Hej Mindhelper

Når jeg først er oppe i det røde Fældt så tænker jeg ikke over hvad jeg egentlig gør og siger og jeg er tit oppe i det røde fældet

Hvad kan jeg gøre ved det

(13 år)


Hej med dig

Det kan være rigtig ubehageligt at føle, at man tit kommer op i det røde felt. For når man først kommer derop, kan det være svært at styre det man gør og det man siger. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt din irritation med os.

Det er helt normalt at komme op i det røde felt

Der kan være rigtig mange grunde til, at man har svært ved at styre sin vrede. Måske er der noget, som siger noget, der irriterer dig eller måske er der en bestemt person, som går dig særligt på nerverne.

Og så siger du pludselig noget du ikke mener eller gør noget, som du ender med at fortryde, fordi du bliver så sur på dem. 

Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange som kan kende til. Det er nemlig helt normalt at komme helt op i det røde felt en gang imellem og sige eller gøre noget, som man så fortryder. Det er nemlig lige så naturligt at blive vred, som det er at blive ked af det eller glad.

Hvad kan du gøre ved det?

Du spørger, hvad du kan gøre, når du kommer helt op i det røde felt? Heldigvis findes der en masse teknikker til at skrue ned for vreden og håndtere den bedre.

I vores artikel: Bliver du alt for vred? Få 11 råd til at styre dit temperament, får du 11 gode råd til at håndtere din vrede på en bedre måde.

En af rådene er fx at når du mærker vreden boble op i dig, så kan du stoppe op og tælle langsomt til 10 eller 100, før du gør eller siger noget. 

Selvom du måske har hørt det råd før, så hjælper det ofte at få noget tid til at køle af og tænke sig om. For når man gør det, så falder chancen også for, at du kommer til at sige eller gøre noget dumt. 

Du kan altid snakke med Børnetelefonen

Her til sidst vil jeg lige tippe dig om Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært.

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man har svært ved at styre sin vrede og gerne vil gøre noget ved det.

Du kan fange dem på chatten, SMS eller ringe til dem døgnet rundt. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være hammerubehageligt, at hvis man har svært ved at styre sin vrede. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du får styr på vreden. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper