Hej Mindhelper

nogle gange tror jeg at jeg har skizofreni. jeg ser og høre ting som andre ikke kan se og høre, fx skygger og høre stemmer, og hvis jeg spørger en om de så eller hørte noget, siger de nej. min mor hun tror ikke rigtigt på mig. nogle gange har jeg også oplevet at jeg var vågen, men på samme tid var jeg ikke, og så kunne jeg ikke trække vejret, men når jeg så endelig vågner, kan jeg ikke få vejret ordenligt i 7-10 minutter, men jeg ved ikke om det er et tegn på skizofreni? hvad skal jeg gøre og kan det være skizofreni?

(15 år)


Kære Du

Det kan være hårdt at gå med tanker og tvivl, om det man oplever kan være skizofreni. Derfor er det også rigtig godt, at du rækker ud og skriver herind til os. 

Godt du er opmærksom på det 

Du skriver, at du ser og høre ting, som andre ikke kan se eller høre. Det kan godt være ret ubehageligt og måske også en lille smule skræmmende at opleve det. Derfor tænker jeg også, at det er naturligt at du bliver i tvivl om, hvad det kan være, og hvad du skal gøre. 

Det at opleve, at se en skygge eller høre en lyd, som ikke er der, er noget som mange har prøvet. Fx hvis man er meget træt eller er lige i overgangen til at falde i søvn eller vågne. Men samtidig kan det også være et tegn på mere alvorlige psykiske udfordringer, som fx skizofreni, som du nævner. Derfor er det også rigtig godt, at du er opmærksom på det. 

Tag et smut til lægen

Jeg kan desværre ikke give dig svar på, om det du oplever kan være skizofreni. Det skal der nogle fagprofessionelle, som kan sidde sammen med dig til at afgøre. Derfor er mit allerbedste råd til dig også, at tage et smut til lægen og få en snak om, hvordan du har det. Så kan lægen nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er på spil hos dig,

I vores artikel om at gå til lægen med svære ting, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen, når man har det svært. 

Kan du snakke med din mor igen? 

Jeg vil også lige rose dig. Det er simpelthen så godt, at du har snakket med din mor om det, du oplever. Det er nemlig noget af det bedste, man kan gøre, når man har det svært. Men øv, at hun ikke tror på dig. Det kan godt være lidt af et slag i maven, når man fortæller om noget, som er svært, og den anden ikke reagerer så godt på det. 

Men jeg kommer alligevel til at tænke på, om du måske kunne prøve at snakke med din mor eller far om det igen. Du kan også vise hende det brev, som du har skrevet herind til os. Heri beskriver du nemlig rigtig fint, hvad det er du oplever. Og så kan I måske få gang i snakken på den måde. Det kan også være, at du kan snakke med din mor om at komme til lægen, for det kan være rart at have en støtte med. 

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen. For man skal ikke gå med svære tanker og følelser alene. Det kan fx være en lærer, en vens mor eller en helt tredje, som du er tryg ved. Det vigtigste er nemlig bare, at du ikke går med alt det svære selv. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor hjælper de også en godt på vej, og sørger for at det hele foregår på en måde, som er rar for en. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. De har både centre i de fleste større byer, og en chat, som alle kan skrive til. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være ret ubehageligt at gå og være i tvivl, om det man oplever kan være skizofreni. Så selvom jeg ikke har kunne give dig et direkte svar på, hvad du oplever. Så håber jeg alligevel, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om dine oplevelser og bekymringer.

De bedste hilsner fra en Mindhelper