Hej Mindhelper

Kort sagt:
Jeg har siden barndom søgt efter opmærksomhed. Blev opvokset i en dysfunktionel familie med konstant vold og skænderier. Da jeg blev teenager havde jeg virkelig lavt selvværd-/tillid og min største drøm var at blive populær i skolen, det skete dog aldrig. Pga den strenge + kulturelle opdragelse jeg har haft derhjemme så turde jeg ikke engang at TÆNKE på at blive populær! Det endte med jeg konstant undertrykte mine tanker omkring mine behov/lyster. Det blev værre med tiden. Og efter flere kærestebrud endda, endte jeg i psykiatrisk afd. Da jeg så skulle diagnostiseres blev det svært. Jeg frygtede hvis blot jeg fortalte om min drøm om popularitet så ender det automatisk med jeg handler efter det. Det blev så værre og værre med tiden. For jeg fortsatte med at holde de ”forbudte” tanker for mig selv i årevis. Det endte med jeg fik alverdens diagnoser. Jeg diagnostiserede derudover mig selv som Skizofren. Dette gjorde jeg pga der på nettet stod at man som skizofren kan opleve tanker som ikke er ens egne. Og det jo super, tænkte jeg. For så er der ingen grund til dårlig samvittighed når det jo ikke er mig selv der tænker de ”forbudte” tanker.

Jeg skammer mig stadig. Hjælp!!

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det lyder som om, at det ikke har været særligt nemt at være dig, da du voksede op. Og du har oplevet nogle tanker, som du har følt har været forbudte. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det behøver du ikke gå alene med længere. 

Der findes ikke forbudte tanker 

Nogle gange kan man godt få nogle tanker, som føles forbudte. Der kan være mange grunde til, at man føler de er forbudte. Måske har man fået noget af vide i ens opdragelse. Eller man kan  komme til at tro, at tankerne vil blive sande eller kan komme til at ske, hvis man ikke passer på. Men det er vigtigt at du ved, at tanker bare er tanker. Med det mener jeg, at tanker bare er ord og billeder, som dukker op inde i hovedet på os. Og vi mennesker har ingen kontrol over vores tanker. Dem kan vi ikke bestemme over. 

Jeg kan prøve at komme med et eksempel, som tit bliver brugt i forhold til det der med at kontrollere sine tankerl. Hvis jeg siger til dig, at de næste 3 minutter, der må du for alt i verden ikke tænke på en isbjørn! Så vil næsten alle mennesker opleve, at det er umuligt ikke at komme til at se en hvid bjørn for sig. For sådan er vores tanker indrettet. Jo mere vi prøver at undgå dem, jo mere kommer de også til at fylde. Og sådan er det for os alle sammen. Så det er heller ikke fair, hvis der er nogle som har sagt til dig, at der er ting man ikke må tænke på. For det har kun den modsatte effekt. Derfor tænker jeg også, at det er helt normalt, at tankerne om popularitet har fyldt så meget for dig.  

Skam 

Du skriver, at du skammer dig endnu. Men jeg kan blive lidt i tvivl om, hvad det er, du skammer dig over? Er det, at du har haft tankerne om, gerne at ville være populær? For det tror jeg næsten alle mennesker har prøvet flere gange i løbet af deres liv. Det er nemlig en hel normal tanke og følelse at have. For vi mennesker vil gerne have, at andre kan lide os, og vi har allesammen brug for at få opmærksomhed og føle os som en del af gruppen. Sådan har vi været indstillet, lige siden vi var hulemænd, som løb rundt på en savanne og prøvede at holde sammen, så vi ikke blev spist af bjørne. Derfor kan det være en god idé at prøve ikke at dunke sig selv i hovedet, hvis skamfølelsen dukker op igen. For du har ikke gjort noget galt, når du har tænkt på populariteten.

Hvis skammen eller tankerne dukker op, så kan du prøve at sige højt for dig selv “hov, nu mærker jeg lige, at jeg føler, jeg skal skamme mig. Men det behøver jeg slet ikke. For jeg er helt okay, som jeg er lige nu”. For der er ikke noget galt i tankerne om popularitet. Og selvom man får en tanke eller følelse, som ikke er så rar, så behøver man ikke handle på den eller gøre noget ved den. Man må godt bare lade den ‘flyde’ videre sammen med alle de andre tanker. Det lyder nemmere end det er, det ved jeg godt. Og det kræver øvelse. Men det kan være en rigtig rar og selvkærlig måde, at prøve at huske sig selv på, at man er okay. 

Får du hjælp? 

Når du fortæller om de svære ting, som er sket i dit liv, så kommer jeg til at tænke på, om du får hjælp? Om der er nogle, som snakker med dig og hjælper dig, når det bliver svært. For hvis man både er ramt af mange bekymrede tanker, diagnoser og har en hård bagage med sig fra barndommen, så skal man ikke gå alene med det. Det er for stor en mundfuld for selv den stærkeste person. 

Hvis du ikke allerede har fået eller får en hjælpende hånd på vejen, så tænker jeg, at det måske kunne være rart for dig? Tag en tur til lægen og fortæl om de tanker og bekymringer, du oplever. For så kan dig og lægen prøve at snakke om, hvad der kunne være godt for dig. Det kunne eksempelvis være hos din læge, i psykiatrien eller hos en psykolog? Det er helt okay, hvis man har brug for en hjælpende hånd engang i mellem. 

Kan du snakke med nogen omkring dig?

Jeg kommer til at tænke på, om du har nogle gode venner, store søskende eller andre omkring dig, som du er tryg ved at snakke med? Hvis du har det, kunne det måske være godt for dig, at prøve at snakke med en af dem om, hvordan du har det. For det kan være rigtigt rart at få et støtte og et par ekstra øjne på de ting, som fylder for en. Og det kan være en rigtig god måde, at få snakket lidt om de tanker, som måske forvirrer og fylder for dig. Du kan læse vores guide til at snakke om svære ting med sin ven, hvis det kunne være en hjælp for dig. Du kan finde artiklen under vores tema om venner.

Du er velkommen hos Headspace

Hvis du hellere vil snakke med nogle, som ikke lige kender dig, og som har overskud og gerne vil lytte, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det der fylder. Intet problem er for stort eller småt, og det er helt anonymt og gratis. Deres frivillige er mega søde og de vil altid gerne hjælpe. Du kan kontakte dem både på chat, telefon og i et af deres Headspacelokaler. Måske kunne det være noget for dig? Du kan finde dem på deres hjemmeside Headspace.dk.

Det lyder til at være nogle svære tanker og følelser, som du bærer rundt på. Men jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og du får snakket med nogen om, hvordan du går og har det i øjeblikket. Masser af varme tanker herfra. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper