18-årige Sol har forsøgt at råbe kommunen op det meste af sit liv. Hun er vokset op i et hjem med en voldelig far og en mor, der intet gjorde for at stoppe volden.
Derfor ville Sol væk fra sine forældre og i stedet bo ved en plejefamilie. Det krævede mange års kamp, inden hun langt om længe endte hos en plejefamilie, som hun havde drømt om.
Indlæggelse på børnepsykiatrisk
Allerede i de små klasser havde Sol det dårligt. Hun forsøgte at gå til sine lærere for at få hjælp, men det var ikke nok, og i 7. klasse blev hun indlagt i seks uger på børnepsykiatrisk afdeling med mistanke om en svær depression. Efter indlæggelsen fik hun tilknyttet en socialrådgiver, som skulle hjælpe hende. Heller ikke det gav det ønskede resultat. Hun fik siden flere forskellige socialrådgivere, men hun oplevede ikke, at de hjalp hende.
”Mange af dem troede, at det bare var min alder, der gjorde, at jeg ville væk hjemmefra og i plejefamilie. De forstod slet ikke, hvor alvorligt det var,” fortæller Sol.
Kastet rundt
Det var først flere år senere, da Sol skulle hjem fra et efterskoleophold, at kommunen tog hendes sag alvorligt. Her var Sol dybt begravet i et sort hul.
”Først forsøgte efterskolen at indlægge mig på psykiatrisk afdeling, men de sagde, at jeg skulle til kommunen, og kommunen sagde, jeg skulle på psykiatrisk. Jeg blev virkelig kastet rundt i systemet,” fortæller Sol og fortsætter:
”Først da jeg sagde til kommunen, at jeg ville tage mit eget liv, hvis de ikke gjorde noget, gik det op for dem, at de måske skulle til at hjælpe mig med at finde et andet sted at bo.”
Sol fastholdt ønsket om en plejefamilie, men fik at vide, at hun var alt for gammel. Hun insisterede og endelig lykkedes det at trænge igennem muren.
“Jeg fik en ny socialrådgiver, og hun lyttede til mig. Hun lovede at finde en plejefamilie til mig.”
De fleste plejefamilier er vant til yngre børn end den 16-årige Sol, så det tog seks måneder at finde en familie. I de seks måneder boede Sol på en institution.
”Sagen skulle igennem et større maskineri med anbringelseskonsulenter og skidt og kanel,” fortæller Sol, mens hun ryster på hovedet og fortsætter:
”De burde have gjort det for længe siden. Allerede da jeg var indlagt på børnepsykiatrisk, burde alle deres alarmklokker have ringet.”
Stå fast og hav et mål
I dag har Sol boet hos sine plejeforældre i halvandet år, og hun har det godt. Men hun er ikke imponeret af systemet.
”Jeg synes, det er et tungt system. Man bliver sendt frem og tilbage og skal igennem så mange afdelinger og personer, før der bliver gjort noget,” fortæller Sol.
Ifølge Sol er det vigtigt, at man står fast på det, man vil have, når man går til kommunen.
”Jeg tror, man skal være virkelig kontant, når man møder systemet. Man skal sige, hvad man har brug for. Det nytter ikke at tøve, for de hjælper kun dem, hvor det er allermest nødvendigt. Systemet er sådan indrettet, at det hellere vil helbrede end at forebygge. ”
”Man ville gøre alle en tjeneste, hvis systemet gik målrettet efter forebyggelse. Det koster mindst på den lange bane at hjælpe tidligt. Får du ikke hjælp som ung, ender du bare med at blive en langt større udgift for kommunen, når du bliver voksen, fordi du får så mange problemer.”
Hun understreger flere gange, at det er vigtigt at have et mål. Man skal vide, hvad man gerne vil have – ellers ryger man bagerst i køen og kommer aldrig til at få hjælp.
”Kommunen vil altid sige, at de ikke har tid til dig. Derfor er det så vigtigt at vide, hvad man vil have, der skal ske for en. Dit mål kan være mere eller mindre konkret, men du skal have et mål. Så er chancen for, at du rent faktisk får hjælp så meget større. Og chancen for, at du får det godt, er også større, og risikoen for, at du får problemer som voksen, er meget mindre.”
Fakta om Sol:
- Er 18 år og bor hos en plejefamilie.
- Har kæmpet i flere år for at komme i en plejefamilie.
- Har været indlagt på børnepsykiatrisk og haft flere forskellige socialrådgivere.
Tjek også: Depression: 13 typiske tegn du skal holde øje med
