Hej jeg er lidt i en identitets krise. Jeg vil rigtig gerne have kort hår næsten maskulint kort hår, og jeg er en pige. Jeg kan godt lide mig selv, når jeg ser maskulin ud, og jeg kan godt lide tanken om at have en flad bryst kasse. Sådan har jeg haft det i nogle måneder. Jeg plejer at godt i løst og til tider stort tøj. Men jeg har også rigtig godt lide at kunne gå i tæt siddende tøj og kjoler og makeup. Jeg har altid følt mig liiiiidt ved siden at, når det kom til at være virkelig tøset. Jeg har også tit fået at vide, at jeg ter mig drenget. Jeg snakker lidt som en dreng, og jeg har drenge agtige træk i min væremåde. det har jeg aldrig har haft noget imod. Men jeg har ikke haft et behov for at se mere maskulin ud. Før nu. Hvad fanden.

Jeg ved ikke helt hvad jeg står overfor lige nu. fordi det kan jo bare være en fase. Men jeg elsker virkelig tanken om det. ihverfald lige nu. Jeg er sku bange for om, det overhovedet er mig. Jeg er ikke bange for hvad andre siger til det, jeg vil bare gerne være sikker. Det har påvirket mit mentale helbred i 2.g en smule.

Tænk sig at tage sådan et stort skridt og klip sit hår, for så at være usikker på det.

Håber i kan hjælpe, god dag!

(18 år)


Kære du

Det kan godt være svært at finde hoved og hale i det hele, hvis man går i gymnasiet og står midt i en identitetskrise.

Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine følelser med os. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.

Vi er alle sammen maskuline og feminine

Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at vi alle sammen har ting vi gør eller ting vi godt kan lide, som kan kaldes maskuline og feminine.

Det er nemlig ikke så sort og hvidt, som man nogle gange godt kan tro det er. For selvom vi for det meste godt kan føle os primært maskuline eller primært feminine, er det ofte noget, som ændrer sig hele tiden.

Derfor kan der være nogle dage, hvor man føler sig enormt feminin. Og andre dage hvor man føler sig enormt maskulin. 

For nogle varierer det meget, for nogle er det kun en smule og for andre, varierer det næsten ikke. Der er ikke noget, som er mere rigtigt eller forkert.

Du er skøn som du er

Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at det, som du føler lige nu, er helt okay. Og noget som rigtig mange oplever på et tidspunkt i deres liv.

Og når du skriver, at du altid har følt dig lidt ved siden af, når det kommer til at være tøset. Eller at du tit har fået at vide, at du ter dig drenget. Så er det bare skønt at høre, at du ikke har noget imod det.

For du har nemlig lov til at være lige præcis, som du har lyst til at være. Det er der ikke nogen andre der skal bestemme. 

Hår og identitet

Jeg forstår godt, hvis du synes at det fylder meget at klippe dit hår kort.

Vi mennesker har nemlig historisk set lagt rigtig meget identitet i vores hår. Det kunne fx sige noget om hvilken type man var, hvor mange penge man havde eller hvilken samfundsklasse man tilhørte. 

Og kigger vi gennem historien på pigerne og kvindernes hår, så har det traditionelt set altid været langt hår.

Så selvom det er lige så flot med kort hår til kvinder, så er det bare langt de fleste kvinder, som har langt hår. Derfor giver det også god mening, hvis det fylder meget hos dig.

Er det en fase?

Du skriver, at du ikke helt ved hvad du står overfor lige nu og om det er en fase?

Til det, er det helt simple svar, at du ikke nødvendigvis står over for noget mærkeligt eller unormalt. Tværtimod står du overfor en super spændende tid, hvor du skal prøve at finde ud af, hvad det vil sige at være dig.

Det er ofte det man laver i en identitetskrise: Man har en idé om hvem man er, man kommer i tvivl, prøver nogle ting af og så ender man med en ny idé om, hvem man er. 

Her er det helt normalt at eksperimentere med sit udseende. Man prøver måske noget nyt tøj af, en anden frisure, får sig en piercing, tatovering eller noget helt andet. 

Alt sammen ting, som kan hjælpe en med at prøve af, hvordan man synes man skal se ud.

Hvad skal du gøre?

Men hvad skal du så gøre?

Det kan være enormt sjovt at eksperimentere. Men det kan også være enormt angstprovokerende, for hvad tænker de andre ikke om en?

Klip det kort

Jeg synes, at det som taler for, at du skal klippe dit hår, er at du virkelig elsker tanken om det lige nu. 

Du har ikke noget imod at opføre dig “drenget” og derfor lyder det til, at du langt hen ad vejen også hviler rigtig meget i dig selv.

Derfor synes jeg også, at hvis du sidder med en følelse af, at du virkelig elsker tanken om det lige nu, så skal du springe ud i det og klippe det kort. Du kan altid gro det ud igen.

Og selvom det godt kan være en svær beslutning, så synes jeg altid selv, at det er sejt at turde være lidt anderledes

Giv det noget tid

Hvis du bare ikke føler den lige nu, så skal du vide, at det altid er okay at vente lidt. Der er ikke nogen som siger, at du skal klippe dit hår lige her og nu.

Du kan jo også starte med at klippe det lidt kortere end det er nu. Og så hver gang du skal klippes, så klippe det en smule kortere hver gang.

På den måde ryger alt håret ikke på en gang, men er noget som alle (dig selv inkluderet) langsomt kan vænne sig til. 

Det kan føles som et enormt stort spring at klippe sit hår kort som pige. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig, har givet dig mod på at tage en beslutning, som du bliver glad for. Jeg sender de bedste tanker din vej og minder dig om, at du er skide sej som du er.

De bedste hilsner fra en Mindhelper