Hej

Jeg har haft enorm meget tankemylder omkring mig selv og om hvordan folk har forholdt sig til mig. I efteråret 2020 døjede med ensomhed, tristhed, dødsangst, lavt selvværd, lav livsglæde og hvor jeg havde mistet lysten for de ting der betød allermest i mit liv. Jeg var glad i skolen, men græd da jeg kom hjem.

Det er blevet bedre, da jeg har kommet i miljø hvor jeg kan udvikle mig, men da jeg ikke har bearbejdet eller fået delt mine tanker med andre, føler jeg nu 2 år efter at jeg stadig ikke er glad. Dog er det mildere. I dag dealer jeg med destruktiv tankemylder. Jeg føler at jeg har en facade på hvor jeg er smilende, sjov og rationel for kunne holde tilværelsen ud. Når jeg kommer hjem efter at have været social er jeg virkelig træt, fordi det tager mange kræfter at være social. Med alle de gode mennesker jeg omgås med kommer jeg til at skubber dem på afstand, selvom jeg netop har brug for nogen jeg kan være ærlig overfor. Jeg er begyndt at åbne op for 2 venner omkring min situation, men det både svært for dem og mig og håndtere det.

Hvilke værktøjer kan jeg bruge til at italesætte mine problemer overfor mine venner?

Dbh. A

(18 år)


Kære A

Det lyder til, du går og bakser med nogle svære ting lige nu. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind. For tunge tanker, skal man aldrig gå med alene.

En hård periode

Du skriver, at du døjede med en masse ting i efteråret 2020, bl.a. dødsangst og ensomhed. Det er nogle rigtig tunge følelser. Når man har haft det svært i en periode, og har haft rigtig mange ting at deale med, så er det helt normalt, at det kan hænge ved. For det kan tage tid for både hoved og krop, at komme helt ud på den anden side igen. 

Du skriver også, at du ikke har fået bearbejdet den periode i efteråret 2020, og at du har destruktivt tankemylder. Derfor tænker jeg også at det giver god mening, hvis du stadig ikke føler, at du er helt på toppen. 

Du kan prøve at kigge på artiklen Stop tunge tanker når de køre i ring. Der er nogle råd til, hvordan man kan bremse tankerne, når de løber løbsk. Måske er det noget, som kan være hjælpsomt?

At være social

At være social kan være mega fedt. Men for de fleste kræver det også noget energi. Tit er man nemlig lige det mere på, når man er sammen med andre, end når man er alene. Derfor er det også naturligt, at føle sig lidt træt bagefter. Hvis man så samtidig føler, at man skal have en facade oppe, så kan det virkelig koste på energikontoen, at være social. For måske skal man så presse sig selv til at være mere smilende eller udadvendt. Og det kan godt tage på en, hvis man egentlig ikke føler, at det er sådan man har det indeni.

At tale med vennerne

Noget af det bedste man kan gøre, når man føler, at man skal have en facade oppe. Det er at åbne op over for andre om, hvordan man egentlig har det. Det kan være svært! Og derfor er det også super flot, at du har talt med dine venner, om din situation. For når de ved hvordan du har det, vil det måske også blive lettere for dig, ikke at have så meget facade på. 

Du spørger også, om vi har nogle konkrete værktøjer til at tale med ens venner. Derfor vil jeg lige tippe dig om artiklen Guide til at tale med dine venner om svære ting. Her er der nogle råd, som måske kan hjælpe. 

Noget der også kan gøre det letter for både dig og vennerne at håndtere det svære, er ved at finde en god balance. Så på den ene side, at tale om det som er svært. Men samtidig også huske bare at hygge og lave noget sjovt sammen. Giver det mening?

Headspace

Jeg vil også råde dig til, at tale med nogen udefra om, hvordan du har det. For når man har nogle oplevelser, som ikke er blevet bearbejdede, er det godt at tale med nogen, som har forstand på det.

Derfor vil jeg lige tippe dig om Headspace. Headspace er et tilbud for unge, hvor man kan komme og få samtaler hos de frivillige, som arbejder der. Det er helt gratis, og man kan være anonym. I samtalerne kan du snakke om lige netop det, som fylder. Og intet problem er for stort eller småt. De frivillige er vant til at tale med unge, og derfor er de også rigtig gode til at håndtere svære ting. Så dem kan jeg varmt anbefale.

Det er svært at gå med en følelse af, ikke at være rigtig glad. Men det er muligt, at få det godt igen. Og du har allerede taget det første skridt, ved at åbne op overfor din venner. Jeg håber at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Jeg sender i hvert fald en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper