Hej Mindhelper

Jeg er startet på højskole og har helt vildt meget hjemve. Jeg føler ikke jeg er det rigtige sted, men på den anden side vil jeg rigtig gerne give det en chance. Jeg har valgt det pga idrætten, men har sværere ved det sociale end jeg havde forestillet mig. Jeg giver det en måned og så ser jeg hvad jeg siger til det, er bare træt af at være ked af det og ved heller ikke hvad jeg skal hvis jeg tager hjem

(20 år)


Kære Du

Det kan være en stor omvæltning, at starte på noget helt nyt og uvant. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

At have hjemve

Du skriver, at du er startet på højskole, men at du har meget hjemve og synes det er svært. Det kan være smadder hårdt at længes hjem, når man lige er startet op på noget nyt. For det kan godt være en tung følelse at gå rundt med. Samtidig tænker jeg også, at det giver god mening, at du kan få hjemve, når du føler, at du ikke er det rigtige sted, og at det sociale er lidt svært på højskolen. For når man ikke føler at man er faldet helt til et nyt sted, så er det helt naturligt, at man kan komme til at savne sit hjem. 

Det er normalt

Det er helt normalt, at det kan være svært i begyndelsen på en højskole. Man er et nyt sted, der er en masse nye mennesker, og tingene er uvante. Og det kan måske føles lidt overvældet det hele. Det tror jeg, at rigtig mange unge, der har gået på højskole, har prøvet. Men det er måske ikke altid noget, som man viser udadtil. Og derfor kan man måske nogen gange komme til at kigge rundt og stå med en følelse af: “Wow, alle de andre ser ud til at have det mega fedt, hvorfor er jeg den eneste der synes det er svært?”. Men tit er man ikke alene om at have det sådan. Og mange af de andre, føler sig sikkert også lidt usikre en gang imellem, eller synes, at det er svært. 

Det er også vigtigt at huske på, at vi mennesker kan være ret forskellige, når det kommer til, hvordan vi er sociale. Nogen er meget hurtige til at åbne op og være sociale. Mens andre har brug for mere tid til at se de andre an, og komme ind på livet af dem. Begge dele er helt i orden, og selvom man måske ikke er den der får ti nye venner den første uge på højskolen. Så behøves det ikke betyde, at man ikke kan komme til at få det godt socialt.

Giv det tid

Du skriver også i dit brev, at du har tænkt dig at give det en måned, og se højskolen an. Det synes jeg lyder som en god plan. For nogen gange kan man godt have en lidt bumlet start på noget, og så stadig komme til at synes det er mega fedt, når man lige falder til i det nye. Derfor kan det også være ærgerligt at stoppe for tidligt, for så finder man måske aldrig ud af, hvad det kunne være blevet til. Så nogen gange, kan det være godt at bide tænderne sammen, og blive i det svære i lidt tid, for at se om det ændre sig.

Samtidig er det også rigtig godt, at du mærker efter hvordan du har det. For det er selvfølgelig ikke meningen, at man skal gå rundt og have det skidt, når man går på højskole. Så derfor er det også helt i orden at sige fra, hvis man kan mærke, at det ikke er det rigtige for en.

Snak om det

Jeg kommer også til at tænke på, om du kan tale med nogen, om de tanker du går rundt med? Svære tanker og følelser kan nemlig godt have det med at hobe sig op indeni, hvis ikke man får delt dem med nogen. Så derfor tænker jeg, at det måske kunne være rart for dig, at fortælle nogen om hvordan du har det. Det kan måske være en lærer på højskolen? Lærerne er der nemlig også for at sørge for, at eleverne trives. Og mon ikke, at de før har prøvet, at der var nogen som synes det var lidt svært i starten.

Det kan også være, at der er en anden du heller vil tale med. En roomie, en ven hjemmefra, eller en forældre. Det er nemlig ikke så vigtigt hvem det er, så længe du ikke går med tingene selv. For når man fortæller nogen om hvordan man har det, så kan de også støtte en, igennem det svære. 

Headspace

Du kan også altid hive fat i Headspace, hvis du gerne vil snakke med nogen ude fra. Hos Headspace arbejder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige. Og de er altid klar med et lyttende øre, hvis man går igennem en periode, hvor tingene er lidt træls. Hos Headspace kan man desuden være anonym og det er helt gratis. Du kan tjekke hvor det nærmeste mødested er på deres hjemmeside, og du kan også skrive til deres chat, hvis du gerne vil vide mere.

Det kan være super hårdt ikke at føle, at man er det rigtige sted, når man er startet på højskole. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og at du får talt med nogen om hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper