Hej
jeg er en pige på 15 år der er begyndt at få det svært i skolen angående venner.
jeg har overvejet at skifte skole men det ville så være mit andet skoleskift. jeg har ikke talt med mine forældre om det og har det bare generelt svært for tiden fagligt og socialt. jeg har venner men finder dem ikke intressante og min bedsteveninde er begyndt at være sammen med en masse andre og holder mig udenfor. jeg tør ikke sige det til mine forælder og fortyder at jeg skiftede skole til den skole jeg er nu, min gamle skole flyttede jeg fra for 2 år siden nu, men synes også det villle være meget underligt at flytte tilbage til den. så pls hjælp mig til hvad jeg kan gøre for ville faktisk ikke flytte skole igen.
(Pige, 15 år)
Kære pige på 15 år
Det lyder som en rigtigt svær situation, du er i. Det er ikke særligt fedt, når man ikke har det godt i skolen. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.
Find hjælp på din skole
Du skriver, at du både har det svært fagligt og socialt. Og at din bedste veninde er begyndt at holde dig udenfor. Og så kan jeg virkeligt godt forstå, at du synes det er rigtigt svært lige nu. For det er bestemt ikke særligt sjovt at blive holdt udenfor. Det kan faktisk gøre rigtigt ondt. Og det er heller ikke særligt fedt at føle, at man ikke kan følge med i det faglige. Derfor tænker jeg på, om du har prøvet at snakke med en lærer om de ting, du beskriver? Lærere er der nemlig også for at hjælpe, hvis man har det svært. Og de vil helt sikkert gerne hjælpe dig til at finde ud af, hvordan du kan få det godt med at gå i skole igen. Jeg linker dig også lige til en artikel om, hvor du kan få hjælp på din skole. Den kan du også kigge på, hvis du har lyst.
Lav en liste
Det kan være en rigtigt svær beslutning at skifte skole. Så jeg kan godt forstå, at du kan blive meget i tvivl. I sidste ende er det kun dig selv, der kan mærke, om det er det rigtige for dig at skifte skole igen. Så du er nødt til at mærke efter. Har du lyst til at blive på den skole resten af din skoletid? For at svare på det spørgsmål, kan det måske hjælpe dig at lave en liste over fordele og ulemper ved at blive på din skole. Skriv dem ned på et stykke papir, din mobil eller din computer. Det fantastiske ved at lave den slags lister er nemlig, at man får tingene lige foran sig. Sort på hvidt i fysisk form. Det kan nogle gange gøre det mere overskueligt, at man kan se, hvad der faktisk fylder mest. I stedet for, at man skal gå med alle tankerne oppe i hovedet.
Tag en snak med dine forældre
Du skriver, at du ikke har snakket med dine forældre om det. Når der er noget, som er svært, er det rigtigt vigtigt, at man får snakket om det. Hvis man går rundt med det alene, kan det nemlig hurtigt komme til at vokse sig større og større. Derfor tænker jeg, at det er en rigtigt god idé, at du får snakket med dine forældre om det. De vil kunne støtte dig. Og måske har de også nogle gode råd, der kan hjælpe dig til at finde frem til, om du skal skifte skole igen. Hvis du synes, det er svært at få det sagt, kan du prøve at skrive det i et brev til dem. Det gør det nemmere for nogen, fordi de så ikke behøver at sige helt så meget. Jeg linker også lige til en artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting, som du kan læse, hvis du har brug for flere gode råd til at tage snakken med dine forældre.
Tag fat i Headspace
For nogen kan det være nemmere at snakke med nogen, de slet ikke kender. Og som ikke er blandet ind i deres liv på samme måde. Hvis du har det sådan, kan du tage fat i Headspace. Der kan du chatte med frivillige rådgivere. Men du kan også møde op og få en fysisk samtale, hvis du bor i nærheden af et Headspace-center. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, der har mange forskellige problemer. Og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. Man kan aldrig gå forkert i Headspace, så det er et rigtigt trygt sted at få snakket om de ting, der fylder.
Jeg håber meget, at mit svar har kunnet hjælpe dig. Og så krydser jeg fingre for, at det lykkedes dig at finde ud af, hvordan du kan få det godt med at gå i skole igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper