Hejsa
Skriver da jeg står i en svær periode i mit liv hvor jeg har kommet til at træffe nogle valg som jeg finder “dårlige”
Jeg droppede ud af STX for nogle år tilbage. Jeg havde lige færdiggjort 1g, men havde det ikke godt mentalt
Min forældre var i ved at blive skilt, og jeg tror bare alt var for meget
Men nu sidder jeg her to år senere og kan se alle fra skolen har fået huer på osv.
Jeg sidder tilbage med en frustration og tristhed over jeg ikke bare færdiggjorde den dengang. Er så neddern over mit valg jeg træf dengang og kan næsten ikke sove.
På nuværende tidspunkt går jeg på HF, men synes bare det et et lorte sted, fordi jeg har valgt en form for VUC HF og føler bare ikke det er det samme, for folk er kedelige og der sker ikke så meget, derudover får vi ikke ligeså fed en galla fest som på alle andre skoler
Alt i alt, føler jeg mig bare ikke tilfreds med nogle af mine valg… ved ikke helt hvad jeg skal gøre… ville bare gerne have haft en helt almindelig studenter eksamen… men føler ikke jeg får nogle af delene…
(20 år)
Hej 20 årig
Det kan påvirke en ret meget, når ens tanker hele tiden kredser om de valg, som man tidligere har taget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til os og delt det.
Dengang var det det rigtige valg
Du skriver, at du sidder tilbage med en frustration og tristhed over, at du ikke færdiggjorde STX dengang. Det kan være nogle tunge følelser at have. Og når de følelser fylder hos en, kan det godt føles som salt i såret at se alle fra skolen få huer på. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes det er svært og bliver påvirket af det. Men samtidig tænker jeg, at det er rigtig vigtigt at huske på, at du dengang traf det valg, som var rigtigt for dig der, hvor du var i dit liv på det tidspunkt. På det tidspunkt var det hele for meget, og dine forældre var lige blevet skilt. Så dengang for to år siden var det ikke et dårligt valg – der var det et godt valg om at passe på dig selv.
Få mere ro ved at skrue ned for den indre kritiker
Når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til, at du er meget hård ved dig, når det kommer til det valg du traf om at droppe ud af gym. Er det noget du kan genkende?
Hvis det er, så skal du vide, at du langt fra er alene om at have det sådan. Rigtig mange unge kender til det med, at de negative tanker om en selv drøner rundt i hovedet. Og det kan være helt vildt hårdt og drænende. Men heldigvis kan man godt skrue ned for den indre kritiker, så den ikke fylder helt lige så meget. I vores artikel Sådan udfordrer du negative tanker om dig selv er der nogle tips til, hvordan man bliver mindre hård over for sig selv. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?
Det er forskelligt, hvor meget socialt der sker på skolerne
Vi mennesker er alle sammen forskellige, og derfor har vi også forskellige sociale behov. Nogle nyder at være sammen med deres klassekammerater og vil gerne lave ting og hygge udenfor skolen. Og andre vil helst bare komme og være i skolen for det faglige og så smutte hjem igen.
Der er ikke noget, som er mere rigtigt end det andet. Men det kan godt være lidt af en mavepuster, hvis man gerne vil lave flere sociale ting og havde håbet på, at skolen lavede nogle fede fester og arrangementer. Og det så ikke er sådan. Og den skuffelse kan godt prikke endnu mere til tristheden og frustrationerne. Derfor kan det også nogle gange være en god ide at adskille tingene og lade uddannelse være uddannelse og så få det sociale et andet sted. Så måske du har nogle gode venner uden for HF, som du kan snakke med om at lave nogle fede ting?
Tal med nogen om det
Når man går og bøvler med nogle svære tanker og følelser kan det være en rigtig god ide at tale med nogen om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har en, som du kan snakke med? Det kan fx være en forældre, en god ven eller en helt tredje. Det er nemlig ikke så vigtigt præcist, hvem du snakker med. Det vigtige er, at du ikke går med det hele alene.
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Headspace. De frivillige, som arbejder hos Headspace er vant til at snakke med unge som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Det kan være hammerhårdt, når tankerne om ens tidligere valg fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender dig en masse varme tanker.
De bedste hilsner fra en Mindhelper