Hej Mindhelper

Hej, Jeg føler mig rigtig alene og ved ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg føler livet bare er blevet en kamp for ikke at bukke under af presset, jeg går i 1.g og føler mig helt alene, jeg føler hele ikke jeg kan snakke med mine forældre om det, jeg er bange for at de ville tage det personligt, og give sig selv skylden for hvordan jeg har det

I skolen har jeg en vennegruppe men jeg føler mig så alene selvom jeg er omgivet af mennesker og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg vil ikke i skole men jeg vil heller ikke ikke i skole, for jeg føler ikke jeg har nogen fremtid hvis jeg ikke går i gymnasium

Jeg vil væk, sove, stoppe denne her ubehagelige følelse, jeg tror mine forældre er psykisk voldelige, og nogen gange er der ikke en grænse for hvad de siger, de bliver begge meget hurgtigt sure og vi skændes rigtig meget, det har vi altid gjort.
Jeg har diagnostiseret angst og føler tit jeg skal spørge om kærlighed for at få den, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået et kram jeg ikke selv spurgte om

Når jeg har det svært og eks. har angstanfald er mine forældre ligeglade, og de ignorere tit mine følelser, vi gik engang 3 dage uden at snakke fordi jeg ikke startede samtal

(17 år)

Kære dig,

Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man føler sig alene med det hele, og ikke ved hvad man skal stille op.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind. For den følelse skal du bestemt ikke gå med alene.

Når der er meget på tallerkenen

Når jeg læser dit brev, så lyder det som om, at du har rigtig meget på tallerkenen. 

Du er presset over at gå på gymnasium, føler dig alene og har nogle udfordringer derhjemme med dine forældre. 

Det bedste man kan gøre, når man har meget på tallerkenen, er at tage en bid af gangen.

Derfor vil jeg også prøve at svare på dit spørgsmål, “en bid af gangen”. Jeg håber det er okay.

Alene blandt venner

Du skriver, at selvom du har en vennegruppe og er omringet af mennesker, så føler du dig stadig alene.

Det giver mening. 

Ofte når man har det svært eller ikke ved hvad man skal stille op, kan det godt påvirke den måde, man er sammen med sine venner.

For hvis man er sammen med sine venner, men har det svært, og de bare går og hygger sig, kan man godt føle sig ret alene med sine følelser.

Man kan hurtigt tænke: “Kan de mon overhovedet genkende de følelser jeg har?” eller “De ved slet ikke, hvor svært jeg har det”.

Jeg ved ikke om det er noget du kan genkende? Men hvis det er, så er det helt naturligt, at du får en følelse af at være alene.

Men du skal vide, at det heldigvis godt kan blive bedre. Helt præcis hvordan skal jeg nok komme ind på senere.

Findes der en fremtid, hvis man ikke går på gymnasium?

Du beskriver, at du ikke vil i skole, men du føler, at der ikke er nogen fremtid for dig, hvis du ikke går på gymnasium.

Når man går på gymnasium, kan det godt føles som det eneste rigtige at gøre.

Men det behøver det ikke være. 

Der er masser af andre muligheder derude, som er præcis ligeså gode som at gå på gymnasium.

Snak med en studievejleder

En af de måder du kan høre om de muligheder på, er ved at snakke med en studievejleder.

Alle gymnasieklasser har en studievejleder tilkoblet. Hvis du ikke helt ved, hvem der er din, så kan du prøve at spørge en af dine undervisere. De ved det helt sikkert. 

Ud over at fortælle om, hvilke andre muligheder du har, så kan du også snakke med din studievejleder om, hvad der er svært for dig på gymnasiet. 

Studievejledere er nemlig vant til at snakke med elever, som har det svært. Derfor ved de også en masse om, hvad man kan gøre for, at det bliver lidt lettere for dig at gå på gymnasium.

Når man skal spørge om et kram

Du skriver, at dine forældre udsætter dig for psykisk vold, og at du skal bede dem om at vise kærlighed.

Det lyder ikke særlig rart.

Vores forældre skal helst være dem som passer på os og har vores ryg, hvis det hele bliver svært.

Derfor forstår jeg også godt, hvis du synes det er rigtig svært og føler, at de er ligeglade og ignorerer dine følelser.

Er der andre?

Når man har det svært, er det vigtigt, man snakker med nogen om det.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har nogle andre i din familie eller vennekreds, som du kan snakke med?

Det kan være dine bedsteforældre, en onkel/moster eller en helt tredje.

Det vigtigste er bare, at du får talt med nogen om det. For jo længere tid vi går med det som er svært, jo værre bliver det ofte.

Derfor er det også super sejt, at du har skrevet herind. Det er det første tegn på, at du gerne vil have det bedre. Så kæmpe ros herfra!

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal gribe samtalen an, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Sådan snakker du med din ven om svære ting.  

Får du hjælp til din angst?

Jeg kommer også til at tænke på, om du får noget hjælp til din angst?

Hvis ikke, så vil jeg anbefale dig at ringe til PsykInfo.

PsykInfo er en rådgivning for mennesker, som har brug for råd i forhold til psykisk sygdom, og hvordan man kan få hjælp.

De kan hjælpe med at finde ud af, hvordan man får den hjælp, man har brug for, hvis man ikke ved, hvor man skal gå hen. 

De er rigtig søde og vil altid gerne hjælpe dig.

Har du hørt om headspace?

Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.

Hos headspace sidder der en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.

Derfor er de også rigtig gode at snakke med, hvis man føler sig alene og ikke ved hvad man skal gøre. 

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være rigtig svært at vide hvad man skal gøre, hvis man har for meget på tallerkenen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker og et virtuelt kram din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper