Hej jeg har bruge for hjælp ved ikke hvor jeg kan få hjælp henne. Jeg er ordblinde og går på sosu grundforløb 2. Jeg har en del angst og har PTSD fra at min mor har lavet psykisk og fysisk vold på mig, så snakke ikke med hende. Bor hos min far med min lille søster som jeg ikke har et godt forholde til. Jeg har gået til noget psykolog ved kommunen et par gange men følger bare vær gange at de bruger mine ord I mod mig og det finger ikke. Har prøvet at snakke ned min længe om det men følger stadig ikke da sker noget, gik til lægen med angst og de sagde at jeg kunne prøve at kontakte kommunen med det. Mig og min far har snakket om at vi prøver selv at betale for en psykolog men da er en bestemt han vil havde mig til en han har gået til, men det kan så kun blive en gang om måneden og har bruge for meget mere ind det. Jeg har en SPS lære på min skole men kun har for mange elever til at kunne følge med så kan ikke rigtig bruge det til så meget. Jeg er meget bange for at det snart går galt.

(Pige, 17 år)


Kære du,

Det er rigtig vigtigt at få den rette hjælp, når man har det svært og er bange for, at det snart går galt.  

Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet, så vi kan finde ud af, hvad du kan gøre.  

Har du skrevet før? 

Når jeg læser dit spørgsmål, så ligner det meget et andet spørgsmål, som vi fik i sidste uge.  

Svaret kan du læse i brevkassespørgsmålet: Er konstant stresset og angst, hvad skal jeg gøre? 

Hvis det er dig, som også har skrevet det spørgsmål, så tænker jeg, at det er en god ide at læse svaret vi har skrevet der, og se om det kan hjælpe dig på vej.  

Hvad nu? 

Jeg vil dog i mit svar til dig her uddybe lidt mere ud fra det, du skriver til os her.  

Du kan altid skifte psykolog 

Du skriver blandt andet, at det er igennem din læge, at du har fået tider hos en psykolog.  

Du skriver også, at det er igennem kommunen. Jeg ved ikke, hvilken kommune du bor i, og jeg ved derfor heller ikke, præcis hvilket tilbud du er i.  

Men, igen vil jeg blot slå et slag for, at hvis du får en henvisning til psykolog igennem din læge, så er du i din egen ret til at vælge din psykolog.  

Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at du finder ud af, om det er sådan en henvisning, som du har fået fra din læge.  

For hvis det er det, så kan du selv finde en ny psykolog, fx ved at tjekke ventetider inde på oversigten over psykologer på sundhed.dk.  

Hvis der er ventetid 

Dog kan det godt være, at du støder på, at mange psykologer har noget ventetid.  

Men som du også selv har oplevet, så kan det nogle gange være dét værd at vente på den rette psykolog. For det er nemlig vigtigt, at man finder en psykolog, som man stoler på og har kemi med.  

Her tænker jeg dog, at det kunne være en mulighed at betale for en midlertidig psykolog i mellemtiden, mens du venter på at komme til hos en ny via din henvisning?  

Som du selv skriver, så har du brug for mere hjælp, end hvad I lige nu kan betale jer til, men måske kan det være et kompromis, imens du venter. 

Næste gang du snakker med din SPS lærer 

Du nævner også, at du har en SPS lærer. Men desværre har hun rigtig travlt og har derfor svært ved at følge med.  

Jeg kommer alligevel til at tænke på, om du kan prøve at snakke med hende igen? 

Nogle gange, hvis folk har meget travlt, så har de det med kun at lægge vægt på de ting, som kræver svar her og nu. 

Og så kan man få en følelse af, at de ikke har tid til at hjælpe en med de problemer, man står med, som måske kræver lidt mere.  

Men her tænker jeg, at det er vigtigt, at du får fortalt din SPS lærer, at du har brug for hjælp og støtte nu.  

Vis hende dit spørgsmål til os 

For det er nemlig rigtig vigtigt, at du får den hjælp, som du har brug for.  

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige til hende, så tænker jeg, at du sagtens kan vise hende dit spørgsmål til os.  

Du beskriver nemlig rigtig fint, hvad din situation er, og hvad det er for nogle ting, som du har brug for hjælp til.  

For det er nemlig rigtig vigtigt, at du får hjælp, så du kan få det bedre.  

Jeg håber at svarene kan hjælpe dig på vej, og jeg håber I finder en god løsning. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper