Hej brevkassen.
Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal, efter jeg går ud af folkeskolen til sommer.
Mine forældre og UU-vejleder vil rigtig gerne have at jeg tager i 10. klasse fordi jeg havde et reduceret skema fra november 2022 til Juni 2024 og de er bange for at jeg er for langt bagud, både socialt og fagligt, til at skulle på gymnasiet. Jeg er derimod i tvivl om jeg har lyst til at tage i 10. klasse.
Jeg havde planlagt at tage en STX efter sommerferien og havde ikke tænkt på at 10. klasse kunne være en mulighed, før min UU-vejleder sagde at hun anbefalede at jeg tog med hende ud for at se skolen. Det virkede som et hyggeligt sted, men efter jeg har været der har jeg hørt at skolen ikke har et særlig godt ry og at mange elever der har gået der, ikke synes det var en god skole og at de ikke fik lavet noget, selvom de gerne ville.
Jeg tror det ville være godt for mig at få et år hvor jeg slapper af fordi jeg har været meget presset i skolen siden 7. klasse, men jeg er bange for at det bliver for afslappende og at jeg glemmer følelsen af at være stresset og at jeg derfor ikke kan holde til ændringen i presset når jeg starter på gymnasiet.
(15 år)
Kære dig,
Det lyder til at du står overfor et svært dilemma. For det kan være svært at vide præcis, hvad man skal gøre, når man på den ene side er presset med skolen, men også gerne vil på gymnasiet.
Det giver mening
Det er et stort valg, når man skal finde ud af, hvad man skal efter 9. klasse.
Man har nemlig mange valgmuligheder, og det kan nogle gange være svært at finde ud af, hvad det rigtige er.
Derfor giver det også god mening, hvis du føler dig en smule overvældet og har svært ved at træffe en beslutning.
Er der andre skoler?
Du skriver at du sammen med din UU-vejleder har været ude og se på en 10. klasse. Men nu har du hørt at skolen har et lidt dårligt ry. Og du er blevet i tvivl, om den så er det rette.
Det kan jeg godt forstå.
Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med din UU-vejleder om, om der er andre 10. klasser I kunne se på?
I de fleste kommuner er der flere forskellige 10. klasser. Eller også kan det være, at der er nogle i kommunerne, der ligger tæt på?
Hvis man er villig til fx at tage bussen eller toget i skole, så er der også flere forskellige muligheder.
Kan du mon tage fat i din vejleder og høre, om I kunne undersøge det?
Har du overvejet efterskole?
En anden ting man kan overveje, hvis man gerne vil tage et år mere efter folkeskolen, men samtidig gerne vil kunne gøre det uden at blive for presset, er efterskole.
På efterskoler bor man sammen med en masse andre personer. Derfor får man både rigtig meget socialt, samtidig med at man går i skole.
Man har også ofte meget kontakt med sine lærere, og derfor kan man tale med dem om, hvordan man bedst bliver klædt på fagligt til gymnasiet.
Der findes utroligt mange forskellige efterskoler. For eksempel findes der faktisk efterskoler, som har til formål at være gymnasieforberedende.
Det vil altså sige, at de hjælper en til at blive klar til at starte på gymnasiet.
Det kan være, at det også var en mulighed for dig. Hvis du tænker det, så kan du prøve at tale med din UU-vejleder og forældre om det.
Det store valg
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at tage et valg. Især når man på den ene side er lidt presset i skolen, men samtidig gerne vil på gymnasiet.
Her tænker jeg, at det er vigtigt, du mærker efter, hvad der føles rigtigt for dig.
For hvis du ved, at du gerne vil på gymnasiet, så giver det jo også god mening at tage et år, som forbereder dig på det. Og nogle gange kan det være lettere at gøre noget som måske er lidt svært, når man godt ved, at det er fordi det forbereder en på noget, man rigtig gerne vil.
Derfor tænker jeg at det giver god mening at tale med din UU-vejleder igen.
På den måde kan du undersøge de forskellige, og så mærke efter hvad der føles mest rigtigt.
Hvis du har svært ved at træffe en beslutning, når du står med valgmulighederne, så kan jeg varmt anbefale vores artikel: Svært ved at træffe et valg? Her får du en effektiv 5-trins guide.
Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig tættere på at finde ud af, hvad det rette er at gøre for dig. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke.
De bedste hilsner fra en Mindhelper