Hej Mindhelper

Jeg har PTSD og er begyndt at overveje at adoptere et barn i fremtiden. Jeg har læst, at en af kravene for at adoptere et barn er god mental sundhed, hvilket kan være svært at dokumentere med en diagnose som PTSD. Jeg fungerer som person, jeg er i et stabilt og kærligt forhold, jeg har et godt fuldtidsjob, et godt netværk af venner og kolleger, dyrker sport, hjælper mine venner med deres børn og deltager aktivt i sociale aktiviteter men jeg har stadig en PTSD-diagnose og oplever indimellem angst og PTSD-symptomer.
Hvad kan jeg gøre for at forbedre mine chancer for at blive en bedre mor og blive betragtet til adoption i fremtiden? Er der noget, jeg kan arbejde på sammen med min psykolog?
Dagen for adoption ligger langt ude i fremtiden, hvilket betyder, at jeg ikke kan kontakte adoptionsmyndigheden direkte, men jeg vil gerne begynde at arbejde på at forbedre min mentale sundhed og evne til at være en god mor lige nu, så jeg har så meget tid som muligt til at følge anbefalingerne og være den bedst mulige forælder, på trods af min diagnose. På forhånd mange tak for hjælpen

(20 år)


Kære Du

Det lyder til, at du går med en masse tanker og overvejelser i forhold til, hvordan du kan øge dine chancer for at blive betragtet til adoption i fremtiden. 

Det giver mening 

Når jeg læser dit brev lyder det også til, at det er en stor drøm for dig at adoptere i fremtiden. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at tankerne og overvejelserne om, hvilken betydning din PTSD har, og om hvad du kan gøre for at øge dine chancer for at blive godkendt, fylder. Men vi ved desværre ikke så meget om, hvad det kræver at blive godkendt til adoption. Derfor kan jeg desværre heller ikke give dig et klart svar på, hvad du præcist kan gøre. 

Men jeg tænker, at du allerede har gjort dig en hel masse gode overvejelser som fx at snakke med din psykolog om det. Så det kan jeg varmt anbefale dig at gøre. For det er også kun din psykolog, som kan svare på, om det er noget I sammen kan arbejde på.  Og uanset om I kan det eller ej, så tænker jeg, at det måske kan være meget rart for dig at få luftet dine tanker og overvejelser med psykologen. Sådan så det ikke kommer til at ligge og ulme inde i dig. 

Snak med dem omkring dig 

Når der er noget, som fylder hos en, kan det også være en rigtig god ide at snakke med nogen omkring en om det. Du skriver, at du er i et stabilt og kærligt forhold og har et godt netværk af venner. Så hvis du ikke allerede gør det, så tænker jeg at det kunne være en god ide at snakke med enten din kæreste eller en god ven om dine tanker og overvejelser ift. adoption. Og hvis du allerede gør det, så er det hammergodt, og så skal du endelig bare blive ved med det. 

Jeg beklager at jeg ikke har kunne give dig et direkte svar på, hvad du kan gøre for at øge dine chancer. Men du skal vide, at jeg hepper på dig og ønsker dig alt held og lykke med din videre proces i fremtiden.

De bedste hilsner fra en Mindhelper