Hej Mindhelpers brevkasse.
Jeg er en pige på 18 år, som snart afslutter min HF. I løbet af anden HF har jeg brugt alt for meget tid på, folk som egentlig ikke bekymrer sig om mig, og jeg er kommer til at fokusere meget på det negative – som har gjort mig i dårlig humør. Hvordan kan jeg acceptere at det ikke er alle venskaber der holder og hvordan får jeg den bedste slutning på mon HF, hvor jeg bare kan være optimistisk og glad. Kan man vende de negative følelser jeg har haft til noget positivt. Vil ikke fortryde noget af der jeg har gjort før.
Mvh. Pigen som gerne vil have de bedste oplevelser
Mvh. Pigen som gerne vil have de bedste oplevelser
(18 år)
Kære Du
Det kan være svært at acceptere, at der er venskaber, som ikke altid holder. Og det kan godt fylde en med svære følelser. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Venskaber forandrer sig nogle gange
Det kan være rigtigt svært at stå i en situation, hvor man godt kan se, at der er nogle af ens venskaber, som ikke kommer til at holde. Og det lyder til, at dine venskaber fra HF har skuffet dig, fordi I måske ikke helt var så tætte, som du havde regnet med. Derfor giver det også rigtig god mening, at du bliver ramt af negative følelser. Det er helt okay, for det er en helt naturlig måde at reagere på.
Vi mennesker skal nemlig helst blive følelsesmæssigt påvirkede, når der sker svære ting i vores liv. Det er sådan vi sørger, bearbejder og lærer. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du er lidt påvirket af det lige nu.
Du har lært noget om dig selv
Nu spørger du direkte, om du kan vende noget af det negative til noget positivt. Og ja, det tænker jeg godt du kan. For selvom de her venskaber måske ikke holdt, så har du lært en hel masse om dig selv, dine grænser, dine behov og hvad du godt kunne tænke dig i dine venskaber fremadrettet. Selvom det måske ikke virker vildt opmuntrende lige nu, så er ens erfaringer – både de gode og dårlige – det som klæder en godt på til at gå videre ud i livet.
For hvordan skulle du kunne vide, om det var de rigtige venner for dig, hvis du aldrig havde givet dem en chance? På den måde er nye relationer altid lidt et sats. Og nogle gange må man trække sig og sige til sig selv “det her er ikke for mig, men i det mindste gav jeg det et skud”.
Brug tid med dine gode venner
Du vil gerne være optimistisk og glad her i slutningen af HF. Det kan jeg sagtens forstå, for det er en spændende og vild tid, hvor du runder HF-kapitlet af og skal finde ud af, hvad der så skal ske. Hvis du gerne vil have mange positive oplevelser her på falderebet, så handler det nok om at omgive dig med nogle mennesker, som du godt kan lide. Gode venner, som du kan have det sjovt med og lave gode minder med her i den kommende studentertid. Tag masser af billeder, lav masser af sjove ting sammen og husk at fejre, at du lige om lidt er færdig. Det er mega sejt!
Du kan også prøve at snakke med dine venner eller din familie om de her modsatrettede følelser. For det kan være rigtig rart og lettende at dele sine tanker og følelser med nogen. Og måske der også er nogle af dem, som har et godt råd eller to til dig.
Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig, og at du får en fantastisk studentertid.
De bedste hilsner fra en Mindhelper