Hej Mindhelper
Jeg føler mig som en kæmpe fiasko..
Jeg kronisk syg, og er lige blevet indstillet til førtidspension… uden jeg har været i arbejdesprøving mm. Det har taget under 1 år.
Mit hovede fejler ikke noget, men min krop kan ikke følge med.
Jeg føler jeg intet har opnået i mit liv, og jeg spilder tiden.
Alligevel ved jeg godt inderst inde jeg har opnoget mere end de fleste på min alder. Jeg bor i hus med min kæreste ( vi har været sammen i 7 år ) vi har 3 biler, 3 hunde og styr på økonomi.
Men det kvæler mig at jeg intet har opnået karrieremæssigt. Jeg føler oprigtig jeg spilder tiden…
Jeg har svært ved at acceptere jeg ikke kan arbejde pga min sygdom, normal vis kan man, problemet er bare jeg den værste ramt i Danmark og ingen behandling hjælper på mig…
Min næste bekymring bliver når vi engang skal have børn om kommunen vil tag mit barn fordi jeg ikke kan arbejde… jeg er jo ikke hjælpeløs… jeg kan bare ikke både få et familie liv og karrieliv til at hænge sammen, uden det hele kollapser….
Fremtiden gør mig bange og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil opnå noget…
Jeg har brug for øjne udefra der kan svare helt ærligt uden de holder sig tilbage..
(21 år)
Kære dig
Det kan være svært at finde sig til rette i at være blevet indstillet til førtidspension.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det giver mening
Du skriver i slutningen af dit spørgsmål, at du har brug for øjne udefra, som kan svare helt ærligt.
Mit ærlige svar til dig er derfor:
Du lyder som sej, vellykket og eftertænksom person. Og at jeg er sikker på, at der er en fremtid derude til dig, som du kan blive glad for.
Når det så er sagt, så synes jeg at det giver rigtig god mening, hvis du synes det er hårdt og forvirrende at blevet indstillet til førtidspension.
For hvem er man, hvis man ikke er en der arbejder?
Du er ikke en fiasko
Først og fremmest, så er det vigtigt for mig at sige, at du har allerede opnået rigtig meget.
At have en kæreste på 7. år, 3 biler, 3 hunde og styr på sin økonomi som 21 årig, er ikke noget som alle har.
Derfor synes jeg ikke, du er en fiasko, men tværtimod en som fortjener et klap på ryggen og massere af ros.
Man er nemlig ikke en fiasko, bare fordi man ikke arbejder.
Du gør dit bedste, og det er alt man kan bede om.
Hvad er en succes?
Jeg vil også gerne lige slå et slag for, hvordan man kan ændre sit syn på succes.
For hvad er succes egentlig?
Jeg kan starte med at nævne, hvad der ikke er krav for succes.
Man opnår ikke kun succes gennem en lang karriere. Og man opnår ikke kun succes, hvis man har et godt job.
Succes kan tværtimod lige så godt måles i, om man er en god partner, en god forældre eller en god ven.
Og når jeg læser dit brev, så lyder det som om, at du allerede oplever massere af succes i dit liv.
Vi er nemlig ikke kun vores arbejde eller mangel derpå.
Identitet – når livet ændrer sig
For mange mennesker bliver deres arbejde nemlig en stor del af deres identitet.
Men arbejde er ikke alt, og et menneske bliver ikke mere værd af at kunne arbejde eller ej.
Når det så er sagt, så er der rigtig mange som identificerer sig med deres arbejde.
Derfor kan det også være en lang proces at finde ud af, hvem man så er, hvis man ikke er en der arbejder og har en karriere.
Men det betyder ikke, at ens identitet ødelagt eller fortabt. Tværtimod er den bare under udvikling.
Snak med nogen om det
Noget af det bedste jeg kan råde til dig at gøre, er at snakke med dine venner, kæreste eller forældre om det.
For når vi går med svære tanker alene, så har de det med at vokse sig unødvendigt store og tunge.
Og det som ofte hjælper bedst på dette er at give dem noget luft og sige det højt.
Det kan godt være, at de ikke har prøvet at stå i samme situationen. Men de holder sikkert rigtig meget af dig og vil gøre alt, hvad de kan for, at du får det godt.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal tage hul på snakken, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Sådan snakker du med din ven om svære ting eller Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
Her står der en masse gode råd til, hvordan man griber snakken an.
Tag fat i headspace
Hvis du synes det kunne være rart, at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.
Hos headspace bliver du mødt af en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis fremtiden gør en bange.
Du kan chatte med dem eller mødes med dem fysisk i flere af de større byer. Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til.
Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis en førtidspension vender ens drømme og planer på hovedet. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og hepper på dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper