Hej brevkasse.
De seneste måneder har jeg bliver virkelig ked af det over de mindste ting. Tidligere i dag kunne min trøje ikke være i min taske så jeg begyndte at græde uden at vide hvorfor. Jeg begynder så imens at jeg græder at tænke på noget som: Livet er ligegyldigt, jeg er ligegyldig, jeg bliver aldrig glad, jeg er glemt om hundred år, mit liv har ingen mening, livet har ingen mening.
Alle de tanker begynder af en eller anden ligegyldig ting. Jeg har mange venner, en dejlig familie men jeg kan bare ikke sige det til dem. Jeg tænker ogs en gang og i mellem på selvmord, men min mormor døde for 2 måneder siden. Derfor så jeg hvor ondt det gjorde for folk omkring hende især min mor. Så jeg tror aldrig jeg kunne finde på at gøre det mod dem.
Jeg føler at jeg er fanget i et hul og ikke kan komme op igen. Et hul hvor lyset er flere kilometer væk.
Hvordan stopper jeg min reaktion over lille bitte ting???
(Pige, 14 år)
Kære pige på 14 år
Det lyder rigtig hårdt at være så ked af det, at selv små ting i hverdagen kan gøre en ked af det. Det er bestemt ikke meningen. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind. Det er nemlig første skridt på vejen til at få det bedre.
Vigtigt med gode mennesker
Først vil jeg lige sige, at jeg er rigtig glad for, at du har mange venner og en dejlig familie. Det er rigtig vigtigt, at man har gode mennesker omkring sig. De vil kunne hjælpe og støtte dig gennem svære tider. Ligesom det er for dig nu. Men det kræver, at de ved, hvordan du går og har det.
Snak med dine forældre
Jeg ved, du skriver, at du ikke kan fortælle familie og venner om dine tanker om, at livet ikke har nogen mening. Hvad er det, der gør det svært at sige til dem? Det er så vigtigt, at du får sagt det. Du skal ikke gå alene med det her. Det er vigtigt, at der er nogen omkring dig, der ved, hvordan du går og har det. De kan hjælpe dig. De her ting kan dog være svære at snakke om. Derfor har vi lavet en guide til, hvordan du snakker med dine forældre om svære ting.
Hvis det er for svært at sige højt, kan du overveje at skrive et brev. Her sætter du dig ned og kommer ud med alt det, du gerne vil sige. Så finder du et tidspunkt, der passer. Og så viser du dine forældre dit brev. For nogle kan det være en nemmere måde at komme ud med det, der er svært at få sagt. Hvis det virker som en bedre måde for dig, synes jeg, du skal prøve det af.
Hæng i, så du kan få det bedre
Det er et godt tegn, at der er noget, der holder dig tilbage fra at tage dit eget liv. Det betyder, at det ikke er den rigtig måde for dig. Men at det hele bare er så mega svært lige nu, at det kan føles som en befrielse. Men du har mange år endnu til at få det bedre. Og det kan godt lade sig gøre. Så jeg håber, at du hænger i, så du kan få det godt igen.
Tag kontakt til Livslinien
Når man har selvmordstanker, er det ekstra vigtigt at få snakket med nogen. Nogle gange kan det være nemmere at snakke med nogen, man ikke kender personligt. Og specielt hvis de ved noget om det, man kæmper med. Derfor synes jeg, du skal tage kontakt til Livslinien. Livslinien er et gratis rådgivningstilbud, hvor der sidder rådgivere klar til at snakke med dig om dine selvmordstanker. De er super dygtige og rigtig søde. Og hvis du har behov for det, kan du være helt anonym.
Det er almindeligt, at små ting føles store
Til sidst i dit brev spørger du til, hvordan du kan stoppe din reaktion over små ting. Og der bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det desværre ikke er så nemt bare at stoppe. Dine reaktioner på de her små ting er et tegn på, at du har det rigtig skidt. At du ikke lige nu har det store overskud til at tackle modgang. Men når man er ked af det og føler sig fanget i et sort hul, er det altså helt almindeligt at have det sådan. Små ting kan pludselig føles helt overvældende og uoverskuelige. Men selvom det er almindeligt, er det vigtigt at tage det seriøst og handle på det.
Det gode er, at du kan gøre noget selv for, at det bliver lidt nemmere. Du kan kigge på vores artikel om at slippe tristheden. Deri har vi nogle råd til, hvad du selv kan gøre. Hvis den her tristhed og det sorte hul føles overvældende i for lang tid, kan det betyde, at man måske har en depression. Og her er det især vigtigt, at man er opmærksom og søger hjælp. Du kan læse mere om det i artiklen Depression: 13 typiske tegn du skal holde øje med.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker for dig, at du får fortalt din familie om, hvordan du har det. Så kan du få noget hjælp og få det bedre. Jeg ønsker dig det bedste.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper