Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 13 år og jeg føler at mit liv er ligegyldigt. Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal leve eller hvilket gavn det giver. Jeg har prøvet at skifte skole men det har ikke hjulpet. Jeg er mere og mere ked af det og kan ikke komme ud af det. Mine forældre er fantastiske og jeg er virkelig glad for dem men min søster er hele tiden sur på mig uden grund og jeg føler at hun ville ønske jeg aldrig var blevet født.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at blive glad igen. Alle tror jeg er glad så føler ikke jeg kan sige sandheden. For det meste når jeg bliver rigtigt ked af det føler jeg at jeg overreagerer og jeg bliver sur på mig selv. Hvordan stopper jeg det?
(Pige, 13 år)
Kære 13-årige pige
Det lyder rigtig hårdt at være dig og gå rundt med de her tanker. Og det må være rigtig svært at gå rundt og ikke føle, at man kan fortælle sandheden til nogen. Derfor er det rigtig flot, at du alligevel har delt det med os. Det er nemlig første skridt på vejen til at få det bedre.
Er der mon sket noget?
Det er nogle svære tanker, du går med, synes jeg. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har en idé om, hvorfor du er så ked af det? Det lyder til, at det i hvert fald er noget, der har påvirket dig meget, siden du har skiftet skole.
Du skal ikke gå med det alene
Du spørger til, hvordan du stopper med at overreagere og blive sur på dig selv. Her er mit vigtigste råd til dig at snakke med nogen om det. Det er noget, du ikke skal stoppe alene. Men i stedet have hjælp og støtte til. Det er rigtig vigtigt, at du ikke holder de her tanker og følelser for dig selv. Det bliver det hele kun værre af.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at sige sandheden. Især når man tænker, at alle andre tror, at man bare er glad. Men det er så vigtigt, at dem omkring os ved, hvordan vi virkelig har det. På den måde kan de hjælpe os igennem de svære tider, så vi kan komme godt ud på den anden side. Og når du skriver, at dine forældre er fantastiske, så er jeg sikker på, at de vil støtte dig rigtig meget.
Snak med dine forældre
Jeg har allerede skrevet, at du skal fortælle, hvordan du har det til nogen omkring dig. Og som det allerførste, synes jeg, at du skal snakke med dine forældre. De vil kunne hjælpe dig, snakke med dig og støtte dig igennem alt det her. Og måske kan de også hjælpe dig med forholdet til din søster? Det virker nemlig, som om det fylder ret meget for dig. Så det er da helt sikkert også noget, du skal snakke med dem om.
Tag kontakt til Børnetelefonen
Hvis det er svært lige i første omgang at tage fat i dine forældre, kan du altid tage kontakt til Børnetelefonen. Der sidder rådgivere klar til at lytte til dig og snakke med dig om din situation. De er der til at lytte og give gode råd. Så hvis du synes, at det hele bare er rigtig svært, så tag endelig fat i dem. Og så kan du altid være anonym.
Jeg håber, at du tør fortælle sandheden til dem omkring dig. På den måde kan du få den bedste hjælp, så du igen kan blive glad.
De bedste hilsner fra Mindhelper