspace i de fleste større byer og det er helt gratis. 

Det er rigtigt svært at opleve, at tankerne løber af med en og man kommer til at tænke på alle de ting, som man tror man måske har gjort forkert. Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper