Hej.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare dette, og det er svært for mig at tale om følelser.
Jeg har følt mig meget tom, træt og distanceret i lang tid, og det er blevet sværere at håndtere.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt, eller hvordan jeg skal tale om det.
Jeg havde bare brug for et sted, hvor jeg kunne skrive dette.
Jeg er ikke i fare, men tankerne kommer en gang imellem.
Jeg har autisme og ADHD.
Jeg kan ikke tale med familie eller venner om det, og jeg er ikke god til at svare, så når jeg siger “det ved jeg ikke”, er det ofte fordi jeg ikke kan sætte ord på det.
Hvis det er muligt, må I gerne skrive tilbage til mig på
Jeg skriver måske ikke hurtigt tilbage, og jeg skriver måske ikke meget ad gangen.

(Dreng, 16 år)


Kære du,

Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet ind til os, så du ikke skal gå alene med dine følelser og tanker. 

Jeg har slettet din e-mail for, at du forbliver anonym, jeg håber, det er okay. Og da vi er en fortrolig brevkasse, kan vi heller ikke svare dig på mailen. Men du kan altid læse svaret her i brevkassen.  

Svært at snakke om følelser 

Jeg synes, at det du skriver, giver rigtig god mening. At tale om følelser kan være svært, og det er det for mange mennesker.  

For når man går med udfordrende tanker eller følelser, så kan det nogle gange være svært at vide, hvordan man skal kunne forklare det for andre.  

Men som du også skriver, så kan det være rigtig rart at have steder, hvor man kan fortælle om, hvordan man har det.  

Mange mennesker oplever nemlig, at de får det bedre, når de får sagt deres tanker og følelser højt. Måske er det også det, som du har oplevet, efter du skrev til os? 

Hvordan snakker man om følelser? 

Du skriver, at du har svært ved at tale om følelser med dine venner og familie, fordi du har svært ved at sætte ord på det. Jeg håber det er rigtigt forstået? 

Men når jeg læser dit spørgsmål herind til os, så synes jeg, at du sætter rigtig godt ord på, hvordan du har det.  

Jeg har i hvert fald forstået det som, at føler dig tom, distanceret og træt for tiden. Og at det er blevet sværere at håndtere.  

Jeg synes derfor, at det virker til, at du i hvert fald på skrift, er rigtig god til at sætte ord på det. 

Hvordan snakker du med dine forældre og venner? 

Derfor tænker jeg på, om det kunne være en løsning ift. at snakke med dine venner og familie om, hvordan du har det? 

Når man skal dele noget, som man har svært ved at sætte ord på, så kan en løsning nemlig være at skrive det ned først.  

Du kan skrive det ned først, og så enten læse det op for dem, eller blot give dem det, du har skrevet ned.  

Vis dem det, som du har skrevet til os

Du kan også prøve at vise dem det, som du har skrevet her til os. Her synes jeg også, at du sætter rigtig fint ord på, hvordan du har det. 

Hvis du gerne vil prøve at tale om det, uden at skrive det ned, så kan du også bede om deres hjælp.  

For eksempel ved at sige: “Jeg har lidt svært ved at sætte ord på mine følelser. Vil I prøve at hjælpe mig med at gøre det?” 

Du kan også prøve at læse vores artikel om at tale med sin familie om svære ting. I den kommer vi med flere ting, du kan prøve at gøre. 

Har du hørt om headspace? 

Når jeg læser dit spørgsmål, så virker det også til, at du måske godt kunne tænke dig at få mere svar, end hvad vi kan give dig her.  

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har hørt om headspace? 

Headspace er nemlig, lidt ligesom os, en organisation som bruger alt sin tid på at rådgive unge, som har brug for nogen at tale med.  

De har en brevkasse, men de har også en chat, som man kan skrive til. Det gode ved en chat er, at du kan skrive i længere tid med rådgiveren, og derfor få flere svar med det samme.  

Hvis du tænker, at det kunne være noget, som du gerne vil prøve, så kan du skrive med dem fra mandag til torsdag i tidsrummet mellem kl. 12-22.  

Når man føler sig træt, tom og distanceret i lang tid, så kan det hjælpe rigtig meget at tale med nogen om det.  

Derfor håber jeg også, at mit svar til dig her kan hjælpe dig på vej. Jeg sender dig en masse god energi og positive tanker.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper