Kære mindhelper,
Jeg døjer med katastrofetanker, som fylder rigtig meget i hverdagen. De er pludselige og uregelmæssige. Den ene dag kører jeg i bil uden problemer – den anden frygter jeg at sætte mig ind i den med den overbevisning om, at jeg kommer i et slemt trafikuheld… Og så kører mine tanker rundt omkring hvordan det sker, hvordan min familie reagerer og hvilke ting i livet jeg ikke når.
Derudover er der det, som jeg kalder for katastrofe-følelser: paniske anfald som reaktion på små ting. Det kan være, at der ikke er mere havregryn tilbage, at jeg lægger mærke til en blist på min tunge, eller noget i den stil. I andre tilfælde, som socialt ubehag, bliver jeg svimmel, ryster, og ellers lukker min krop helt ned (før skjult som for meget alkohol til en fest, fordi trætheds-symptomerne ligner)
Jeg er blevet kaldt sensitiv hele mit liv, og derudover fået at vide, at jeg gør ting til større problemer end de er. Begge påstande er nok korrekte, men det ændrer ikke noget ved min situation. Jeg har ikke et konkret spørgsmål, men søger nok bare råd. Jeg er træt af, hvor meget dagene dræner mig, og jeg er træt af at prøve det ene og det andet uden egentlig at finde noget, det virker.
(Pige, 20 år)
Kære dig
Det kan være rigtig frustrerende og drænende at have mange katastrofetanker. Og det kan være svært at vide, hvad man kan gøre ved dem.
Når bekymringerne tager over
Bekymringer er en helt naturlig del af at være menneske. Vi bekymrer os alle sammen en gang i mellem.
Og det er faktisk en ret vigtig ting at kunne. For nogle gange er der ting, som vi bør være mere opmærksomme på, og det er det, bekymring kan hjælpe os med.
Men, man kan også ende et sted, hvor bekymringerne fylder så meget, at det begynder at påvirke vores liv.
Og det er bestemt ikke rart.
Heldigvis er det noget man kan gøre noget ved, så bekymringerne kan blive mindre.
Du har gjort dig nogle gode tanker
Først får jeg lyst til at skrive til dig, at jeg synes du har gjort dig en masse rigtig gode tanker og overvejelser.
Jeg synes nemlig du har helt ret i, at selvom man får at vide, at man er sensitiv, så ændrer det jo ikke på, hvordan man går og har det.
Det svarer lidt til at sige til en der er ked af det, at det behøver de jo ikke være. Men hvor mange gange har det mon hjulpet?
Du skal vide, at du bestemt ikke er forkert fordi du bekymrer dig eller har katastrofetanker. Det oplever alle mennesker i løbet af deres liv.
Og, vi er alle sammen forskellige, og derfor er det også forskelligt, hvor meget vi bekymrer os.
Når man bekymrer sig meget
Men, hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil prøve at slippe katastrofetanker og bekymringer?
Der er to konkrete ting, som jeg vil invitere dig til at undersøge.
Her hos Mindhelper har vi lavet en artikel med en nødhjælpskasse til bekymringer.
I den har vi samlet 9 konkrete ting du kan prøve at gøre, når du bekymrer dig.
En af rådene er fx at gå til dine bekymringer som en detektiv. Det lyder måske lidt skørt, men det handler faktisk om at prøve at være lidt kritisk overfor dine egne tanker.
Ét spørgsmål du fx kan bruge er: “hvad er sandsynligheden reelt for, at det her sker?”.
Nogle gange kan det spørgsmål i sig selv stoppe bekymringen. Nogle gange skal der mere hjælp til, men det er et skridt på vejen.
Tjek vores angstforløb ud
En anden ting du kan se om er noget for dig, er vores angstforløb.
Grunden til jeg nævner forløbet, er fordi en del af det at have angst, rigtig ofte også handler om at have katastrofetanker og bekymringer. Angst og katastrofetanker er en form for venner.
Så selvom du ikke nødvendigvis selv har angst, så håber jeg at nogle af øvelserne kan hjælpe dig alligevel.
Forløbet er lavet sådan, at du kan tage det i dit helt eget tempo. Det er et online forløb, hvor du skal igennem nogle moduler, som forhåbentlig kan give dig redskaber til at håndtere tankerne.
Forløbet er helt gratis, og du kan hoppe ind og ud af det, som det passer dig.
Når man prøver alt
Når man allerede har prøvet rigtig mange ting for at få det bedre, men intet virker, så kan det være enormt frustrerende.
Det lyder som om, at du faktisk allerede har lagt en stor indsats, for at få det bedre.
Jeg håber, at de ting jeg foreslår her, kan hjælpe dig.
Men hvis du kan mærke, at du har brug for at prøve noget andet, så tænker jeg, at det kunne give rigtig god mening at tale med en professionel, som kan sidde sammen med dig og hjælpe dig på vej.
Tag et smut forbi lægen
Det kunne fx være din læge.
For, læger ved rigtig meget både om hovedet og kroppen. Derfor kan de også hjælpe dig, hvis du har brug for råd til at dæmpe katastrofetanker og bekymringer.
Din læge kan hjælpe dig med, hvilken slags hjælp der kan give mening for dig, og hvorhenne du finder den.
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige til lægen, så tænker jeg at du sagtens enten kan vise dem eller læse det op, som du har skrevet her til os. Her beskriver du det nemlig rigtig godt.
Når man har mange katastrofetanker, kan det være rigtig drænende. Heldigvis er der flere ting, som du kan prøve at gøre for at få det bedre.
Jeg sender en masse positive tanker din vej, og så håber jeg, at tankerne snart bliver bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper