Hej Mindhelper

Efter at have læst på jeres side, føler jeg det bedste vil være at melde mig selv til et psykriatisk hospital. Jeg har brug for at snakke med en jeg ikke kender til at starte med, men jeg har ikke råd til en psykolog. Jeg har heller ikke noget hjem, hvilket stresser mig meget og jeg føler at jeg besværliggører dem jeg bor veds liv. Derfor vil jeg godt vide om, at hvis jeg tager hen på en psykriatisk hospital, hvilken procedure kommer jeg så ind til og er det gratis at få en terapeut eller en at snakke med fysisk? Jeg har virkelig brug for at snakke med en fysisk, for ellers kan man ikke forstå hvor dårligt jeg har det og det er heller ikke sikkert man kan det med det samme i et fysisk møde med mig. Men hvis det er en jeg bare kan føle lidt medlidenhed fra kan min ‘facade’, der siger at alt er ok, jeg skal nok selv finde ud af det og unskyld jeg spilder din tid, forhåbentlig ‘knække’. Jeg har prøvet det før med en skole psykolog hvor jeg begyndte at stor turde, hun gav mig et kram og fik åbnet op for nogle ting, jeg ikke var særlig bevidst om at gik og pressede fordi jeg har en tendens til at gemme mine problemer væk og undertrykke dem. Men det var som en byrde der blev løftet i de 20 minutter jeg snakkede med hende, det varede dog ikke længe. Så jeg har virkelig brug for et sted hvor jeg kan arbejde med det her uden for mange distraheringer og har en jeg kan snakke med. Det kram hun gav mig var fantastisk, tror virkelig jeg mangler noget omsorg og tryghed i mit liv. Især trygheden. Jeg kendte slet ikke damen, men i et kort øjeblik da hun gav mig et kram, kunne jeg mærke en tryghed som jeg ikke har følt siden jeg var under 10 år.
Så hvad tænker i? Kan et ophold på et psykriatisk hospital hjælpe mig? Og hvordan foregår sådan et?
Ved godt jeg ikke har fortalt om min situation, men det er fordi jeg ikke selv kan grave op i det alene, jeg kan opsumere lidt:
Mine forældre blev skilt da jeg var 15. Jeg endte i et dårligt miljø med stoffer (ikke sagt at det er en følge af skilsmissen). Siden jeg var 13 (i hvert fald) haft selvmordstanker hyppigt. Jeg har røget hash i 5 år og er nu skiftet til alkohol. Jeg plejer i tiden mindst at drikke 3+ Øl om dagen. Mindst! Også selvom jeg er alene. Jeg har ikke følt at jeg passede ind nogle steder og var rimelig hurtig til at ty til drenge for at få kærlighed og omsorg.
Håber beskeden er til at finde hovede og hale i..

Tak..

(Pige, 20 år)

Kære pige på 20 år

Hold da op. Det lyder godt nok som om, du har oplevet meget i løbet af dit liv. Og jeg er så glad for, at du har skrevet herind. For det er et tegn på, at du beder om hjælp. Og det er første skridt på vejen mod at få det bedre. 

Du lever et hårdt liv

Du skriver ikke meget om din situation. Men ud fra det du skriver, lyder det som om, at du har og har haft et ret hårdt liv. Og så kan jeg dælme godt forstå, hvis det bare er super svært at være dig lige nu. For du har oplevet rigtigt mange ting, der ikke er særligt sjove. Og jeg tænker, at de fleste ville synes, at det var svært, hvis de havde oplevet halvt så mange ting, som du har oplevet. Så jeg vil faktisk rigtigt gerne fortælle dig, at jeg synes, du virker som en super sej pige, der virkeligt har kæmpet sig igennem meget. Og jeg kan så godt forstå, at du har brug for nogen at snakke med nu. For de ting du beskriver, er ikke nogen, som du hverken kan eller skal klare alene. Det er nogen, du skal have hjælp til.

Snak med din læge

Jeg kan ikke vurdere, om de kan hjælpe dig på en psykiatrisk afdeling ud fra dit brev alene. Det er nemlig en professionel, der sidder sammen med dig og kan spørge ind til din situation, der skal vurdere det. Men hvis du tænker, at du måske har brug for at komme på en psykiatrisk afdeling, skal du snakke med din læge. Det er nemlig din læge, der skal lave en henvisning til psykiatrien, hvis personen mener, at der er brug for det. Under alle omstændigheder er det altid en rigtigt god idé at tage fat i sin læge, hvis man har det svært. Ens læge kan nemlig hjælpe en med at finde ud af, hvor man kan få den rigtige og den bedste hjælp henne.

