Hej Mindhelper
Jeg har et problem ift. jeg har den her kæreste og han er min første kæreste. Vi har været sammen i snart 1år, men har kendt hinanden hele livet og har været bedste venner i mange år. Han har været forelsket i mig i lang tid, og jeg har afvist ham længe, fordi jeg ikke er typen der kan lide at være i forhold.
Vi har skændtes meget her på det sidste, i den forstand at han har sagt noget, som har gjort mig utrolig ked af det og jeg har derefter sagt noget dumt. Jeg har gerne ville snakke om det efterfølgende, men han lukker fuldkommen ned og gider ikke snakke om det. Jeg er ikke en følelsesmæssig person der gerne vil snakke om alting, men det begynder at gå mig på at vi aldrig kan snakke om noget der ligger ham nær. Jeg elsker ham højere end noget andet, men jeg synes virkelig det er hårdt at han ikke deler noget med mig, eller vil snakke ting igennem. Det har været et problem også igennem vores venskab og jeg har snakket med ham om det, hvor han har sagt at han ville arbejde på det, men nu er der gået meget lang tid og jeg føler bare at det er blevet værre. Jeg går med alle de her diskutioner vi har haft, som ikke er afsluttet og det går mig virkelig på, på en daglig basis.
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg skal gøre fordi jeg elsker ham utrolig højt, men jeg ved ikke om jeg kan fortsætte i det her forhold, hvis jeg skal gå og være ked over de ting han siger og de ting jeg siger hele tiden.
Så mit spørgsmål er; hvad skal jeg gøre??
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Det lyder til, at det er svært mellem dig og din kæreste i øjeblikket. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Vi har brug for at snakke om tingene
Vi mennesker har brug for at få snakket om tingene, hvis der er noget som fylder. Og det giver god mening, at det ikke fungerer for dig, at i ikke får løst de problemer og diskussioner, som der er i jeres forhold. For så ender det med bare at blive flere og flere ting, som fylder. Lidt som om, at du bærer rundt på en taske, som der bliver fyldt flere og flere sten i. Derfor tænker jeg også, at det er nødvendigt, at dig og din kæreste får snakket sammen, hvis forholdet skal holde. Og det er hammersvært, når han ikke vil åbne op. Men jeg tænker, at du kan præve at læse vores artikel om, hvordan man håndterer konflikter. For der står nogle rigtigt gode tips til, hvordan man kan snakke sammen, uden det ender i bål og brænd. Du kan også læse den her artikel om, at snakke om svære emner.
Hvis du har lyst, kan du prøve at vise ham det her brev? For du skriver så super fint, hvad du oplever, og hvorfor det er svært for dig, at være i forholdet. Hvis du viser ham det brev, så kan det være, at han vil kunne forstå, hvorfor det er så vigtigt for dig, at i får snakket sammen. Og måske har han det også lidt på samme måde, men har svært ved at sætte ord på det?
Du behøver ikke blive
Hvis du sidder og tænker, at du ikke har lyst til at blive ved med at tage diskussionerne med ham, så er det vigtigt, at du ved, at det altid er okay at gå. Du behøver ikke blive i forholdet, hvis du ikke har lyst eller energi til at blive ved med, at prøve at få din kæreste til at åbne op. Et kæresteforhold skal være rart at være i og for at man kan få det til at fungere, så kræver det, at begge parter gør en indsats. Men kan sige, at man er to til at danse tango. Og lige nu lyder det til, at du danser lidt alene.
Snak med nogen omkring dig
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om, hvordan du har det? Det lyder til, at du ikke altid er så glad for at snakke om følelser, men nogle gange kan det være rigtigt rart at få et par ekstra øjne på ens problemer. På den måde kan nemlig få lidt flere perspektiver og ideer til, hvordan man kan løse problemet. Og støtte, hvis det hele bare er ved at blive for meget. Måske har du en god veninde, din mor, far eller en helt 4. person, som du er glad for at snakke med? Så kan du prøve at snakke med dem om, hvad du oplever med din kæreste og høre, hvad de tænker kunne være en god løsning for dig.
Det er rigtigt svært, når man oplever problemer i sit kæresteforhold. Men jeg håber, at mit svar har kunne hjælpe dig lidt i en god retning. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper