Jeg græd i bussen efter en psykologsamtale, og jeg er nervøs for, at det vil ske igen

Det lyder super træls, at du egentligt gerne vil have et nyt forløb med en psykolog men, at du ikke helt ved, hvordan du skal komme derind. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er hammerflot

Jeg vil egentligt gerne starte med at give dig noget ros. For jeg synes, at det er super sejt, at du er kommet frem til, at du har brug for at starte til psykolog igen. Det er nemlig ikke lige så nemt at erkende, at man har brug for hjælp igen, når nu det måske egentligt lige gik så godt. Derfor er det hammerflot, at du er kommet til den erkendelse. Og det er også så vigtigt, for det er nemlig det første skridt på vejen imod at få hjælpen og komme tilbage på det rette spor igen.

Det er okay at blive ked af det

Jeg kan godt forstå, at du ikke syntes, at det var super rart, at du kom til at græde i bussen efter en psykologsamtale. Det der med at blive ked af det, kan nemlig godt føles rigtigt privat. Og så er det ikke så rart, når man bliver ked af det i en bus, hvor der måske sidder en hel masse mennesker, som man ikke rigtigt kender. Så det giver også rigtigt god mening, at du kom til at føle, at det er ydmygende. Og at du ikke har så meget lyst til at opleve det igen. Men det er helt okay at blive ked af det. Og det er måske specielt okay at blive ked af det efter en psykologsamtale.

Vi bliver nemlig alle sammen kede af det ind imellem, hvis vi har snakket om noget, der var super svært. Og når man er til psykolog, så snakker man for det meste om nogle ting, der er rigtigt svære for en. Så jeg tænker, at hvis man spurgte dem, du kørte i bus med, hvad de tænkte om, at du begyndte at græde. Så ville de sandsynligvis svare, at det var helt okay. Og jeg tænker faktisk, at de fleste af dem også ville svare, at de følte med dig, fordi de fleste af os har oplevet at blive kede af det på tidspunkter, hvor vi måske ikke lige havde så meget lyst til at sidde og græde.

Tag fat i hospitalet og fortæl dem om din situation

Jeg kan godt forstå, at det holder dig lidt tilbage fra at tage fat i hospitalet og bede om at nyt forløb, at du kun kan komme dertil ved hjælp af offentlig transport. Men jeg tænker, at det må være til at finde en løsning på. Derfor er mit bedste råd også, at du skal prøve at tage fat i dem inde på hospitalet og fortælle dem, at du kan mærke, at du har brug for at nyt forløb. Men at du er lidt nervøs ved, at du kun kan komme derind med offentlig transport. Så kan du nemlig få snakket frem og tilbage med dem om, hvad der kunne være en god løsning for dig.

Jeg tænker for eksempel på, om det måske kunne være rart for dig at sige det til psykologen, hvis du kan mærke, at du er blevet meget følelsesmæssigt berørt af jeres samtale. Hvis du gør det, så kan psykologen nemlig hjælpe dig med at falde lidt ned og komme tilbage til hverdagen igen. Og det kan måske være, at du lige kan få lov til at sidde nogle minutter i venteværelset og falde lidt ned, før du går ud og tager bussen. Det kan også være, at du måske kan gå noget af vejen hjem og så først tage bussen, når du er blevet rolig igen. Så jeg tænker, at der er mange muligheder. Og hvis du snakker med dem om det inde på hospitalet, så kan de hjælpe dig med at mærke efter, hvad der kunne være rart for dig.

Snak med nogle andre

Når du kan mærke, at du har brug for at få et forløb inde på hospitalet igen. Så tænker jeg, at det er fordi, der er nogle ting, der er blevet svære for dig igen. Er det rigtigt tænkt? Hvis det er det, så får det mig også til at tænke på, om du mon har nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med? Og som du er tryg nok ved at snakke med til, at du tør fortælle dem, hvordan du har det for tiden? Det kunne for eksempel være dine forældre, en rigtigt god veninde eller en helt tredje person. Hvis der er det, så tænker jeg nemlig også, at det kunne være en god idé at fortælle dem om, hvordan du har det for tiden.

Det kan tit hjælpe rigtigt meget at dele sine problemer med nogen, når der er noget, som er svært. For så får man nemlig også deres tanker om de ting, som man fortæller. Og nogle gange kan de se nogle lidt andre løsninger på problemerne, end man måske selv lige har kunnet se. Samtidigt kan det jo også være, at hvis du fortæller nogen om, at du ikke rigtigt kan komme ind til hospitalet, at de så måske tilbyder at hjælpe dig med at komme derind. Eller at de måske kender en mulighed for at komme derind, hvor det ikke er nødvendigt at bruge offentlig transport.

Det er super frustrerende at kunne mærke, at man har brug for at starte i et psykologforløb igen og så blive holdt tilbage af, at det er svært at komme ind til psykologen. Så jeg håber også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og som måske har givet dig nogle idéer til, hvordan du forhåbentligt alligevel kan starte i et nyt forløb med en psykolog.