Hvordan foregår det?

Du spørger, hvordan det foregår, hvis du bliver henvist til psykiatrien. Og det kan jeg ikke svare dig præcis på, fordi det variere fra behandlingsforløb til behandlingsforløb. Ligesom det variere fra region til region og fra sygehus til sygehus. Men det vil altid være sådan, at du til at starte med skal have en henvisning fra din læge, som jeg har skrevet i det tidligere afsnit. Hvis du får en henvisning fra din læge, vurderer din læge, om han eller hun mener, at der er grund til at indlægge dig. Eller om det måske giver bedre mening med at forløb, hvor du ikke bliver indlagt i psykiatrien, men hvor du kommer derind nogle gange om ugen til samtaler.

Når du er kommet ind i psykiatrien, vil de altid starte med at finde ud af, hvad det er, der driller dig. Og når de så har fundet ud af det, vil du blive tilbudt behandling i psykiatrien, hvis de mener, at du kan og skal behandles i psykiatrien. Hvis du bliver tilbudt et forløb i psykiatrien, vil al den behandling du får der være gratis. Lige med undtagelse af, hvis de mener, at du har brug for noget medicin for at komme på benene igen. Så skal du selv betale medicinen. Men de samtaler du har i psykiatrien, er gratis, fordi det er et offentligt tilbud.

Er der nogen, du kan snakke med?

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om der er nogen, der hvor du er, du kan snakke med? Er der for eksempel en god ven eller veninde, du kan snakke med? Eller måske en onkel eller en tante? Det er egentligt lidt lige meget, hvem det er. Hvis der er nogen, du føler dig tryg ved at snakke med, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med dem om de ting, der er svære for dig. For det her er som sagt slet ikke nogen ting, du skal klare alene. Og jeg tænker, at det må være så tungt at slæbe rundt på alle de her ting helt uden noget hjælp.

Det lyder som om, du lidt har en følelse af at være til besvær, hvisa du beder om hjælp. Er det rigtigt forstået? Det tror jeg, at der er rigtigt mange, der har det svært, der kan genkende. Men de fleste bliver faktisk rigtigt glade for, at man kommer og fortæller dem, at man har det svært. Fordi det er en kæmpe tillidserklæring, at man stoler nok på dem til at fortælle dem det. Prøv at tænk over, hvordan du selv har det. Synes du selv, at folk er super besværlige, hvis de fortæller om noget, der er svært for dem?

Tag fat i Livslinien

Du skriver, at du har haft selvmordstanker, siden du var 13 år gammel. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kender Livslinien? Livslinien er nemlig et sted, hvor man kan snakke med nogen om sine selvmordstanker. Det er nemlig så vigtigt, at man ikke går med dem alene. For selvmordstanker er et tegn på, at man har det virkeligt svært. Og så kan det lige pludseligt godt komme til at føles som om, at selvmord er den eneste måde, det kan blive bedre på. Men det er det ikke. Der er mulighed for, at det godt kan blive godt igen.

Derfor skal du tage fat i Livslinien, hvis du lige pludseligt føler, at de her selvmordstanker kommer til at fylde for meget for dig. Så sidder de frivillige hos Livslinien nemlig klar til at snakke med dig. De er super dygtige, og de er vant til at snakke med unge, der har selvmordstanker. Så de skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig. Du kan altid tage fat i dem, hvis du føler, du har brug for det. Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Kender du Headspace?

Du skriver, at du har rigtigt meget brug for nogen at snakke med, som du kan sidde overfor. Og det kan jeg godt forstå, for det lyder som om, du har en del at slås med. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kender til Headspace? Hvis du bor i nærheden af et Headspace-center, har du nemlig mulighed for at komme ind og få en fysisk samtale med en af de frivillige rådgivere der. Det er helt gratis. Og du kan også være helt anonym, hvis du helst vil det. De frivillige rådgivere i Headspace er vant til at snakke med unge, der har en hel masse at slås med. Så de skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig og lytte til dig.

Har du kontakt til kommunen? 

Der er nogen af de ting, du fortæller i dit brev, som jeg tænker, at kommunen kan og skal hjælpe dig med. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har kontakt til kommunen? Det kunne for eksempel være gennem en socialrådgiver. Hvis ikke du har det, synes jeg også, du skal prøve at tage fat i din kommune og høre, hvad de kan hjælpe dig med. 

Jeg håber, at mit svar har givet dig svar på nogle af dine spørgsmål. Og så håber jeg, at du finder et sted, hvor du kan få den hjælp, du har brug for. Jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste fremover.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper