Mine venner har fået den plads, min familie aldrig kommer til at få
Det var meget svært at være i mit hjem. Der var altid skænderier og dårlig stemning. Vi var ikke en familie, der var lykkelige og glade sammen.
At bo i det hjem var et mareridt. Jeg kunne ikke se, hvad der skulle ske med mig i fremtiden. Om jeg overhovedet kunne få lov til at tage en uddannelse.
I skolen var det som om, jeg blev til et helt andet menneske. Mine klassekammerater holdt mig ligesom i live og viste, at der var en vej frem. Selvom det var svært at tro på. For hver dag når jeg kom hjem, vidste jeg, at det hele bare ville gentage sig med min familie.
I dagene op til at min søster og mig stak af hjemmefra, var mine forældre meget voldelige. For eksempel kom jeg sent hjem fra arbejde en aften, og mine forældre blev rasende over, at jeg var sent på den. Så snart jeg trådte ind ad døren, rev min mor fat i mig og flåede min arbejdstrøje i stykker. Jeg var så chokeret over deres opførsel. Sådan noget skete mange gange.
Det var blevet så voldsomt, at vi ikke kunne holde ud at være hjemme mere.
Aldrig nogensinde havde jeg forestillet mig, at jeg ville være her. Jeg er lykkelig over det liv, jeg har nu sammenlignet med det liv, jeg havde før. Det er to helt forskellige verdener.
Jeg bor i hjertet af København og elsker at bo her. Nu har jeg mit eget. Nu sidder jeg på en stol, der er min. Bordet er mit. Det gør mig mega glad.
Mine venner har fået den plads, min familie aldrig kommer til at få. De er nærmest min familie.