Hej


Jeg har altid haft det svært, lige fra da jeg var lille. I de mindre klasser bestemte jeg for meget og havde aggressionsproblemer, der gik udover mine venskaber. Har altid haft det svært med forhold, om det er venner, familie, kærester, osv. Faldt forleden over en artikel om personligheds forstyrrelsen, borderline. Jeg relaterede så kraftigt til alting der stod, at jeg begyndte at græde. Har altid undret mig over hvorfor at det er at de mindste ting rører mig så meget, som fx. hvis en veninde ikke svarer på min besked, kan min verden lukke helt ned og jeg kan blive fyldt med så meget vrede og sorg, over noget helt ligegyldigt. Det har gjort det svært at holde fast i venskaber, fordi at jeg altid tvivler på forholdet, og tager de mindste ting meget personligt. Jeg skriver egentlig, fordi jeg gerne vil finde ud af om jeg har borderline, da man ikke kan bruge en online test til noget. Hvordan skal jeg sige det til mine forældre? Og kan man gå til psyokolog gratis, uden forældre skal vide det? Og hvordan får man helt præcis en diagnose?

På forhånd tak

-anonym

(Pige, 16 år)

Hej Anonym

Det lyder til, at du går med en masse tanker som fylder en del. Det kan være rigtig svært, at gå og have det sådan. Og sommetider kan det også være svært lige at finde ud af, hvordan man lige skal gribe det hele an. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du skriver, at du altid har haft det lidt svært med sociale relationer både til venner, familie og kærester. Det er helt normalt at opleve, at det sociale kan være lidt svært en gang imellem. Det er noget rigtig mange mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi mennesker er sammen med andre, skal vi nemlig hele tiden tilpasse os dem omkring os. Og det kan sommetider være svært lige at afkode menneskerne omkring os. Og når man oplever det, er det helt naturligt, at man kan blive ked af og vred. Men heldigvis kan man godt få noget hjælp, så man ikke skal gå og have det svært. 

Tag fat i lægen 

Jeg kan desværre ikke svare dig på, om du har borderline. Det er der nogle professionelle som skal hjælpe dig med at finde ud af. Man kan ikke selv diagnosticere sig med hverken borderline, depression eller angst. Det kræver, at man snakker med en fagperson, som kan hjælpe én med at finde ud af, hvad det er, der er på spil. D

et foregår ofte på den måde, at man tager fat i sin læge og får en snak om, hvordan man har det. Og hvis lægen så vurderer, at der er behov for det, kan lægen henvise dig til nogen som kan udrede dig. Det er ofte noget med, at man snakker sammen og skal svare på en masse spørgsmål. Det kan både være spørgsmål om, hvordan man har det lige nu, og hvordan man tidligere har haft. De fleste fagpersoner er vant til at snakke med unge om svære ting, og de ved godt, at man måske kan være lidt nervøs. Derfor gør de også deres bedste for, at det foregår på en måde som er rar for dig. 

At snakke med forældre om svære ting

Du spørger også om, hvordan du skal få fortalt dine forældre om det. Og der er rigtig mange måder, at gøre det på. Enten kan du sige direkte, at du tror, du har borderline fordi sådan og sådan og, at du godt kunne tænke dig at få hjælp til at finde ud af det. Eller også kan du fortælle dine forældre, hvordan du har det og har haft det. Og at du godt kunne tænke dig at få noget hjælp til at finde ud af, hvad det er, fordi det fylder ret meget hos dig. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde, at gøre det på. Det handler bare om at finde den måde, som er rarest for dig. Og heldigvis vil langt de fleste forældre rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor tænker jeg også, at de vil blive rigtig glade for, at du fortæller dem, hvordan du har det. For så har de også mulighed for at hjælpe dig med at få noget hjælp. Du kan også tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om, at du måske godt kunne tænke dig, at snakke med en psykolog. Lovgivningsmæssigt er det nemlig sådan, at godt selv kan sige jo til at gå til psykolog, men dine forældre skal have at vide af psykologen, at du går der, fordi du er under 18. Men dine forældre har ikke ret til at vide, hvad du snakker med psykologen om, blot at du går der.

Psykinfo

Du kan også tage fat i Psykinfo. Hos psykinfo kan man nemlig få rådgivning og svar på spørgsmål om psykisk sygdom. Så måske de kan svare på nogle af alle de spørgsmål, som du går med lige nu. Hos psykinfo sidder der en masse søde fagpersoner klar til at hjælpe og lytte. Det er helt anonymt og gratis at snakke med dem. Du kan tage fat i dem over telefonen eller sende en mail, hvis du synes, at det er rarere. Jeg tænker måske, at det kan være meget rart, så du ikke skal gå med alle de spørgsmål og tvivl omkring det hele selv. Du kan finde din regionale Psykinfo herunder:

Jeg håber, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du tager et smut til lægen og får snakket om, hvordan du har det, så du ikke skal gå og have det så svært.

De bedste hilsner fra en Mindhelper