Hej Mindhelper

Jeg er træt, folk kalder mig deprimeret og det kan godt være det er det. Ingen kan se jeg ikke er helt glad, jo jeg har den ene veninde som tror der er noget galt men de er ligeglade. Jeg føler mig så træt og uvigtig, bare en extra person på planeten. Jeg gider ikke leve mere, jeg gifer ikke ryste mere til dansk timerne eller stå op tredve gange om natten. Jeg er så træt af alt og alle og ville ønske jeg bare kunne være glad. Det virker så nemt hvorfor kan jeg ikke skulle uden at føle mig helt tom

(13 år)


Kære Du

Det lyder til, at de tunge og triste tanker fylder en del hos dig lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dem med os. 

Svære perioder kan godt blive bedre 

Det er mega hårdt, når man er ramlet ind i en svær periode, hvor det hele føles gråt og ligegyldigt. Og når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til, at der er flere ting, som bøvler for dig lige nu. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du kan føle dig træt af det hele. For nogle gange kan de tunge tanker og følelser godt overmande en så meget, at alt føles tomt og ligegyldigt. Og så kan tanken om, at det ville være lettere, hvis man ikke var her godt poppe frem. 

Men selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så kan det godt blive bedre. Nogle gange har man bare brug for en hjælpende hånd til at komme op af kulkælderen. Og du har allerede taget et rigtig flot og vigtigt skridt op af stigen ved at skrive herind til os. Så kæmpe skulderklap herfra. 

Du skriver også, at folk kalder dig deprimeret. At have svære perioder er helt normalt og noget, som langt de fleste mennesker oplever. Men nogle gange kan de svære tanker og følelser komme til at fylde så meget og stå på så længe, at det udvikler sig til en depression. I vores artikel om depression står der lidt mere om, hvad en depression er, og hvad de typiske tegn er. Så måske den kunne være rar for dig, at tage et kig på? 

Snak med dine forældre 

Når man går og bøvler med nogle tunge tanker og følelser, er det vigtigt at tale med nogen om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Dine forældre er måske nogle af de voksne, som er tættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne hjælpe og støtte, når man fortæller dem, at man har det svært. Derfor tænker jeg også, at det kunne være rigtig godt at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det.

Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at skulle fortælle deres forældre, hvordan de har det. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man får taget hul på snakken. 

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen om det. Det kan fx være en lærer eller en vens mor. Det vigtigste er nemlig, at du ikke går med alt det svære alene. 

De vil altid gerne lytte hos Børnetelefonen 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, vil de også altid gerne lytte hos Børnetelefonen. Og rådgiverne, som arbejder hos Børnetelefonen er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man er ramlet ind i en svær periode, hvor de tunge og triste tanker fylder. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Og uanset hvordan du tager fat i dem, så gør de altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. 

Hvis det bliver ved, så tag et smut til lægen 

En anden som også kan være rigtig god at snakke med, når man har det svært er lægen. Læger ved nemlig en hel masse om, hvordan vi mennesker fungerer – både udenpå og indeni. Derfor kan lægen også hjælpe med at finde ud af, om der måske er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få. Så måske du også kan tale med dine forældre om at komme et smut til lægen, og få snakket om, hvordan du har det? 

Det er hammerhårdt, når tomheden og de tunge følelser fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper