Nicoline ligger i en græseng sammen med en dreng

Da jeg begyndte at fortælle, hvad der foregik, kom jeg tættere på min klasse

Nicoline er 20 år, bor tæt på Roskilde og holder sabbatår. Her fortæller hun om at have både depression og angst, og om hvordan det hjalp hende at være ærlig.

Jeg har altid følt mig lidt anderledes, og jeg har altid haft meget store følelser. Men første gang jeg for alvor mærkede, at der var noget galt, var omkring 9. klasse. Lige omkring en af coronanedlukningerne. Jeg fik det virkelig dårligt og kunne slet ikke rejse mig fra min seng. Det var sådan en mærkelig følelse af ikke at kunne leve. Min mor og jeg tog til lægen, og vi fandt ud af, at jeg havde en depression.

Nogle år efter startede jeg på gymnasiet. Det var så hårdt, og ret hurtigt fik jeg meget fravær. Og jeg magtede heller ikke at være med til alt de sociale, der skete efter skoletiden. Jeg var virkelig i dyb sorg over alt det, jeg ikke fik ud af gymnasiet.

_DSF5285 (1) (1)
_DSF5168 (1) (1)
_DSF5209 (1) (1)
_DSF5204 (1) (1)

En dag blev jeg hjemme fra skole, fordi jeg bare begyndte at græde, i det sekund jeg vågnede. Jeg kunne slet ikke stoppe. Så skrev en af mine gode venner fra klassen, om jeg var okay. I stedet for at være ærlig svarede jeg bare, at jeg havde ondt i halsen. Jeg snakkede med min mor om beskeden, og hun spurgte mig om, hvorfor jeg ikke bare fortalte min ven om, hvordan jeg egentlig havde det.

Det, hun sagde, ramte mig virkelig meget, for jeg havde slet ikke set det på den måde. Og jeg fik faktisk ret dårlig samvittighed over at lyve for en, der var oprigtigt interesseret i mig. Så jeg skyndte mig at slette beskeden, og i stedet skrev jeg, at jeg havde en mega svær dag.

nicoline i blomstereng

Fra da af begyndte jeg at være ærlig, når folk spurgte mig. Jeg fortalte, at jeg nogle gange græd og ikke kunne stoppe og derfor var nødt til at tage hjem. Det var sådan en lettelse, at jeg ikke skulle gå og skjule ting.

Da jeg begyndte at åbne op og fortælle folk, hvad der foregik, følte jeg, at jeg kom meget tættere på min klasse – også selvom jeg ikke var ret meget i skole. Og det var så dejligt at mærke, at mine klassekammerater godt kunne rumme mig, selvom jeg havde det svært. Det betød alt for mig, for jeg havde slet ikke regnet med, at folk kunne se mig på den måde.

3 personlige råd

Sådan kom Nicoline igennem en svær gymnasietid

Vær ærlig

Det kan være så uoverskueligt, når man står i det hele selv, og man egentlig ikke føler, man kan snakke med nogen om det. Men det har været så sindssygt godt for mig at tale med folk om det. For de kunne jo sagtens rumme mig og støtte mig. Det troede jeg bare slet ikke.

Bed om hjælp

Man kan ikke klare alting selv. Det har jeg virkelig fundet ud af. Da jeg først bed min omgangskreds om hjælp, var det sådan en stor lettelse. Så skulle jeg ikke bære det hele selv. Stol på, at dem omkring vil dig det godt, selvom det er sindssygt skræmmende at tage det første skridt.

Find glæde i de små ting

Når jeg fokuserer på alle de små gode ting omkring mig, så har jeg ikke sådan en følelse af at det bare er lort på lort på lort, og det hele er ligegyldigt alt sammen. Det handler om at tage et valg om at se de gode i livet. Stort og småt.