Hej Mindhelper

Jeg har lige fået at vide at jeg er højt begavet og har ADD/ADHD. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med informationen, siden det bare fortæller mig hvad der er galt med mig. Jeg kender ingen, der har hverken af dem, og jeg føler mig virkelig alene og forvirret. Kun min mor og far ved det, og jeg ved ikke om jeg skal fortælle det til andre. Jeg har prøvet at snakke om det med mine forældre, og de gør også deres bedste, men det hjælper bare ikke. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 15 år)


Kære du

At få at vide, at man har en diagnose, kan være rigtig forvirrende. 

For hvad fortæller det egentlig om en, og hvad kan man bruge det til? Det er spørgsmål, som kan være rigtig svære at svare på selv. 

Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind. 

Når man får en diagnose 

Det kan føles rigtig svært, hvis man får en diagnose, og bagefter føler man står helt alene og forvirret tilbage.  

For hvem kan man snakke med det om, hvis man ikke kender nogen, som har det på samme måde? Og forstår andre én, hvis de ikke selv har diagnosen? 

Dette er helt normale tanker at have, lige efter at man har fået at vide, at man har en diagnose. 

Derfor kan jeg også godt forstå dig, og de følelser du beskriver er helt naturlige.  

Du er ikke alene 

Der er rigtig mange som oplever, at når de får en diagnose, så kan de føle sig alene. 

Det giver god mening, for man kan godt gå med en følelse af, at føle sig anderledes fra andre.  

Og hvis man så heller ikke kender andre, som har det på samme måde, så kan det også være svært at finde nogen at spejle sig i.  

Men heldigvis er du ikke alene. Der er rigtig mange, som har det ligesom dig. 

Derfor er det også en masse hjælp at hente derude. 

Del det med andre 

Et rigtig godt sted at starte er, at dele det med andre. 

For når man deler det med andre, så får man ikke kun sat ord på ens følelser, men giver også andre lov til at hjælpe en. 

For hvis andre ikke ved, hvordan man har det, så har de også svært ved at hjælpe en. 

Derfor synes jeg også, at du skal prøve at snakke med dem omkring dig om, hvordan du har det. 

Det kan være dine venner, en lærer du er glad for eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er en som du stoler på, og som du er tryg ved. 

For selvom de måske ikke har det på samme måde eller selv har ADD/ADHD, så kan de møde dig i at have det svært. Og når vi har det svært, så er dem omkring os, noget af det vigtigste vi har. 

Hvordan fortæller man andre ting, som er svære? 

Så hvordan griber du snakken med dem omkring dig an? 

Det kan virke fjollet, men oftest så er de følelser som er allerstørst og fylder allermest, dem som er sværest at sætte ord på. 

Derfor kan det være en rigtig god ide, at starte med at skrive sine tanker ned på papir/telefonen, inden man snakker med nogen om det. 

For nogle gange når folk spørger “Hvad er der galt”, så kan man blive helt tom i hovedet og ikke have noget svar. 

Men hvis man har forberedt sig og skrevet ting ned, så har man en masse formuleringer klar. 

Hvis du synes, det lyder som en god ide, eller kunne tænke dig flere råd, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikler: Sådan snakker du med din ven om svære ting eller Sådan snakker du med dine forældre om svære ting

ADHD Foreningen vil altid lytte 

Nogle gange kan det være rart at tale med nogen, som forstår ens situation.  

Derfor kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i ADHD Foreningens rådgivning.  

Her møder du søde og dygtige rådgivere, som selv har ADD eller ADHD. Derfor er de også vildt gode at snakke med, hvis man har svært ved at lande i sin diagnose eller ikke ved, hvad man skal gøre af den.  

Det er gratis, og du kan være lige så fortrolig, som du har lyst til. 

For selvom det kan være en stor hjælp at få en diagnose, kan det også være vildt forvirrende. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper