Hej!

Jeg er en pige på 17 og er vokset op med en svært maniodepressiv far. Jeg har selv haft tendens til depression, så jeg er meget bange for selv at have det. Jeg har læst at der vist er 1/10 chance for at få det når ens forældre har lidelsen, men at man kun kan være sikker ved en 21 års alder. Men hvilke symptomer kan jeg lægge mærke til nu?
Kram

(17 år)


Kære Du

Det lyder som om, at du har tænkt en del over, om du kan arve din fars psykiske lidelse. Det kan være en tung tanke at gå med. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og fortalt det.

Kan det ske for mig?

Du skriver, at din far er maniodepressiv. Det kalder man også for, bipolar lidelse. Det er helt naturligt, at man kan komme til at frygte, at få den samme psykiske lidelse, som ens forældre. For det kan være hårdt at vokse op med en far eller mor, som er psykisk syg. Og måske har man i perioder set ens forældre, have det rigtig skidt. Derfor giver det også god mening, at man kan komme til at bekymre sig: “For kunne det også ske for mig?”.

Det er rigtigt, hvad du siger – der er større risiko for at få bipolar lidelse, hvis en af ens forældre har det. Samtidig vil jeg dog også prøve at berolige dig lidt. For det er slet ikke sikkert, at man arver sine forældres lidelse. Og langt de fleste, som har en forældre med bipolar lidelse, får ikke selv sygdommen. Så selvom risikoen er der, er den stadig ret lille.

Symptomerne

Du spørger også om, hvilke symptomer du kan lægge mærke til, som kunne være tegn på bipolar lidelse. Du skriver også, at du har haft tendens til depression. Selvom depressive symptomer også er en del af bipolar lidelse, så behøves de to ting ikke at hænge sammen. Og at have nogle, eller endda mange symptomer på depression, er noget som mange af os oplever på et tidspunkt i livet. Svære perioder er nemlig normale, og en naturlig del af livet.

Jeg er ikke ekspert i symptomerne på bipolar lidelse, men hvis du gerne vil høre mere om det, så kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i Psykinfo. Hos Psykinfo ved de nemlig en masse om forskellige psykiske lidelser. Derfor tænker jeg også, at de nok bedre kan svare dig på dit spørgsmål. Dem som arbejder hos Psykinfo kan også være gode at snakke med, hvis man er pårørende til en med en psykisk lidelse. Og de er vant til at tale om svære ting. Du kan finde din regionale Psykinfo herunder:

Tal om det

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med nogen, om dine tanker? Ellers kan det måske være en god ide at gøre. Nogle gange når vi går alene med vores tanker, kan de nemlig godt løbe lidt afsted med os. Derfor kan det også være rart, at dele dem med andre. De fleste af de mennesker som er tæt på en, vil også gerne lytte, når man går med nogle ting, som fylder. Så måske har du en mor, en god veninde, en sød tante, eller en helt 4, som kunne være god at snakke med?

Få hjælp

Mange unge vokser op med en forældre, som har en psykisk lidelse. Og for nogen kan det være rigtig svært. For måske kender man ikke lige andre, som kender til, at have psykisk sygdom tæt inde på livet. Derfor kan nogle unge også komme til at gå lidt alene med deres tanker og følelser. Derfor har de hos Psykiatrifonden også nogle tilbud til unge, der er børn af forældre, som er psykisk syge. Så hvis du har lyst, kan du prøve at tjekke deres tilbud ud. Man kan både chatte med andre unge, og man kan også blive en del af en online-gruppe.

Du kan også tage et kig på artiklen Psykisk sygdom i familien? Måske er der et råd eller to der, som kunne være hjælpsomt?

Headspace

Jeg vil til sidst også lige tippe dig om Headspace. Headspace er nemlig et super godt sted at komme, hvis man går med nogle tanker, som fylder. Hos Headspace kan man få samtaler, med nogle af deres frivillige. De frivillige er vant til at tale med unge, om alle mulige forskellige slags ting. Så de gør altid deres bedste for, at det skal være rart at komme der. De har også en chat man kan skrive ind til.

Selvom jeg ikke kunne give dig noget direkte svar på dit spørgsmål, så håber jeg alligevel, at der er noget i mit svar som kan hjælpe. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du får talt med nogen, om dine tanker.

De bedste hilsner fra en Mindhelper