I stedet for at prøve at forstå mig, gav de mig en følelse af ikke at være god nok
Da jeg var yngre, diskuterede mine forældre og jeg alt. Vi var uvenner stort set hele tiden. Nogle gange stak jeg af hjemmefra efter et skænderi, fordi jeg ikke kunne være i det. Mine forældre sagde, at alt var min skyld. I stedet for at prøve at forstå mig, gav de mig en følelse af ikke at være god nok.
Det endte med, at jeg blev frivilligt anbragt af kommunen. På en kostskole. Det var hårdt, men nødvendigt.
En aften da jeg sad på mit værelse på kostskolen, begyndte alle tankerne bare at myldre rundt. Tanker om, at det var min skyld, at jeg var anbragt, og at det var svært mellem mine forældre og mig.
Alt begyndte at ramle. Der lå en skov tæt på kostskolen, som jeg gik ned i. Da jeg gik der i skoven, var det ligesom et rum, der åbnede sig. Hvor jeg bare kunne være mig. Uden skyldfølelsen. Og hvor jeg kunne lade det tarvelige og de mørke tanker ligge tilbage på kostskolen. Det var sådan en befriende følelse. Jeg brugte tre timer dernede den aften.
Gåturene var ikke det eneste, som hjalp mig. Der var masser af pædagoger, lærere og psykologer, som greb mig. Men især en sætning fra min tysklærer var afgørende.
Vi sad inde i klassen, hende og jeg, mens de andre havde pause. Min lærer kunne godt mærke, at jeg ikke havde det super godt. Det var første gang, jeg fortalte hende om skyldfølelsen, og at den virkelig ramte mig. Jeg forklarede hende, at jeg synes, det var uretfærdigt, og at jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg lå vågen om natten på grund af det.
Hun sagde, at det aldrig er barnets skyld, at det ender galt mellem forældre og barn. Det var vildt rart at få den anerkendelse. Og det var første gang, jeg følte mig så set.
Tiden på kostskolen lærte mig meget om mig selv og mine grænser. Om hvad jeg vil stå model til. Jeg er blevet bedre til at sige fra. I dag er relationen til mine forældre meget bedre. Skyldfølelsen kan stadig godt komme, men jeg har fundet mine metoder til at leve den.
